< Apostlenes-gjerninge 22 >
1 Han sa:”Kjære søsken og dere som er ledere for folket, hør etter på det jeg har å si til mitt forsvar.”
" I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit forsvar over for eder!"
2 Da de hørte at Paulus talte på deres eget språk, ble de enda mer stille.
Men da de hørte, at han talte til dem i det hebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. Og han siger:
3 Han fortsatte:”Jeg er jøde, født i byen Tarsus i Kilikia, men oppvokst her i Jerusalem. Jeg hadde Gamaliel som lærer og ble undervist om mye rett og riktig i Moseloven og alle våre tradisjoner. Min ekstreme fanatisme i livet var å kjempe for Gud, slik som også dere forsøker å gjøre.
"Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus i Kilikien, men opfostret i denne Stad, oplært ved Gamaliels Fødder efter vor Fædrenelovs Strenghed og nidkær for Gud, ligesom I alle ere i Dag.
4 Jeg forfulgte og ville drepe alle som fulgte Jesu vei. Jeg lot både menn og kvinner bli bundet og satt i fengsel.
Og jeg forfulgte denne Vej indtil Døden, idet jeg lagde både Mænd og Kvinder i Lænker og overgav dem til Fængsler,
5 Dette kan øverstepresten og alle medlemmene i Det jødiske rådet bevitne. Det var også de som ga meg brev adressert til synagogene i Damaskus, for at jeg skulle fengsle menneskene der og føre dem til Jerusalem, hvor de kunne bli straffet.
som også Ypperstepræsten vidner med mig og hele Ældsterådet, fra hvem jeg endog fik Breve med til Brødrene i Damaskus og rejste derhen for også at føre dem, som vare der, bundne til Jerusalem, for at de måtte blive straffede.
6 Da jeg var på veien til Damaskus, ved middagstiden, og nærmet meg byen, ble jeg plutselig innhyllet av et sterkt lys fra himmelen.
Men det skete, da jeg var undervejs og nærmede mig til Damaskus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligt omstrålede mig.
7 Jeg falt til jorden og hørte en stemme som sa:’Saulus, Saulus, hvorfor forfølger du meg?’
Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?
8 Jeg spurte da:’Hvem er du, herre?’ og han svarte:’Jeg er Jesus fra Nasaret, han som du forfølger.’
Men jeg svarede: Hvem er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg er Jesus af Nazareth, som du forfølger.
9 De som var med meg, så lyset, men forsto ikke stemmen som snakket til meg.
Men de, som vare med mig, så vel Lyset, men hørte ikke hans Røst, som talte til mig.
10 Jeg spurte da:’Hva skal jeg gjøre, Herre?’ Herren svarte:’Reis deg opp og gå til Damaskus. Der vil du få vite hvilken oppgave jeg har valgt deg ut til.’
Men jeg sagde: Hvad skal jeg gøre, Herre? Men Herren sagde til mig: Stå op og gå til Damaskus; og der skal der blive talt til dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre.
11 Det sterke lyset hadde gjort meg blind, og derfor måtte jeg bli ledet inn til Damaskus av mine ledsagere.
Men da jeg havde mistet Synet ved Glansen af hint Lys, blev jeg ledet ved Hånden af dem, som vare med mig, og kom således ind i Damaskus.
12 I Damaskus bodde det en mann som het Ananias. Han var en hengiven jøde og nøye med å følge Moseloven. Derfor var han også godt ansett blant alle jøder i Damaskus.
Men en vis Ananias, en Mand, gudfrygtig efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøderne, som boede der,
13 Denne mannen kom til meg, stilte seg ved siden meg og sa:’Saulus, min bror, du skal få ditt syn tilbake!’ Og i samme øyeblikk kunne jeg se.
kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, se op! Og jeg så op på ham i samme Stund.
14 Så sa han til meg:’Våre forfedres Gud har valgt deg ut til å kjenne hans vilje og til å se den Rettferdige og høre stemmen hans.
Men han sagde: Vore Fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans Villie og se den retfærdige og høre en Røst af hans Mund.
15 Nå skal du vitne for alle mennesker og fortelle det du har sett og hørt.
Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du har set og hørt.
16 Tvil ikke, men tilbe Jesus og la deg straks døpe slik at du blir vasket ren fra syndene dine.’
Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte, idet du påkalder hans Navn!
17 Senere, da jeg hadde kommet tilbake til Jerusalem og en dag sto og ba i templet, fikk jeg se et syn.
Og det skete, da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i Helligdommen, at jeg faldt i Henrykkelse
18 Jeg så Herren Jesus som sa til meg:’Skynd deg, forlat straks Jerusalem, for folket her kommer ikke til å tro på det du forteller om meg.’
og så ham, idet han sagde til mig: Skynd dig, og gå hastigt ud af Jerusalem, thi de skulle ikke af dig modtage Vidnesbyrd om mig.
19 ’Men, Herre’, innvendte jeg,’de kjenner meg jo. De vet at jeg i hver eneste synagoge har fengslet og pisket dem som trodde på deg.
Og jeg sagde: Herre! de vide selv, at jeg fængslede og piskede trindt om i Synagogerne dem, som troede på dig,
20 Da Stefanus ble drept, han som fortalte om deg til alle, sto jeg ved siden av og mente at de handlet rett. Jeg voktet til og med klærne til dem som steinet ham!’
og da dit Vidne Stefanus's Blod blev udgydt, stod også jeg hos og havde Behag deri og vogtede på deres Klæder, som sloge ham ihjel.
21 Herren Jesus sa til meg:’Dra bort fra Jerusalem, for jeg vil sende deg langt av sted til andre folk!’”
Og han sagde til mig: Drag ud; thi jeg vil sende dig langt bort til Hedninger."
22 Fram til dette punktet i Paulus sin tale hadde folket lyttet rolig, men nå begynte de å rope:”Drep ham! Pass på at han forsvinner fra jordens overflate! Han har ingen rett til å leve!”
Men de hørte på ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: "Bort fra Jorden med en sådan! thi han bør ikke leve.""
23 Folkets rop ble villere og villere. De slet av seg kappene sine og kastet jord opp i luften.
Men da de skrege og reve Klæderne af sig og kastede Støv op i Luften,
24 Kommandanten tok derfor Paulus inn i festningsborgen og ga befaling om at de skulle piske ham til han tilsto sine forbrytelser, slik at de fikk greie på hvorfor folkemassen var så rasende.
befalede Krigsøversten, at han skulde føres ind i Borgen, og sagde, at man med Hudstrygning skulde forhøre ham, for at han kunde få at vide, af hvad Årsag de således råbte imod ham.
25 Da de surret Paulus fast for å piske ham, sa han til en offiser som sto der:”Er det tillatt å piske en romersk borger som ikke er dømt for noe?”
Men da de havde udstrakt ham for Svøberne, sagde Paulus til den hosstående Høvedsmand: "Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det uden Dom?"
26 Da offiseren hørte dette, gikk han til kommandanten og sa:”Hva er det du tenker å gjøre? Denne mannen er jo romersk borger!”
Men da Høvedsmanden hørte dette, gik han til Krigsøversten og meldte ham det og sagde: "Hvad er det, du et ved at gøre? denne Mand er jo en Romer."
27 Da gikk kommandanten til Paulus og spurte:”Er det sant at du er romersk borger?””Ja”, svarte Paulus,”det er jeg.”
Men Krigsøversten gik hen og sagde til ham: "Sig mig, er du en Romer?" Han sagde: "Ja."
28 ”Det er jeg også”, mumlet kommandanten,”og det kostet meg veldig mange penger!””Jeg ble det i fødselen”, svarte Paulus.
Og Krigsøversten svarede: "Jeg har købt mig denne Borgerret for en stor Sum," Men Paulus sagde: "Jeg er endog født dertil."
29 Soldatene som skulle ha pisket og forhørt ham, trakk seg raskt tilbake da de hørte at Paulus var romersk borger. Kommandanten selv ble forskrekket, etter som det var han som hadde gitt befaling om at Paulus skulle bli bundet og pisket.
Da trak de, som skulde til at forhøre ham, sig straks tilbage fra ham. Og da Krigsøversten fik at vide, at han var en Romer, blev også han bange, fordi han havde bundet ham.
30 Neste dag satte kommandanten Paulus fri fra fengslet og ga befaling om at øversteprestene og Det jødiske rådet skulle samle seg. Han førte Paulus ned fra festningsborgen og stilte han for Det jødiske rådet for å få greie på hva bråket handlet om.
Men den næste Dag, da han vilde have noget pålideligt at vide om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løste han ham og befalede, at Ypperstepræsterne og hele Rådet skulde komme sammen, og han førte Paulus ned og stillede ham for dem.