Hebruute 6
1 Kristaan tiitkhaap ah we nyootmui leh we nyootmui eh thaknang ibah ehak thong eh ih. Seng loong lah langka mootkaat tiit nyia Rangte suh lah hanpi theng tiit adoh seng tah we chap ke;
Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud,
2 juungtem tiit nyootsoot, lak ih taajoh ano soomkot tiit, etek nawa ngaaksaat tiit, eno roitang raang ih dande tiit loong ah lawoot waan theng. (aiōnios g166)
med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og evig Dom. (aiōnios g166)
3 Rangte thung mok pun abah seng marah re theng ah erah re ih.
Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det.
4 Mamah liidoh, ngo ih heh tuungmaang thiin haatta ah mamah we ngaak sekthun thuktheng ah? Taksiit neng loong ah Rangte weephaak ni elang erumta; neng loong ih rangmong nawa lakkot nyia Esa Chiiala lakbi ah ethaak choh ih rumta;
Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd
5 neng ih Rangte jengkhaap ah ese ngeh thoijat eh rumta, eno liwang dowa roidong adi chaan aphaan jeela ah ejat ih rumta. (aiōn g165)
og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, (aiōn g165)
6 Eno neng ih neng tuumaang ah mat haat ih rumta! Neng loong ah we ngaak lekthuk thuk subah rapne echaan ang ah, mamah liidih Rangte Sah ah neng loong ah ih bangphak ni we tekbot rumha eno midung ni rakri dong thuk rumla.
og som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
7 Marah hah adi rangphaat phaatla nyia potiik polak seela ah phek phekte suh ese eno erah ah Rangte ih roomseetam koha.
Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også dyrkes, får Velsignelse fra Gud;
8 Enoothong marah di theng anaam nyia suh anah dongla loong bah thaangmuh, erah loong ah suh bah Rangte ih choophaan phaan ih tamha, eno neng loong ah we nawa ih thet haat rum ah.
men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.
9 Enoothong erah likhiik jeng ih boh, mongnook phoh ano loong, sen ah subah kamkam ih laalomli. Seng ih ejat ehi sen suh khopiiroidong ah romseetam ese koh halan.
Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således.
10 Rangte ih mih tah danka. Heh ih an timjih re raangtu erah tabe haatka nyia huinong nong huitu ah nyia amadi uh Kristaan loong huinong ah nong hui ruh ehu rah uh tabe haatka.
Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige.
11 Seng nookli ah langla, senthung sentak kot ah hethoon tuk ih toom ang ah, eno juuba sen ih laalom han ah amiisak ih choh an.
Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Håbet indtil Enden,
12 Sen edem ang an rah suh tah nook ke, enoothong ngo ih Rangte suh hanpiiha nyia enaan eha likhiik angsuh eno Rangte ih tiimjih raangtaan ih kakhamta erah ah chola suh ba nookli.
for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne.
13 Abraham suh Rangte ih kakhamta, erah kakham jun ih re suh thoom hoonta. Heh thaknang ih elong laje tungkaang di, thoom hoonta adi Rangte ih heh teeteewah men seta.
Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
14 Heh ih liita, “Ngah ih an damdi kakham hang, an suh romseetam koha eno an sutoom satoom hantek koha.”
"Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig."
15 Abraham ih naan ano bansokta, eno Rangte ih heh suh marah raangtaan ih kakhamta erah echoh eta.
Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt.
16 Seng ih thoomhoon ih di, seng men thaknang ih wahoh men ah elong ih sehi, eno erah thoomhoon rah ih daanmui jengmui thoontang phansiit ha.
Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse.
17 Rangte ih kakham thinta ah chote loong asuh baat ha, heh ih tiim raangtaan ih kakhamta, erah timtok doh uh tah lekka ang ah; erah thoidi kah khamha khodi uh thoom we boot hoonta.
Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
18 Jengkhaap enyi je ah, erah maatok uh tah lekka, Rangte tah leekka nyia tah lekka. Seng marah heh damdi epui eliite loong asuh rapne chaan chotheng, seng laalom ah rak thuk suh ah.
for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os,
19 Seng roidong raangtaan ih erah laalomli ah jaankeng likhiik. Emah ang abah punpiipi nyia elang jaatjaat ih ah, Erah laalom ah ih rangmong rangsoomnok ni nyuh tin ha dowa ih esa khotok di esaathoon adoh thoksiit he.
hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget,
