သုတ္တံကျမ်း 7
Min Søn! bevar mine Ord, og gem mine Bud hos dig.
Hold mine Bud, saa skal du leve, og min Lov som din Øjesten.
Bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle!
Sig til Visdommen: Du er min Søster, og Forstanden kalde du din Kynding;
5 ၅ သို့ပြုလျှင်သူတို့သည် အမျိုးပျက်သောမိန်းမ၊ နှုတ်နှင့် ချော့မော့တတ်သော ပြည်တန်ဆာမိန်းမလက်မှ သင့်ကို ကယ်တင်ကြလိမ့်မည်။
for at den maa bevare dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte.
Thi jeg saa ud af mit Hus's Vindu, igennem mit Gitter;
og jeg saa iblandt de uerfarne, jeg blev var iblandt Sønnerne et ungt Menneske, som fattedes Forstand,
og han gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne og skred frem ad Vejen til hendes Hus,
i Tusmørket om Aftenen efter Dagen, midt i Natten og Mørket.
Og se, en Kvinde mødte ham i Horesmykke og underfundig i Hjertet,
støjende og ustyrlig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Hus.
Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne og lurer ved alle Hjørner.
Og hun tog fat paa ham og kyssede ham, hun gjorde sit Ansigt frækt og sagde til ham:
Der paalaa mig Takoffer, i Dag har jeg betalt mine Løfter;
derfor er jeg gaaet ud at møde dig, at søge dit Ansigt, og jeg har fundet dig.
Jeg har redet mit Leje med Tæpper, med stribet Tøj af Garn fra Ægypten;
jeg har overstænket min Seng med Myrra. Aloe og Kanel;
kom, lader os beruse os i Kærlighed indtil Morgenen, lader os forlyste os i Elskov;
thi Manden er ikke hjemme, han er faren lang Vej bort;
han tog Pengeknuden med sig, han kommer hjem til Fuldmaanedagen.
Hun bøjede ham med sin megen Overtalelse, tilskyndte ham med sine smigrende Læber.
22 ၂၂ နွားသည်အသေခံရာသို့ လိုက်သကဲ့သို့၎င်း၊ သမင်ဒရယ်သည် မိမိအသည်း၌ မြှားမထိုးမှီတိုင်အောင်၊ ဘမ်းမိရာထဲသို့ ဝင်သကဲ့သို့၎င်း၊
Hvo der hastelig gaar efter hende, kommer som Oksen til Slagterbænken og som i Fodlænken, der er til Daarens Tugtelse,
23 ၂၃ ငှက်သည် မိမိအသက်ဆုံးစေခြင်းငှါ ထောင် မှန်းကိုမရိပ်မိဘဲ၊ ကျော့ကွင်းထဲသို့ အလျင်အမြန် ဝင်သကဲ့သို့၎င်း၊ လူပျိုသည် ထိုမိန်းမနောက်သို့ ချက်ခြင်း လိုက်သွားတတ်၏။
indtil en Pil sønderskærer hans Lever; ligesom Fuglen skynder sig til Snaren og ved ikke, at det gælder dens Liv.
Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Ord!
Lad dit Hjerte ikke vige af til hendes Veje, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
thi mange ere de gennemborede, som hun har fældet, og mangfoldige alle de, hun har ihjelslaget.
