Waiata 94
1 E Ihowa, e te Atua, e te Kairapu utu; e te Atua, e te Kairapu utu, tiaho mai.
Herre! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt!
2 E ara, e te Kaiwhakawa o te whenua: hoatu te utu e rite ana ki te hunga whakakake.
Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengældelse over de hovmodige.
3 Kia pehea te roa, e Ihowa, o te hunga kino nei, kia pehea te roa o te hunga kino e whakamanamana ana?
Herre! hvor længe skulle de ugudelige, hvor længe skulle de ugudelige fryde sig?
4 Kei te korero whakatu ratou, kei te korero whakahi: kei te korero whakapehapeha ki a ratou nga kaimahi katoa i te kino.
De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret.
5 Mongamonga noa tau iwi i a ratou, e Ihowa: e tukinotia ana e ratou tou kainga tupu.
Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.
6 E patua ana e ratou te pouaru, te manene: e kohuru ana i te pani.
De ihjelslaa Enken og den fremmede og myrde de faderløse.
7 A e mea ana, E kore a Ihowa e kite; e kore e maharatia e te Atua o Hakopa.
Og de sagde: Herren ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke.
8 Kia matau, e nga poauau o te iwi: a hea ano koutou whai mahara ai, e nga kuware?
Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge?
9 Ko te kaiwhakato o te taringa, e kore ranei ia e rongo? Ko te kaihanga o te kanohi, e kore ianei ia e kite?
Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede Øjet, ikke skulde se?
10 Ko te kaipapaki o nga iwi e kore ranei ia e papaki, ara ko te kaiwhakaako nei i te tangata kia mohio?
Mon han, som advarer Hedningerne, ikke skulde straffe? han, som lærer et Menneske Kundskab!
11 E matau ana a Ihowa ki nga whakaaro o te tangata, he mea teka noa.
Herren kender Menneskenes Tanker, thi de ere Forfængelighed.
12 Ka hari te tangata e pakia ana e koe, e Ihowa: e whakaakona ana i roto i tau ture;
Salig er den Mand, som du, Herre! advarer, og den, du underviser ud af din Lov
13 Kia marie ai tona ngakau i a koe i nga ra o te he, a keria noatia iho te poka mo te tangata kino.
for at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav for den ugudelige.
14 E kore hoki a Ihowa e panga i tana iwi, e kore ano e whakarere i tona kainga tupu.
Thi Herren skal ikke opgive sit Folk og ej forlade sin Arv.
15 Engari e hoki te whakawa ki te tika: a e arumia e nga tangata ngakau tika katoa.
Thi Retten skal vende tilbage til Retfærdighed, og alle de oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den.
16 Ko wai toku hei whakatika ake ki te hunga kino? Ko wai toku hei tu ake ki nga kaimahi i te hara?
Hvo staar hos mig imod de onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gøre Uret?
17 Mehemea kaua a Ihowa hei awhina moku, penei kua noho kupukore noa atu toku wairua.
Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa lidet nær boet i det stille.
18 I taku meatanga, Ka paheke toku waewae; na tau mahi tohu, e Ihowa, ahau i tautoko ake.
Der jeg sagde: Min Fod snublede, da opholdt, o Herre! din Miskundhed mig.
19 I oku whakaaronga maha i roto i toku ngakau ko au whakamarie toku oranga ngakau.
Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl.
20 Tera ranei e whakahoa ki a koe te torona o te kino, e whakatakoto nei i te mahi nanakia hei ture?
Skulde Ondskabens Trone have Samkvem med dig? den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er?
21 Kei te whakahuihui ratou ki te poke i te wairua o te tangata tika, e mea ana kia heke te toto harakore.
De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.
22 Ko Ihowa ia toku pa teko: ko toku Atua hei kohatu piringa moku.
Men Herren blev mig en Befæstning, og min Gud blev mig en Tilflugts Klippe.
23 A nana i whakahoki to ratou kino ki runga ki a ratou, a tera ia e whakangaro i a ratou i roto i o ratou kino: ma Ihowa, ma to tatou Atua ratou e whakangaro.
Og han har ladet deres Uret falde tilbage over dem og skal udrydde dem for deres Ondskab; Herren vor Gud skal udrydde dem.
