Waiata 137

1 I te taha o nga wai o Papurona, noho ana tatou i reira, ae, tangi ana tatou, ia tatou i mahara ai ki Hiona.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 Whakairia ake e tatou a tatou hapa ki runga ki nga wirou i waenganui o reira.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 No te mea i tono i reira te hunga nana tatou i herehere ki etahi waiata i a tatou, me te hunga nana tatou i tukino i tono mai he hari i a tatou, i mea mai, Waiatatia mai ki a matou tetahi o nga waiate o Hiona.

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!”

4 Me pehea matou ka waiata ai i te waiata a Ihowa i te whenua tauhou?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 Ki te wareware ahau ki a koe, e Hiruharama, kia wareware toku ringa matau ki tana mahi.

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 Ki te kore ahau e mahara ki a koe, kia piri toku arero ki toku ngao; ki te kore ahau e whakanui i Hiruharama ki runga ake i taku mea i tino hari ai.

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 E Ihowa, maharatia nga tama a Eroma i te ra o Hiruharama; ta ratou meatanga, Whakahoroa, whakahoroa, a taea rawatia ano tona turanga.

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.”

8 E te tamahine o Papurona, meake nei whakangaromia, ka hari te tangata e utua ai koe mo tau i mea ai ki a matou.

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Ka hari te tangata e hopu ana, e ta ana i au mea nohinohi ki runga ki te kohatu.

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.