Waiata 129

1 He waiata; he pikitanga. He ki tenei ma Iharaira, Ka maha a ratou tukinotanga i ahau o toku tamarikitanga ake;

De trængte mig haardt fra min Ungdom af — saa sige Israel! —

2 Ka maha a ratou tukinotanga i ahau o toku tamarikitanga ake; heoi kihai ahau i taea e ratou.

de trængte mig haardt fra min Ungdom af; dog kunde de ikke overvælde mig.

3 I parautia toku tuara e nga kaiparau; he roa a ratou parautanga.

Plovmændene pløjede paa min Ryg, de droge deres Furer lange.

4 He tika ta Ihowa: motu pu i a ia nga aho a te hunga kino.

Herren er retfærdig, han overhuggede de ugudeliges Reb.

5 Kia whakama, kia whakahokia ki muri, te hunga katoa e kino nei ki Hiona.

De skulle beskæmmes og vige tilbage, alle de, som hade Zion.

6 Kia rite ratou ki te tarutaru i nga tuanui, e memenge nei i te mea kiano i tupu ake.

De skulle blive som Græs paa Tagene, som tørres, førend nogen oprykker det;

7 E kore nei e ki te ringa o te kaikoti, te uma hoki o te kaipaihere.

af hvilket Høstmanden ikke fylder sin Haand, ej heller den, som binder Neg, sin Arm.

8 E kore ano te hunga e haere ana i te taha e mea, Kia tau ki a koutou te manaaki a Ihowa: ko ta matou manaaki tenei ki a koutou i runga i te ingoa o Ihowa.

Og de, som gaa forbi, sige ikke: Herrens Velsignelse være over eder! Vi velsigne eder i Herrens Navn.