Waiata 104
1 Whakapaingia a Ihowa, e toku wairua. E Ihowa, e toku Atua, he nui rawa koe; he honore, he kororia ou kakahu.
Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed.
2 E roropi nei i te marama ki a koe ano he kakahu, e hora nei i nga rangi ano he kakahu tauarai.
Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Telt.
3 E whakanoho nei i nga kurupae o ona ruma ki nga wai: e mea nei i nga kapua hei hariata mona: e haere nei i runga i nga pakau o te hau.
Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger.
4 E mea nei i nga hau hei karere mana, i te mura ahi hei kaimahi mana.
Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.
5 Nana nei i whakatu te whenua ki runga ki ona turanga, kei nekenekehia ake ake.
Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed.
6 Nau ano i hipoki ki te rire hei kakahu: tu ana nga wai i runga i nga maunga.
Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene.
7 Rere ana ratou i tau riri: tahuti tonu atu i te reo o tau whatitiri;
De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst.
8 Puke ake ana ra nga maunga, heke iho ana ma nga whawharua ki te wahi i whakaritea e koe mo ratou.
Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
9 Kua whakatakotoria e koe he rohe kei koni mai ratou, kei hoki mai hei taupoki mo te whenua.
Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen.
10 Nana i tono nga puna ki roto ki nga awaawa, e rere nei i waenga o nga puke.
Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene.
11 Hei wai mo nga kirehe katoa o te parae: na noa te matewai o nga kaihe mohoao.
De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst.
12 Kei reira nga nohoanga o nga manu o te rangi, e korihi nei i roto i nga manga.
Over dem bo Himmelens Fugle; ud fra Grenene lade de deres Røst høre.
13 He mea whakamakuku nana nga puke i ona ruma: ka makona te whenua i nga hua o au mahi.
Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt.
14 Ko ia hei whakatupu i te tarutaru ma te kararehe, i te otaota hei mea ma te tangata; kia whakaputaina ake ai he taro i te whenua;
Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden.
15 He waina hei whakahari i te ngakau o te tangata, he hinu e piata ai tona mata, me te taro hei whakakaha i te ngakau o te tangata.
Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte.
16 Ki tonu i te wai nga rakau a Ihowa, nga hita o Repanona i whakatokia e ia.
Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Cedre, som han har plantet;
17 Hanga ake e nga manu he ohanga ki reira: te taaka, ko nga kauri tona whare.
der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne.
18 Hei piringa nga puke tiketike mo nga koati mohoao: nga kohatu mo nga rapeti.
De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.
19 I hanga e ia te marama hei tohu taima: e matau ana te ra ki tona torengitanga.
Han gjorde Maanen til at bestemme Tiderne, Solen ved sin Nedgang.
20 Ko koe hei whakapouri, a kua po: na ngoki mai ana nga kirehe katoa o te ngahere.
Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den krybe alle Skovens Dyr frem.
21 Ko nga kuao raiona ngengere ana ratou, he mea kai, he rapu kai ma ratou i te Atua.
De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud.
22 Ko te putanga mai o te ra ka poto atu ratou, takoto ana i o ratou kuhunga.
Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler.
23 Ko te tangata ka haere ki ana hanga, ki tana mahi, a ahiahi noa.
Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen.
24 Ano te tini o au mahi, e Ihowa! he mohio rawa tau mahi i aua mea katoa; ki tonu te whenua i au taonga.
Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme.
25 Kei ko ra ko te moana, tona nui tuauriuri: kei reira nga mea ngokingoki e kore e taea te tatau, nga kirehe hoki, ana nonohi, ana nunui.
Her er Havet stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store.
26 Kei reira nga kaipuke e teretere ana: kei reira taua rewiatana i hanga e koe hei takaro ki reira.
Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi.
27 E tatari katoa ana enei ki a koe, kia hoatu e koe te kai ma ratou i te wa e tika ai.
De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid.
28 Ko tau e hoatu ai ma ratou, kohikohia ana e ratou: te wherahanga o tou ringa, makona tonu ratou i te pai.
Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt.
29 Ko te hunanga o tou mata, pororaru ana ratou: ka kapohia e koe to ratou manawa, ka marere ratou, a ka hoki ano ki to ratou puehu.
Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv.
30 Ko tau tononga mai i tou wairua, kua hanga ratou; a whakahoutia ana e koe te mata o te whenua.
Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.
31 Kia whai kororia a Ihowa ake ake, kia hari a Ihowa ki ana mahi:
Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger!
32 Tana tirohanga iho ki te whenua, ru ana: kua pa ki nga puke, na pongere ana.
Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge.
33 Ka waiata ahau ki a Ihowa i ahau e ora ana: ka himene ki toku Atua i ahau ano i te ao nei.
Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til.
34 Kia reka toku whakaaronga ki a ia, ka hari ahau ki a Ihowa.
Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren.
35 Kia moti nga tangata hara i runga i te whenua, ko te hunga kino kia poto katoa atu. Whakapaingia a Ihowa, e toku wairua. Whakamoemititia a Ihowa.
Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja.
