Waiata 102
1 He inoi na te ngakau mamae, i a ia e pehia ana, a maringi a wai ana tana tangi ki te aroaro o Ihowa. Whakarongo ki taku inoi, e Ihowa, kia puta atu taku tangi ki a koe.
En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
2 Kaua e huna tou mata ki ahau i te ra e pouri ai ahau; whakatitahatia mai tou taringa ki ahau: hohoro te whakahoki kupu mai ki ahau i te ra e karanga ai ahau.
Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.
3 Ka memeha hoki oku ra ano he paoa: ka kaia oku wheua ano he motumotu.
Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig!
4 Kua pakia toku ngakau, kua memenge, ano he tarutaru; i wareware ai ahau ki te kai i taku taro.
Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted.
5 Piri tonu oku iwi ki toku kiri i toku reo aue.
Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.
6 He rite ahau ki te matuku i te koraha, ki te koukou i te wahi mokemoke.
Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød.
7 Mataara tonu ahau; toku rite kei te pihoihoi mokemoke i runga i te tuanui.
Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.
8 E tawai ana oku hoariri ki ahau i te ra roa; ko te hunga e porangirangi ana mai ki ahau, ko ahau ta ratou oati.
Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.
9 Kainga ana e ahau te pungarehu ano he taro: whakananua iho toku wai inu ki te roimata.
Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig.
10 I tou riri hoki, i tou weriweri; nau hoki ahau i hapai ake, a taia atu ano ahau e koe.
Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad
11 He rite oku ra ki te atarangi e whakawairua kau ana: a kua memenge ahau ano he tarutaru.
for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.
12 Ko koe ia, e Ihowa, ka mau tonu ake ake, ka maharatia ano koe e nga whakatupuranga katoa.
Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
13 Tera koe e whakatika, e aroha ki a Hiona; kua taka mai hoki te wa, ae ra, te tino wa, hei atawhainga i a ia.
Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.
14 E manakohia ana hoki e au pononga ona kohatu, e awangawanga ana ki tona puehu.
Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.
15 Penei ka wehingia te ingoa o Ihowa e nga tauiwi, tou kororia hoki e nga kingi katoa o te whenua.
Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.
16 Na Ihowa hoki i hanga a Hiona, kua kitea ia i tona kororia.
Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;
17 Kua tahuri ia ki te inoi a te rawakore: kihai i whakahawea ki ta ratou inoi.
thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed.
18 Ka tuhituhia tenei mo to muri whakatupuranga: a ka whakamoemiti ki a Ihowa te iwi meake hanga.
Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn.
19 Mona i titiro iho i te tiketike o tona wahi tapu: i titiro iho a Ihowa i te rangi ki te whenua;
Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.
20 Ki te whakarongo ki te aue a te herehere, ki te wewete i te hunga kua motuhia mo te mate;
Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden
21 Kia whakapuakina ai te ingo o Ihowa i Hiona, me te whakamoemiti ki a ia i Hiruharama;
for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,
22 I te huihuinga o nga iwi, o nga kingitanga, ki te mahi ki a Ihowa.
for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,
23 Whakangoikoretia iho e ia toku kaha i te ara: kua torutoru i a ia oku ra.
naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.
24 I mea ahau, E toku Atua, kaua ahau e tangohia i waenganui o oku ra: kei nga whakatupuranga katoa ou tau.
Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.
25 Nonamata te whenua i whakaturia ai e koe, a he mahi nga rangi na ou ringa.
Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt.
26 Ko era e hemo atu, ko koe ia e mau tonu: ae ra, ka tawhitotia katoatia me he weweru; ka whakaputaia ketia ratou e koe ano he kakahu, a ka whakaputaia ketia.
Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning.
27 Ko koe ia, ko koe tonu, kahore hoki he mutunga o ou tau.
De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.
28 Ka whai nohoanga nga tama a au pononga, ka pumau o ratou uri ki tou aroaro.
Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.
