Hopa 6
1 Na ka whakautu a Hopa, ka mea,
Men Job svarede og sagde:
2 Aue, me i ata paunatia toku mamae, me i huihuia, me i whakairihia toku aitua ki te pauna!
Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
3 Na inaianei taimaha ake i te onepu o te moana: heoi he ohorere rawa aku kupu.
Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
4 Kei roto hoki i ahau nga pere a te Kaha Rawa, inumia ake e toku wairua to ratou paihana: rarangi tonu mai nga whakawehi a te Atua hei hoariri moku.
Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
5 E tangi ano ranei te kaihe mohoao i te mea kei te tarutaru ia? e tangi ano ranei te kau i te mea e kai ana?
Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
6 E taea ranei te kai, te mea kahore nei ona ha, ki te kahore he tote? He reka ranei te whakakahukahu o te hua manu?
Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
7 Hore rawa toku wairua e mea kia pa atu ki ena; to ratou rite ki ahau kei te kai whakarihariha.
Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
8 Aue, me i riro mai taku i tono ai, me i homai e te Atua taku e tumanako nei!
Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
9 Me i pai hoki te Atua kia whakangaromia ahau, kia tukua mai tona ringa hei hatepe i ahau!
og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
10 Penei kua ai ano he whakamarie moku; ae, ka tino hari ahau ki te mamae, kahore nei e tohu i ahau: kihai hoki nga kupu a te Mea Tapu i huna e ahau.
Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
11 He aha toku kaha, e tatari ai ahau? He aha hoki toku mutunga, e whakamanawanui ai ahau?
Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
12 He kaha kohatu ranei toku kaha? He parahi ranei oku kikokiko?
Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
13 Ehara ranei i te mea kahore he awhina moku i roto i ahau, a kua oti te ngoi te pei i roto i ahau?
Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
14 Ko te tangata e ngoikore ana te ngakau kia puta mai te aroha o tona hoa ki a ia, ahakoa kua mahue i a ia te wehi i te Kaha Rawa.
Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
15 He mahi tinihanga ta oku teina, he pera me ta te awa; rere ana ratou ano he waipuke awaawa,
Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
16 Kua mangu nei i te hukapapa, ngaro ana te hukarere i roto.
de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
17 I te wa e mahana ai, ka memeha atu; i te weraweratanga, moti iho ratou i to ratou wahi.
Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
18 Ka peka ke nga tira e haere ana ra reira; riro ana ki te kore, a ngaro iho.
Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
19 Tirotirohia ana e nga tira o Tema; taria atu ana e nga tangata haere o Hepa.
Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
20 Whakama ana ratou mo ratou i whakamanawa atu ki reira; te taenga ki aua awa, kanakana kau ana.
De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
21 Na he kahore noa iho koutou; ka kite koutou i te mea whakamataku, a ka wehi.
Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
22 I mea ranei ahau, Homai ki ahau? He hakari ranei maku e homai i o koutou rawa?
Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
23 I mea ranei, whakaorangia ahau i te ringa o te hoariri? Hokona ahau i roto i te ringa o te kaitukino?
eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
24 Whakaakona ahau, a ka whakarongo puku ahau; whakaaturia ki ahau te mea i he ai ahau.
Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
25 Ano te kaha o nga kupu tika! Ko te aha ia te riria ana e a koutou kupu?
Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
26 E mea ana ranei koutou kia riria nga kupu? he hau kau nei hoki nga korero a te tangata kua pau ona whakaaro.
Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
27 Ae ra, e mea ana koutou ki te maka rota mo nga pani, ki te mea i to koutou hoa hei taonga hokohoko.
Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
28 Na whakaae mai, titiro mai ki ahau; he pono hoki e kore ahau e korero teka ki to koutou kanohi.
Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
29 Tena ra, tahuri mai; kaua hoki te he e waiho; ina, tahuri mai, he tika hoki taku take.
Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
30 He he koia kei toku arero? e kore ranei toku hinengaro e mohio ki nga mea whanoke?
Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?
