Hopa 30
1 Inaianei ia e kataina mai ana ahau e te hunga tamariki rawa i ahau, e te hunga kihai nei ahau i whakaae kia uru o ratou matua ki roto ki nga kuri o taku kahui.
Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
2 Ae ra, hei aha maku te kaha o o ratou ringa? He hanga pirau nei hoki to ratou koroheketanga.
Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
3 Tupuhi ana ratou i te rawakore, i te hemokai; e ngau ana ratou i te oneone pakapaka, i roto i te pouritanga o te tuhea, o te ururua.
De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
4 E whawhaki ana ratou i nga marou i roto o nga rakau ririki; a ko nga pakiaka hunipa hei kai ma ratou.
de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
5 He mea pei atu ratou i roto i nga tangata; e karangarangatia ana ratou ano he tahae.
de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
6 Me noho rawa atu ratou i nga kapiti o nga awaawa, i nga waro o te whenua, i nga kamaka.
de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
7 Tangi a kaihe ana ratou i roto i nga rakau ririki; huihuia ana ratou ki raro i nga ongaonga.
imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
8 He tamariki ratou na nga kuware, ae ra, he tamariki na te hunga ingoakore; he hunga i patua atu i runga i te whenua.
Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
9 Inaianei ia kua waiho ahau hei waiata ma ratou, ae, hei whakatauki ma ratou.
Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
10 E whakarihariha mai ana ratou ki ahau, e neke rawa atu ana i ahau, a kahore e kaiponuhia e ratou te huware ki toku mata.
De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
11 Kua oti hoki tana aho te wewete e ia, a e whakatupuria kinotia ana ahau e ia, a kua tukua e ratou te paraire i toku aroaro.
Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 I te taha ki matau ka ara te marea; taia ana e ratou oku waewae, a akina ana nga ara o a ratou whakangaromanga ki ahau.
Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
13 E taka kino ana ratou i toku ara, e whakatupu ana i te he moku, a kahore he hoa mahi mo ratou.
de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
14 Rite tonu ki te wai nui e pakaru mai ana to ratou haerenga mai: i taua whakangaromanga nei, huri mai ana ratou ki runga ki ahau:
de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
15 Kua tahuri mai nga whakawehi ki ahau, e aru ana ratou i toku whakaaro rangatira ano he hau; ko te whakahauora moku, pahemo ke ana ano he kapua.
Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
16 Na inaianei kua maringi toku wairua i roto i ahau: mau pu ahau i nga ra o te tangi.
Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
17 I te po e werohia ana oku wheua i roto i ahau; kahore hoki he okiokinga o nga mamae e ngau nei i ahau.
Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
18 He kaha nui no toku mate i ahua ke ai toku kakahu; e awhi nei i ahau, e penei ana me te whiri o toku koti.
Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
19 Kua maka ahau e ia ki te paru, kua rite ahau ki te puehu, ki te pungarehu.
Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 E tangi ana ahau ki a koe, heoi kahore koe e whakao mai ki ahau; e tu ana, heoi ka titiro kau mai koe ki ahau.
Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
21 Kua huri ke, kua kino tau mahi ki ahau: ko te kaha o tou ringa kei te tukino i ahau.
Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
22 Kua hapainga ake ahau e koe ki te hau, a meinga ana tera e koe hei hoiho moku; a whakamotitia iho ahau e koe i roto i te tupuhi.
Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
23 E mohio ana hoki ahau tera ahau e kawea e koe ki te mate, ki te whare hoki i whakaritea mo te hunga ora katoa.
Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
24 E kore ano ia tona ringa e totoro iho ki te urupa; ahakoa hei mate mona ka mea ia ki te karanga, he whakaaro ki enei mea.
Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25 Kihai ianei ahau i tangi ki te tangata he mate nei tona? kihai ranei toku wairua i pouri ki te rawakore?
Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
26 I ahau i tatari ai ki te pai, heoi kua tae mai te kino; tumanako atu ana ahau ki te marama, heoi kua tae mai te pouri.
Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
27 Ko oku whekau, me te mea e koropupu ana, te ata takoto; haukotia mai ana ahau e nga ra o te tangi.
Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
28 E haereere pouri ana ahau, kahore he ra; ko taku whakatikanga ake i roto i te whakaminenga, ka karanga awhina.
Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
29 Hei teina ahau ki nga tarakona, hei hoa mo nga ruru.
Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
30 Ko toku kiri mangu tonu, e ngahoro ana i ahau, kaia ana oku wheua i te wera.
Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
31 No reira i tahuri ke ai taku hapa ki te tangi, me taku okana ki te reo o te hunga e uhunga ana.
Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
