Hopa 3
1 I muri i tenei ka puaki te mangai o Hopa, a ka kanga e ia tona ra.
Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
2 Na ka oho a Hopa, ka mea,
Og Job svarede og sagde:
3 Kia ngaro te ra i whanau ai ahau, te po i korerotia ai, He tamaroa kei roto i te kopu.
Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
4 Waiho taua ra mo te pouri; kaua e tirohia iho e te Atua i runga; kaua hoki e whitingia e te marama.
Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
5 Kia poke ia i te pouri, i te atarangi hoki o te mate; kia tauria iho e te kapua; kia whakawehia ano hoki e te whakapouritanga o te ra.
Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
6 Na ko taua po, kia mau pu i te pouri kerekere: kei honoa ki nga ra o te tau; kei huihuia atu ina taua nga marama.
Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
7 Nana, kia mokemoke taua po, kaua te reo koa e uru ki roto.
Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
8 Kia kanga hoki e te hunga kanga i te ra, e te hunga mohio ki te whakaara rewiatana.
De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
9 Kia pouri nga whetu o tona kakarauritanga; kia tatari ki te marama, a kahore noa iho; kei kite hoki i te takiritanga ata.
Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
10 Mona kihai i tutaki i nga tatau o te kopu o toku whaea, kihai i huna i te mauiui kei kitea e ahau.
fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
11 He aha ahau te mate ai i te kopu? He aha te hemo ai i toku putanga mai i te kopu?
Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
12 He aha i rite wawe ai nga turi moku, me nga u hei ngote maku?
Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
13 Me i pena, kua ata takoto ahau, te ai he whakaohooho, moe ana ahau: katahi ahau ka whai okiokinga,
Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
14 I roto i nga kingi, i nga kaiwhakatakoto whakaaro o te whenua i hanga nei i nga wahi mokemoke mo ratou,
med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
15 I roto ranei i nga rangatira whai koura, o ratou nei whare ki tonu i te hiriwa:
eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
16 Kua kahore noa iho ranei, kua pera me te materoto e ngaro nei, me nga kohungahunga kahore nei e kite i te marama.
eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
17 Mutu ake i reira te whakararuraru a te hunga kino; okioki ana i reira te hunga kua mauiui nga uaua.
Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
18 Ata noho ana nga herehere i reira, te rongo i te reo o te kaitukino.
der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
19 Kei reira te iti, te rahi, kahore hoki he rangatira o te pononga.
der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
20 He aha te marama i homai ai ki te tangata kei roto nei i te mate? te ora ki te tangata kua kawa te wairua?
Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
21 E koingo nei ki te mate, heoi kahore noa iho; e keri ana kia taea ia, nui atu i te keri i nga taonga huna.
dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
22 Hari pu ratou, koa ana, ina kitea te urupa.
dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
23 He aha ano te marama i homai ai ki te tangata kua huna nei tona ara, kua oti nei te tutakitaki mai e te Atua?
den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
24 Kiano hoki ahau i kai, kua tae mai taku mapu: ano he wai oku hamama e ringihia ana.
Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
25 No te mea kua tae mai ki ahau te mea whakawehi e wehi nei ahau; ko taku e pawera nei kua pa ki ahau.
Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
26 Kahore oku humarie, kahore oku ata noho, ehara i te mea e okioki ana; na kua puta te raruraru.
Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
