ഇയ്യോബ് 41
Kan du trække Leviathan op med en Krog? eller drage dens Tunge med en Snor, du lader synke ned?
Kan du sætte et Sivreb i dens Næse eller gennembore dens Kæber med en Krog?
Mon den vil gøre mange ydmyge Begæringer til dig eller tale milde Ord for dig?
Mon den vil gøre en Pagt med dig, at du kan tage den til Tjener evindelig?
Kan du lege med den som med en Fugl? eller binde den fast, til Morskab for dine Smaapiger?
Skulle Deltagerne vel drive Handel med den? skulle de dele den ud iblandt Købmænd?
Kan du fylde dens Hud med Spyd, dens Hoved med Harpuner?
Læg din Haand paa den! Du vil huske den Kamp og ikke gøre det mere.
Se, Haabet derom slaar fejl; styrter man ikke ned endog kun ved Synet af den?
Der er ingen saa dumdristig, at han tør tirre den; hvo er da den, der vil bestaa for mit Ansigt?
11 ൧൧ ഞാൻ മടക്കിക്കൊടുക്കേണ്ടതിന് എനിക്ക് മുമ്പുകൂട്ടി തന്നതാര്? ആകാശത്തിൻ കീഴിലുള്ളതെല്ലം എന്റെതല്ലയോ?
— Hvo har givet mig noget først, at jeg skulde betale det? hvad der er under al Himmelen, det er mit —
jeg vil ikke tie om dens Lemmer og dens Styrkes Beskaffenhed og dens Legemsbygnings Yndelighed.
Hvo har afklædt den dens ydre Bedækning? hvo tør komme ind imellem dens dobbelte Tandrækker?
Hvo har opladt dens Ansigts Døre? omkring dens Tænder er der Rædsel.
Dens Skjoldes Rande ere prægtige, lukkede som med et tæt Segl.
Den ene er saa nær ved den anden, at der ikke kan komme Vejr ind imellem dem.
Den ene hænger fast ved den anden; de gribe i hverandre og adskilles ikke.
Dens Nysen lader Lys skinne, og dens Øjne ere som Morgenrødens Øjenlaage.
Af dens Mund fare Blus, Ildgnister fare ud.
20 ൨൦ തിളക്കുന്ന കലത്തിൽനിന്നും കത്തുന്ന പോട്ടപ്പുല്ലിൽനിന്നും എന്നപോലെ അതിന്റെ മൂക്കിൽനിന്ന് പുക പുറപ്പെടുന്നു.
Af dens Næsebor udgaar Røg som af en sydende Gryde og af en Kedel.
Dens Aande kan stikke Ild i Kul, og en Lue gaar ud af dens Mund.
Paa dens Hals hviler Styrke, og Angest hopper foran den.
Dens Køds Stykker hænge fast sammen; det er som støbt paa den, det kan ikke bevæges.
Dens Hjerte er støbt fast som Sten, ja, støbt fast som den nederste Møllesten.
Naar den farer op, grue de stærke; af Angest forfejle de Maalet.
Angriber nogen den med Sværd, da bider det ikke paa, ej heller Spyd, Kastevaaben eller Lanse.
Den agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Træ.
Ingen Pil jager den paa Flugt, Slyngestene blive for den som Avner.
Køllen agtes som Avner, og den ler ad det susende Glavind.
Under den ere skarpe Skæl, og det er, som den drager en Tærskeslæde hen over Dyndet.
Dybet syder som en Gryde; den gør Havet som en Salvekedel.
Den gør, at Vejen skinner efter den; man maatte holde Havet for graahaaret.
Der er ingen, som kat? lignes ved den paa Jorden, den er skabt til at være uden Frygt.
34 ൩൪ അത് ഉന്നതമായുള്ളതിനെയെല്ലാം നോക്കിക്കാണുന്നു; അഹംഭാവമുള്ള ജന്തുക്കൾക്കെല്ലാം അത് രാജാവായിരിക്കുന്നു”.
Den ser ned paa alt højt; den er en Konge over alle stolte Dyr.
