Tonon-kiran'i Solomona 2

1 Somontsoin-tSaròne iraho, vare-mañim-bavatàne.

Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje.

2 Manahake o mañidè am-po’ fatikeo i kokoakoy amo somondrarao.

Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.

3 Manahake ty takoko amo hatae añ’alao ty kokoako amo ajalahio. Tsy nahay avao iraho te nitoboke an-talinjo’e eo, nimamy an-pitsopehañ’aze o voa’eo.

Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.

4 Nasese’e mb’añ’anjomban- tsabadidake mb’eo raho le nampialofe’e ambanen’ alokalom-pikokoa’e ao.

Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.

5 Fahano zizimo iraho, ampanintsiño an-takoko, fa nampitoiram-pikokoan-draho.

Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.

6 Iondanan-dohako ty fità’e havia, mamelek’ ahy ty fitàn-kavana’e.

Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.

7 Afantoko ama’ areo ry anak’ampela’ Ierosalaimeo, ty amo farasio naho o tsakan-kivokeo; ko tsekafe’ areo ndra ampibarakaohe’ areo o fikokoañeo am-para’ te irie’e!

Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!

8 Inao i kokoakoy! Heheke, mb’ etoan-dre, mitsamboatsamboañe amo vohitseo, mbore vokone’e o tambohoo.

Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.

9 Manahake o farasio ndra ty fanaloke tora’e i kokoakoy; hehe t’ie mijohañe an-kalo’ o kijolin-tikañeo, mitangirik’ amo lalan-kedeo, mitilihitse amo tsingarakarakeo.

Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu staar han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.

10 Tinoi’ i kokoakoy iraho ami’ty hoe: Miongaha ry kokoako, i hatsomerentserekoy, antao:

Min Ven stemmer i og siger saa til mig: Staa op, min Veninde, du fagre, kom!

11 fa nihak’ añe i asotriy, fa tampetse i orañey, le añe.

Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,

12 Misodeha an-tane ey o voñeo, le fa totsake ty sam-pañetefañe, vaho fa mivolañe an-tanen-tika atoy i lovey.

Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;

13 Fa somaraveñe o voa’ i sakoañeio, naho mibotiboty iaby o vaheo, vaho mampiboele o harifondrifo’eo; miavota ry kokoako, ry tsaratseake, misitaha mb’etoa.

Figentræets Smaafrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Staa op, min Veninde, du fagre, kom,

14 O dehoko, an-tseram-batoo: an-tsifitsifi’ o tevañeo, ee te ho treako ty tarehe’o, lonike te hitsanoñe ty feo’o, ry talango am-peo naho soa vintañeo.

min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.

15 Tsepaho ho antika o fanalokeo, o fanaloke bory mampianto tanem-baheo, fa mamòñe i tanem-bahen-tikañey.

Fang os de Ræve, de Ræve smaa, som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!

16 Ahiko i kokoakoy, aze ka iraho: ie mampiandrazeñe amo vindao.

Min Ven er min, og jeg er hans, som vogter blandt Liljer;

17 Ampara’ te mitiotioke i àndroy vaho misomarike o talinjoo, ry kokoako, mitoliha, tsikombeo i farasiy ndra i fanaloke tora’e an-tevam-bohitsey.

til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort paa duftende Bjerge!