Salamo 94
1 O ry Iehovà, Andrianañahare mpamale-fate, ry Andrianañahare, mpañome-to: mireandreaña.
Du hevnens Gud, Herre, du hevnens Gud, åpenbar dig i herlighet!
2 Miongaha, ry Mpizaka’ ty tane toio; lilovo ami’ty fañeva’e o mpirengevokeo.
Reis dig, du jordens dommer, la gjengjeldelse komme over de overmodige!
3 Sikal’ ombia o lo-tserekeo, ry Iehovà: pak’ombia ty mbe hitreña’ o tsivokatseo?
Hvor lenge skal de ugudelige, Herre, hvor lenge skal de ugudelige fryde sig?
4 Mifatatiake, manotratsotrake; mijiajia iaby o mpanao ratio.
De utgyder en strøm av ord, de fører frekk tale; alle de som gjør urett, taler store ord.
5 Demohe’ iereo ondati’oo ry Iehovà, volevole’ iereo ty lova’o.
Ditt folk, Herre, knuser de, og din arv plager de.
6 Vonoe’ iereo ty vantotse naho ty renetane, naho mañoho-doza amo bode-raeo;
Enken og den fremmede slår de ihjel, og farløse myrder de.
7 vaho manao ti-hoe: Tsy vazoho’ Ià; tsy mañaoñe t’i Andrianañahare’ Iakobe.
Og de sier: Herren ser ikke, og Jakobs Gud gir ikke akt.
8 Mañaraharà ry borololo am’ ondatio; naho o dagolao, ombia t’ie hahafohiñe?
Gi dog akt, I ufornuftige blandt folket, og I dårer, når vil I bli kloke?
9 Tsy mahajanjiñe hao i nambole o ravembiaoy? Tsy mahavazoho hao i Mpitsene fihainoy?
Mon han som planter øret, ikke skulde høre? Mon han som skaper øiet, ikke skulde se?
10 Tsy hanoro hao i Mpandilo o fifeheañeo? ie mañòke hilala am’ondatio.
Mon han som refser hedningene, ikke skulde straffe, han som gir menneskene forstand?
11 Arofoana’ Iehovà ty fitsakorea’ ondaty; t’ie kofòke avao.
Herren kjenner menneskenes tanker, han vet at de er tomhet.
12 Haha t’indaty lilove’o ry Ià, naho i anara’o amy Tsara’oy;
Salig er den mann som du, Herre, refser og gir lærdom av din lov
13 homea’o fitofàñe an-tsan-kasotriañe, ampara’ te nihaliañe koboñe o lo-tserekeo.
for å gi ham ro for onde dager, inntil det blir gravd en grav for den ugudelige.
14 Tsy ho farie’ Iehovà ondati’eo; tsy haforintse’e i lova’ey.
For Herren skal ikke forkaste sitt folk og ikke forlate sin arv;
15 Mbe himpoly ami’ty hahiti’e o zakao, le hene hañorik’ aze o vañoñ’ añ’arofoo.
for dommen skal vende tilbake til rettferdighet, og alle de opriktige av hjertet skal gi den medhold.
16 Ia ty hitroatse amo tsereheñeo ho ahy? Ia ty hijohañe amo mpanao ratio ho amakoo?
Hvem reiser sig for mig imot de onde? Hvem stiller sig frem for mig imot dem som gjør urett?
17 Naho tsy Iehovà ty nañimb’ ahy le ho nitobe am-pitsiñañe ty fiaiko.
Dersom ikke Herren var min hjelp, vilde min sjel snart bo i dødsrikets stillhet.
18 Ie anoeko ty hoe: Midorasitse ty tomboko; le manozañ’ ahy ty fiferenaiña’o ry Iehovà.
Når jeg sier: Min fot vakler, da holder din miskunnhet mig oppe, Herre!
19 Ie mañotrotro ty hamahimahin-troke, le mampanintsiñe ty fiaiko o fañohòa’oo.
Når mine urolige tanker i mitt hjerte blir mange, da husvaler din trøst min sjel.
20 Mete hiharo-rehak’ ama’o hao ty fitobohan-katsivokarañe— ie mikitro-draha hatao’e fañè,
Har vel fordervelsens domstol noget samfund med dig, der hvor de skaper urett under skinn av rett?
21 naho mirañadrañake hañè-doza ami’ty fiai’ o vañoñeo, vaho mañozoñe ty lio tsy aman-kila.
De slår sig skarevis sammen imot den rettferdiges sjel, og uskyldig blod dømmer de skyldig.
22 Fe haboam-pitsolohako t’Iehovà, vaho lamilamy fipalirako t’i Andrianañahareko.
Da blir Herren mig en borg, og min Gud min tilflukts klippe.
23 Nampolia’e ty hatsivokara’ iareo, vaho ho mongora’e ty amo fikotriha’iareoo; toe ihañitoa’ Iehovà Andrianañaharentika.
Og han lar deres urett komme tilbake over dem, og for deres ondskaps skyld skal han utrydde dem; ja, Herren vår Gud skal utrydde dem.
