< Salamo 94 >

1 O ry Iehovà, Andrianañahare mpamale-fate, ry Andrianañahare, mpañome-to: mireandreaña.
Herre! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt!
2 Miongaha, ry Mpizaka’ ty tane toio; lilovo ami’ty fañeva’e o mpirengevokeo.
Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengældelse over de hovmodige.
3 Sikal’ ombia o lo-tsere­keo, ry Iehovà: pak’ombia ty mbe hitreña’ o tsivokatseo?
Herre! hvor længe skulle de ugudelige, hvor længe skulle de ugudelige fryde sig?
4 Mifatatiake, manotratsotrake; mijiajia iaby o mpanao ratio.
De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret.
5 Demohe’ iereo ondati’oo ry Iehovà, volevole’ iereo ty lova’o.
Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.
6 Vonoe’ iereo ty vantotse naho ty renetane, naho mañoho-doza amo bode-raeo;
De ihjelslaa Enken og den fremmede og myrde de faderløse.
7 vaho manao ti-hoe: Tsy vazoho’ Ià; tsy mañaoñe t’i Andrianañahare’ Iakobe.
Og de sagde: Herren ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke.
8 Mañaraharà ry borololo am’ ondatio; naho o dagolao, ombia t’ie hahafohiñe?
Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge?
9 Tsy mahajanjiñe hao i nambole o ravembiaoy? Tsy mahavazoho hao i Mpitsene fihainoy?
Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede Øjet, ikke skulde se?
10 Tsy hanoro hao i Mpandilo o fifeheañeo? ie mañòke hilala am’ondatio.
Mon han, som advarer Hedningerne, ikke skulde straffe? han, som lærer et Menneske Kundskab!
11 Arofoana’ Iehovà ty fitsakorea’ ondaty; t’ie kofòke avao.
Herren kender Menneskenes Tanker, thi de ere Forfængelighed.
12 Haha t’indaty lilove’o ry Ià, naho i anara’o amy Tsara’oy;
Salig er den Mand, som du, Herre! advarer, og den, du underviser ud af din Lov
13 homea’o fitofàñe an-tsan-kasotriañe, ampara’ te nihaliañe koboñe o lo-tserekeo.
for at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav for den ugudelige.
14 Tsy ho farie’ Iehovà ondati’eo; tsy haforintse’e i lova’ey.
Thi Herren skal ikke opgive sit Folk og ej forlade sin Arv.
15 Mbe himpoly ami’ty hahiti’e o zakao, le hene hañorik’ aze o vañoñ’ añ’arofoo.
Thi Retten skal vende tilbage til Retfærdighed, og alle de oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den.
16 Ia ty hitroatse amo tsereheñeo ho ahy? Ia ty hijohañe amo mpanao ratio ho amakoo?
Hvo staar hos mig imod de onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gøre Uret?
17 Naho tsy Iehovà ty nañimb’ ahy le ho nitobe am-pitsiñañe ty fiaiko.
Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa lidet nær boet i det stille.
18 Ie anoeko ty hoe: Midorasitse ty tomboko; le manozañ’ ahy ty fiferenaiña’o ry Iehovà.
Der jeg sagde: Min Fod snublede, da opholdt, o Herre! din Miskundhed mig.
19 Ie mañotrotro ty hamahimahin-troke, le mampanintsiñe ty fiaiko o fañohòa’oo.
Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl.
20 Mete hiharo-rehak’ ama’o hao ty fitobohan-katsivokarañe— ie mikitro-draha hatao’e fañè,
Skulde Ondskabens Trone have Samkvem med dig? den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er?
21 naho mirañadrañake hañè-doza ami’ty fiai’ o vañoñeo, vaho mañozoñe ty lio tsy aman-kila.
De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.
22 Fe haboam-pitsolohako t’Iehovà, vaho lamilamy fipalirako t’i Andrianañahareko.
Men Herren blev mig en Befæstning, og min Gud blev mig en Tilflugts Klippe.
23 Nampolia’e ty hatsivokara’ iareo, vaho ho mongora’e ty amo fikotriha’iareoo; toe ihañitoa’ Iehovà Andrianañaharentika.
Og han har ladet deres Uret falde tilbage over dem og skal udrydde dem for deres Ondskab; Herren vor Gud skal udrydde dem.

< Salamo 94 >