Salamo 90

1 Ry Talè, Ihe ni-fimoneña’ay amo tarira’ay iabio.

Herre! du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.

2 Ie mboe tsy toly o vohitseo mboe tsy tsinene’o ty tane toy naho ty voatse toy, boak’ an-kaehae hambo’e añe pak’ an-kitro añ’afe’e añe, Ihe ro Andrianañahare.

Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, fra Evighed til Evighed er du Gud.

3 Ampolie’o mb’an-debok’ ao ondatio ami’ty hoe: Mimpolia ry ana’ondaty.

Du vender det med et Menneske, at han bliver knust; og du siger: Kommer igen, I Menneskens Børn!

4 Fa arivo taoñe am-pivazohoa’o ty andro raike toe hoe omale te nihelañe, ie manahake ty ­fiambenañe an-kaleñe.

Thi tusinde Aar ere for dine Øjne som den Dag i Gaar, naar den er forbigangen; og som en Nattevagt.

5 Sinao’o añe hoe an-tsorotombake iereo, le miròtse, f’ie maraiñe, le hoe ahetse mipitsipitsike.

Du bortskyller dem, de blive som en Søvn, om Morgenen ere de som Græs, der gaar bort.

6 Mioboñoboñe te maraindraiñe mbore mitombo, ie hariva miheatse vaho miforejeje.

Om Morgenen blomstrer det, og det gaar bort, om Aftenen afhugges det og tørres.

7 Toe mongore’ ty haviñera’o zahay, mampangebahebak’ anay ty fifombo’o.

Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Harme.

8 Fa napo’o añatrefa’o o tahi’aio, am-pireandrean-dahara’o eo o hakeo’ay mietakeo.

Du har sat vore Misgerninger for dine Øjne, vor skjulte Synd for dit Ansigts Lys.

9 Fonga mihelañe ami’ty fifombo’o o andro’aio; fa nagado’ay hoe fiselekaiñañe o tao’aio.

Thi alle vore Dage ere svundne bort i din Vrede, vi have hentæret vore Aar som en Tanke.

10 Ty andro’ o tao’aio le fitompolo taoñe; mete ho valo-polo, t’ie maozatse; fe hamokorañe naho fangoakoahañe avao ty enge’e, migadoñe aniany, vaho mitiliñ’añe.

Vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og er der Styrke, firsindstyve Aar; og deres Stolthed er Møje og Forfængelighed; thi hastelig gaar den forbi, og vi flyve derfra.

11 Ia ty mahafohiñe ty haozara’ o haviñera’oo? naho ty fañeveñañe mañeva Azo ty ami’ty fifombo’o?

Hvo kender din Vredes Magt og din Harme, saaledes som Frygten for dig udkræver?

12 Aa le anaro zahay hañiake o andro’aio, hahazoa’ay arofo mahihitse.

Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Visdom i Hjertet.

13 Mimpolia ry Iehovà! Ombia? iferenaiño o mpitoro’oo

Vend om, Herre! hvor længe —? og lad det gøre dig ondt over dine Tjenere.

14 Eneño an-kafatraram-pikokoa’o te maraindray zahay, hirebeha’ay naho hifalea’ay amo hene andro’aio.

Mæt os aarle med din Miskundhed, saa ville vi synge med Fryd og være glade i alle vore Dage.

15 Ampifaleo mira amo andro nampisotria’o anaio, naho amo taoñe nahaisaha’ay haratiañeo.

Glæd os efter de Dage, som du har plaget os, efter de Aar, som vi have set Ulykke.

16 Fa halange amo mpitoro’oo o fitoloña’oo, naho ty enge’o amo ana’ iareoo.

Lad din Gerning aabenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn.

17 Ho aman-tika ty fañisoha’ i Talè Andrianañahare’ay; ajadoño ty tolom-pità’ay; eka aoreño o satam-pità’aio.

Og Herrens, vor Guds, Livsalighed være over os, og gør du vore Hænders Gerning fast for os, ja, gør vore Hænders Gerning fast!