Salamo 49
1 Janjiño zao, ry kilakila ondatio; manokilaña ravembia, ze hene mpimone’ ty tane toy;
Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme. Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,
2 Ty ambane naho ty ambone, ty mpañaleale miharo ami’ty rarake.
baade høj og lav, baade rig og fattig!
3 Hivolan-kihitse ty vavako, vaho ho ereñeren-troko ty hilala.
Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;
4 Hatokilako mb’am- pandrazañan-drehake ty sofiko. ho ventareko an-dokanga ty tafatòñoko,
jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, raader min Gaade til Strengeleg.
5 Ino ty hahahembañ’ ahiko an-tsan-kankàñe, ie miarikoboñe ahy ty hatsivokara’ o mpañonjo-tomitse amakoo,
Hvorfor skulle jeg frygte i de onde Dage, naar mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,
6 o mpiato amo fanaña’eoo, vaho mirengevok’ ami’ty habei’ o vara’eo?
de, som stoler paa deres Gods og bryster sig af deres store Rigdom?
7 Leo ondaty raike, ndra manao akore, tsy hahavoavily ty ain-dongo’e, ndra hibanabana jebañe aman’Añahare ho aze—
Visselig, ingen kan købe sin Sjæl fri og give Gud en Løsesum
8 Loho sarotse ty vilin’ ai’e, tsy mete tsy hadoke kitro katroke:
— Prisen for hans Sjæl blev for høj, for evigt maatte han opgive det — saa han kunde blive i Live
9 —t’ie ho veloñe nainai’e, tsy hahaoniñ’ i koboñey,
og aldrig faa Graven at se;
10 ie oni’e te mihomake o mahihitseo; songa mikenkañe ty minè naho i dagola, vaho apo’e amo ila’eo ty vara’e.
nej, han skal se den; Vismænd dør, baade Daare og Taabe gaar bort. Deres Gods maa de afstaa til andre,
11 Ty fitsakorean-tro’ iareo t’ie tsy ho modo o akiba’eo, naho ty fimoneña’ iareo mb’an-tariratse iaby kitro añ’afe’e, ie atao’e amy añara’ey i tane’ey.
deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.
12 Toe tsy mahatan-ty asi’e ondatio; le manahake o bibio t’ie mate.
Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgaar.
13 Izay ty fombà’ o sèretseo, naho o mandimbe iareoo, ze miantoke ty enta’ iareoo. Selà
Saa gaar det dem, der tror sig trygge, saa ender det for dem, deres Tale behager. (Sela)
14 Hoe añondry iereo tinendry ho mb’an-kibory ao, ho mpiara’iareo ty havilasy; ho fehe’ o vañoñeo te maraindray; ho a’ i tsikeokeokey ty vinta’ iareo hihomak’ ao, tsy hanaña’ iareo akiba ka. (Sheol h7585)
I Dødsriget drives de ned som Faar, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder paa dem ved Gry, deres Skikkelse gaar Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. (Sheol h7585)
Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Haand, thi han tager mig til sig. (Sela) (Sheol h7585)
16 Ko hemban-drehe naho mihamaro ty vara’ ondaty, naho mitombo ty enge’ i anjomba’ey;
Frygt ej, naar en Mand bliver rig, naar hans Huses Herlighed øges;
17 F’ie mihomake, tsy eo ty hendese’e. tsy hañorik’ aze higodañe ao ty enge’e.
thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.
18 Eka! nitata’e ty fiai’e te niveloñe: Nitsiririeñe t’ie niraorao.
Priser han end i Live sig selv: »De lover dig for din Lykke!« —
19 Homb’am-pimoneñan-droae’e ao re; tsy ho isa’e ka ty hazavàñe.
han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig faar Lyset at skue.
20 T’indaty iasiañe, mete tsy maharendreke t’ie, manahake o bibio, hihomake.
Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgaar.
