Salamo 139
1 Ho a i Talè, Sabo’ i Davide. Ry Iehovà, fa nitsikarahe’o iraho, mbore arofoana’o.
(Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) HERRE, du ransager mig og kender mig!
2 Arofoana’o ty fitobohako naho ty fiongahako; oni’o ty ereñeren-troko ndra te tsietoitàne añe.
Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,
3 Vandroñe’o o liakoo, naho o fandreakoo; hene arofoana’o o lalakoo.
du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
4 Ie mbe tsy an-delako ao ty fivolako, Hete! ry Iehovà, kila arofoana’o.
Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
5 Nifahera’o raho— aolo eo naho amboho ao; vaho nisazoha’o fitàñe.
Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.
6 Loho fanjàka amako i hilala zay, abo, tsy takako.
At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
7 Aia ty hombako hisitak’ amy Arofo’oy? Aia ty hibotitsihako o lahara’oo?
Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?
8 Ie mionjom-b’an-dikerañe mb’eo iraho, eo irehe; naho alafiko an-kerakerak’ ao ty fandreako, hehe t’ie eo; (Sheol h7585)
Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der; (Sheol h7585)
9 Ie rambeseko o ela’ i maraiñeio, naho mitoetse añ’ olon-driake tsietoitane añe,
tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
10 eo ka ty hitehafam-pità’o ahy, naho hanazok’ ahiko ty fità’o havana.
da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
11 Ie anoeko ty hoe, Toe hanafotse ahy ty ieñe, vaho hivalike ho haleñe ty hazavàñe amako,
Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"
12 Fe ndra o hamoromoroñañeo ro tsy maieñe ama’o, mireandreañe hoe i àndroy ty haleñe, hàmbañe ty hazavàñe naho ty ieñe.
så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 Tsinene’o o añovakoo; nanenoñ’ ahy an-tron-dreneko ao.
Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
14 Andriañeko irehe, fa an-karevendreveñañe naho halatsàñe ty nitsene’o ahiko; fanjàka o satam-pità’oo, toe apota’ ty fiaiko.
Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
15 Tsy nietak’ ama’o o taolakoo, ie nanoeñe an-kafitse ao, naho nitseneñe an-kahimbañe an-kalalefan-tane ao,
Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
16 Nivazohom-pihaino’o o nanoeñe ahikoo, naho nipatereñe amy boke’oy ze hene andro norizañe ho ahy, ie mboe tsy teo ty raike.
som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
17 Miheotse amako o fivetsevetse’oo ry Andrianañahare! Mienene t’ie mitraoke!
Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
18 Ie imaneako iake, le andikoara’e ty ia’ o faseñeo. ie tsekake, le mbe ama’o eo.
Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.
19 Ehe ohoño loza o lo-tserekeo, ry Andrianañahare! Mihankàña amako arè, ry ondaty mpampiori-dioo,
Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,
20 Injè’ iareo an-keloke irehe, manoñoñe Azo tsy vente’e o malaiñ’Azoo;
de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
21 Tsy hejeko hao o tsy tea azoo, ry Iehovà? Tsy hifangantoreko hao o miatreatre ama’oo?
Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;
22 Toe hejeko am-palai-mena; fonga volilieko ho rafelahiko.
med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.
23 Tsikaraho iraho, ry Andrianañahare, arofoano ty troko; tsoho vaho arendreho o fitsakoreakoo.
Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
24 Vazoho, he amako ao ty fiolañe, vaho iaolò mb’an-dalañe nainai’e mb’eo.
Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!
