Salamo 104
1 Andriaño t’Iehovà, ry troko; ry Iehovà Andrianañahareko, jabahinake irehe, asiñe naho volonahetse ro misaroñ’ azo,
Min sjæl, lov HERREN! HERRE min Gud, du er saare stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
2 ihemiholonkon-kazavañe hoe sarimbo; velare’o hoe tèmetse o likerañeo.
hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
3 Ampandrè’e an-drano ao o faham-batsa’eo, anoe’e sarete’e o rahoñeo, draidraite’e añ’ ela’ o tiokeo.
du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem paa Vindens Vinger;
4 Anoe’e ira’e o tiokeo, mpitoro’e o afo mibelañeo.
Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
5 Naore’e amo faha’eo ty tane toy, soa tsy hasiotse nainai’e donia.
Du fæsted Jorden paa dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
6 Siniki’o hoe saroñe i lalekey; nijohañe ambone’ o vohitseo ty rano;
Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
7 Nibioñe iereo te trinevo’o, nibororoñe mb’eo ami’ty fivolan’ ampi’o;
For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
8 Nionjoñe o vohitseo, nilempotse o vavataneo, mb’amo toetse tinendre’o ho a iareoo
for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
9 Jinado’o efetse tsy hililara’e; tsy mone hibalike hañàmpo ty tane toy.
du satte en Grænse, de ej kommer over, saa de ikke igen skal tilhylle Jorden.
10 Añirahe’e rano migoangoañe o goledoñeo; mikararak’ añivo’ o vohitseo;
Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
11 ampinome’ iereo rano o bibin-kivoke iabio; afa-karan-drano o borìke lìio.
de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
12 Mimoneñe añ’olo’ iereo eo o voron-dikerañeo; mivolañe an-tsinga-katae ey.
over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
13 Tondraha’e hirik’amo efe’e amboneo o vohitseo; mahaeneñe ty tane toy o vokam-pitoloña’eo.
Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
14 Ampitiria’e ahetse o añombeo, vaho añañe, vale’ ty fitoloña’ ondatio, hampahavokare’e haneñe ty tane,
du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, saa du frembringer Brød af Jorden
15 naho divay hampifale ty arofo’ ondaty, naho solike hañamendo ty lahara’e, vaho mahakama hahavaño ty arofo’e.
og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
16 Enen-drano o hatae’ Iehovào, o mendorave’ i Lebanone nambolè’eo,
HERRENS Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
17 ama’e ao ro anoa’ o voroñeo traño; naho ty fañaoke, anakao ty akiba’e.
hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
18 Ho a o ose lì-o o vohitse aboo; fiampiram-panaloke o tevañeo.
Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
19 Nanoe’e fifotoañañe i volañey; apota’ i àndroy ty toem-pitsofora’e.
Du skabte Maanen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
20 Tinendre’o i ieñey, mivotrake te haleñe ty fitingatingàña’ ze hene biby añ’ala ao.
du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
21 Mitreñe, mitsatsa hena o liona tora’eo, mipay ty hane’e aman’ Añahare.
de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
22 Ie manjirike i àndroy, mipoliotse iereo vaho mandre an-dakato’e ao.
De sniger sig bort, naar Sol staar op, og lægger sig i deres Huler;
23 Miavotse mb’am-pitoloña’e mb’eo ondatio, ampara’ te haleñe.
Mennesket gaar til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder paa.
24 O ry Iehovà, akore ty hamaro’ o fitoloña’oo! kila nanoe’o an-kihitse; manitsike ty tane toy o vara’oo.
Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
25 Indroke i riakey, jabajaba mihenehene, ifamorohotam-biby tsy hay iaheñe— ty kede naho ty bey.
Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, baade smaa og store;
26 Ama’e ty ionjonan-dakam-bey, naho i fañaneñe nitsenè’o hihisa aoy.
Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
27 Songa mandiñ’ Azo hamahana’o haneñ’ an-tsa’e.
De bier alle paa dig, at du skal give dem Føde i Tide;
28 Anjotsoa’o, le atonto’ iareo, sokafe’o ty fità’o, vaho hene ànjan-draha soa.
du giver dem den, og de sanker, du aabner din Haand, og de mættes med godt.
29 Aeta’o ty lahara’o, le lonjetse iereo; sintone’o ty kofò’e, le mihomake mimpoly an-debok’ ao.
Du skjuler dit Aasyn, og de forfærdes; du tager deres Aand, og de dør og vender tilbage til Støvet;
30 Irahe’o t’i Arofo’o, mioreñe iereo, vaho vaoe’o ty tarehe’ ty tane toy.
du sender din Aand, og de skabes, Jordens Aasyn fornyer du.
31 Tsy mb’ia ho modo ty enge’ Iehovà; ho rebehe’ Iehovà o fitoloña’eo,
HERRENS Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
32 Mampititititike ty tane toy te vazohoe’e, mahatoeñe o vohitseo te edrè’e.
Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger.
33 Ho saboeko t’Iehovà kanao mbe velon-draho; ho rengèko an-tsabo t’i Andrianañahare katao mbe mahakofòke.
Jeg vil synge for HERREN, saa længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
34 Toe mamy t‘ie itsakoreakoo, ifaleako t’Iehovà.
Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
35 Ho mongoreñe an-tane atoy o mpanan-tahiñeo le tsy ho eo o lo-tserekeo. Andriaño t’Iehovà, ry troko. Treño t’Ià.
Maatte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
