Salamo 104
1 Andriaño t’Iehovà, ry troko; ry Iehovà Andrianañahareko, jabahinake irehe, asiñe naho volonahetse ro misaroñ’ azo,
Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed.
2 ihemiholonkon-kazavañe hoe sarimbo; velare’o hoe tèmetse o likerañeo.
Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Telt.
3 Ampandrè’e an-drano ao o faham-batsa’eo, anoe’e sarete’e o rahoñeo, draidraite’e añ’ ela’ o tiokeo.
Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger.
4 Anoe’e ira’e o tiokeo, mpitoro’e o afo mibelañeo.
Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.
5 Naore’e amo faha’eo ty tane toy, soa tsy hasiotse nainai’e donia.
Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed.
6 Siniki’o hoe saroñe i lalekey; nijohañe ambone’ o vohitseo ty rano;
Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene.
7 Nibioñe iereo te trinevo’o, nibororoñe mb’eo ami’ty fivolan’ ampi’o;
De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst.
8 Nionjoñe o vohitseo, nilempotse o vavataneo, mb’amo toetse tinendre’o ho a iareoo
Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
9 Jinado’o efetse tsy hililara’e; tsy mone hibalike hañàmpo ty tane toy.
Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen.
10 Añirahe’e rano migoangoañe o goledoñeo; mikararak’ añivo’ o vohitseo;
Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene.
11 ampinome’ iereo rano o bibin-kivoke iabio; afa-karan-drano o borìke lìio.
De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst.
12 Mimoneñe añ’olo’ iereo eo o voron-dikerañeo; mivolañe an-tsinga-katae ey.
Over dem bo Himmelens Fugle; ud fra Grenene lade de deres Røst høre.
13 Tondraha’e hirik’amo efe’e amboneo o vohitseo; mahaeneñe ty tane toy o vokam-pitoloña’eo.
Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt.
14 Ampitiria’e ahetse o añombeo, vaho añañe, vale’ ty fitoloña’ ondatio, hampahavokare’e haneñe ty tane,
Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden.
15 naho divay hampifale ty arofo’ ondaty, naho solike hañamendo ty lahara’e, vaho mahakama hahavaño ty arofo’e.
Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte.
16 Enen-drano o hatae’ Iehovào, o mendorave’ i Lebanone nambolè’eo,
Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Cedre, som han har plantet;
17 ama’e ao ro anoa’ o voroñeo traño; naho ty fañaoke, anakao ty akiba’e.
der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne.
18 Ho a o ose lì-o o vohitse aboo; fiampiram-panaloke o tevañeo.
De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.
19 Nanoe’e fifotoañañe i volañey; apota’ i àndroy ty toem-pitsofora’e.
Han gjorde Maanen til at bestemme Tiderne, Solen ved sin Nedgang.
20 Tinendre’o i ieñey, mivotrake te haleñe ty fitingatingàña’ ze hene biby añ’ala ao.
Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den krybe alle Skovens Dyr frem.
21 Mitreñe, mitsatsa hena o liona tora’eo, mipay ty hane’e aman’ Añahare.
De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud.
22 Ie manjirike i àndroy, mipoliotse iereo vaho mandre an-dakato’e ao.
Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler.
23 Miavotse mb’am-pitoloña’e mb’eo ondatio, ampara’ te haleñe.
Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen.
24 O ry Iehovà, akore ty hamaro’ o fitoloña’oo! kila nanoe’o an-kihitse; manitsike ty tane toy o vara’oo.
Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme.
25 Indroke i riakey, jabajaba mihenehene, ifamorohotam-biby tsy hay iaheñe— ty kede naho ty bey.
Her er Havet stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store.
26 Ama’e ty ionjonan-dakam-bey, naho i fañaneñe nitsenè’o hihisa aoy.
Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi.
27 Songa mandiñ’ Azo hamahana’o haneñ’ an-tsa’e.
De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid.
28 Anjotsoa’o, le atonto’ iareo, sokafe’o ty fità’o, vaho hene ànjan-draha soa.
Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt.
29 Aeta’o ty lahara’o, le lonjetse iereo; sintone’o ty kofò’e, le mihomake mimpoly an-debok’ ao.
Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv.
30 Irahe’o t’i Arofo’o, mioreñe iereo, vaho vaoe’o ty tarehe’ ty tane toy.
Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.
31 Tsy mb’ia ho modo ty enge’ Iehovà; ho rebehe’ Iehovà o fitoloña’eo,
Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger!
32 Mampititititike ty tane toy te vazohoe’e, mahatoeñe o vohitseo te edrè’e.
Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge.
33 Ho saboeko t’Iehovà kanao mbe velon-draho; ho rengèko an-tsabo t’i Andrianañahare katao mbe mahakofòke.
Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til.
34 Toe mamy t‘ie itsakoreakoo, ifaleako t’Iehovà.
Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren.
35 Ho mongoreñe an-tane atoy o mpanan-tahiñeo le tsy ho eo o lo-tserekeo. Andriaño t’Iehovà, ry troko. Treño t’Ià.
Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja.
