Ohabolana 5
1 O anake, tsendreño ty hihiko; atokilaño mb’am-pahilalako ty sofi’o,
Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;
2 hifejaña’o ty filie-batañe, naho hañaja hilala o soñi’oo.
at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.
3 Mitsopa-tantele ty soñin-tsimirirañe, vaho malama te amo solikeo ty vava’e;
Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.
4 f’ie mafaitse te amo vahon-tsoiñeo am-para’e, masioñe hoe fibara sambe-lela’e.
Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.
5 Mizotso mb’am-pikoromaham-beo o tombo’eo, mitalifitse mb’an-tsikeokeok’ ao ty lia’e. (Sheol h7585)
Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget. (Sheol h7585)
6 Tsy haraharae’e i lalan-kaveloñey; mihelahela o lala’eo, fe amoea’e.
For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.
7 Aa le mitsanoña ahy henaneo ry anake, vaho ko mivike amo entam-bavakoo.
Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.
8 Ahankaño lavits’ aze ty lala’o, vaho ko itotofa’o ty sariran-akiba’e;
Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,
9 tsy mone hatolo’o ami’ty ila’e ty enge’o, naho o tao’oo amy mifajifajiy,
at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar;
10 mbore hampiboboke ty ambahiny ty haozara’o, vaho mb’añ’akiba’ ty alik’ama’o o nimokora’oo;
at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;
11 Hiñeoñeon-drehe añ’andron-kònka’o, ie mihomake ty nofo’o naho ty sandri’o,
saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen,
12 ami’ty hoe: Akore te nalaim-pandilovan-draho, naho niheje’ ty troko o endakeo!
og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?
13 Tsy nitsendreñeko ty fiarañanaña’ o mpañanakoo, tsy nanokilañako sofiñe o mpañoke ahikoo.
saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.
14 Fa an-titotse ho nianto iraho, añivo’ ty fivory naho i valobohòkey.
Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
15 Minoma rano an-kadaha’o avao rano midoañe boak’an-tatefatse’o ao.
Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde!
16 Hienene mb’an-dalambey mb’eo hao ty rano’o migoangoañeo? rano hitsiritsiok’ an-damoke eo?
Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne?
17 Ehe t’ie azo, fa ko andiva’o ami’ty ambahiny.
Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.
18 Ho soa-tata ty fipotitiaha’o, vaho irebeho ty valin-katora’o.
Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
19 Hirañe mikoko re, renen-kira maintelèñe— hampaheneñe azo nainai’e o fatroa’eo, i fikokoa’ey avao ty hilosora’o.
en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.
20 Akore, anake, t’ie tsepahe’ ty karapilo? naho fihine’ ty arañan’ ambahiny?
Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?
21 Sindre añatrefam-pihaino’ Iehovà o lala’ ondatio, Songa tsikarahe’e o lalan-tsile’eo.
Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.
22 Ho fandrihe’ ty hatsivokara’e ty lo-tsereke, vaho hamihiñe aze am-bahotse o hakeo’eo.
Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.
23 Hikenkan-dre fa po-hilala, ty halosoran-kagegea’e ty hampivike aze.
Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.
