Ohabolana 14

1 Mandranjy ty akiba’e ty rakemba mahihitse, fe arotsa’ ty minè an-taña’e ty aze.

Visdom bygger sig Hus, Daarskabs Hænder river det ned.

2 Mañeveñe am’ Iehovà ty mañavelo an-kahiti’e, fe manirika aze ty mengok’ amo lala’eo.

Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som gaar Krogveje, agter ham ringe.

3 Am-bava’ i dagola ty kobay ho an-dambosi’e, fe mañaro ty mahihitse o fivimbi’eo.

I Daarens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise staar Læberne Vagt.

4 Ie tsy eo añombe, koake ty riha’e; Toe mahavokatse ty haozaran’ añombe.

Naar der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.

5 Tsy mandañitse ty mpitalily migahiñe, fe mikofòke habodiake ty mpitarom-bande.

Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.

6 Mipay hihitse ty mpanivetive fa tsy mahatrea, fe mora ami’ty mahafohiñe ty hitendreke hilala.

Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.

7 Mihankaña ami’ty fiatrefañe i minèñey, fa tsy ho oni’o eo ty soñy mahilala.

Gaa fra en Mand, som er en Taabe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.

8 Ty hihi’ i mahilalay: le t’ie mahatsikarake ty lia’e, fe hakalitahañe ty hagegean-dagola.

Den kloge i sin Visdom er klar paa sin Vej, men Taabers Daarskab er Svig.

9 Sirikae’ ty minèñe ty fisolohoañe, fe amo vañoñeo ty fiharoan-drehake.

Med Daarer driver Skyldofret Spot, men Velvilje raader iblandt retsindige.

10 Fohi’ ty troke ty hafaim-piai’e, vaho tsy itraofa’ ty ambahiny ty firebeha’e.

Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.

11 Harotsake ty akiba’ i rati-tserekey, fe hiraorao ty kivoho’ o vañoñeo.

Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt staar i Blomst.

12 Eo ty làlañe atao’ ondaty ho vantañe, f’ie migodañe mb’an-kavilasy ao.

Mangen Vej synes Manden ret, og saa er dens Ende dog Dødens Veje.

13 Mikoretse ty arofo ndra t’ie miankahake, vaho migadoñ’ an-kontoke ty rebeke.

Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.

14 Atsake o sata’eo ty midisa-voly, fe mahaeneñe t’indaty soa i azey.

Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.

15 Kila iantofa’ ty seretse, fe tsakorè’ ty hendre o lia’eo.

Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.

16 Mihilotse ty mahihitse vaho iholiara’e ty raty, fe mijikajika naho mitsidaredare ty dagola.

Den vise ængstes og skyr det onde, Taaben buser sorgløs paa.

17 Manao raha tsi-roe-tafa-toe ty mora boseke, vaho tsambolitioheñe ty mikinia.

Den hidsige bærer sig taabeligt ad, man hader rænkefuld Mand.

18 Mandova hagegeañe ty seretse, fe sabakaen-kilala ty hendre.

De tankeløse giver Daarskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.

19 Hidrakadrakak’ anatrefa’ ty soa ty raty, naho an-dalambei’ o vantañeo ty tsereheñe.

Onde maa bukke for gode, gudløse staa ved retfærdiges Døre.

20 Heje’ ty rañe’e i rarakey, fe maro ty mikoko i mpañalealey.

Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.

21 Aman-tahiñe ty manirìka ondaty, haha ka ty matarike amo poi’eo.

Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.

22 Tsy hidridrike hao ty mpikilily? Fe fiferenaiñañe naho hatò ro amo misafiry hasoao.

De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Naade og Trofasthed.

23 Amam-bokatse ze hene fitoloñañe, fe mahararake ty soñy mikofofoake.

Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.

24 Sabaka’ o mahihitseo ty vara’e; fe hagegeañe ty hanè’ o dagolao.

De vises Krone er Kløgt, Taabers Krans er Daarskab.

25 Mpañaha aiñe ty mpitaroñe mahity, fe mpikitro-draha ty mikofò-bande.

Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.

26 Fañarovañe fatratse ty fañeveñañe am’ Iehovà, vaho amam-pipalirañe o ana’eo.

Den stærkes Tillid er HERRENS Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.

27 Havelo ­migoangoañe ty fañeveñañe am’ Iehovà, toe fampiariañe o fandri-kakoromahañeo.

HERRENS Frygt er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.

28 Enge’ i mpanjakay ty borizañe maro; ampoheke ka ty ana-donake tsy ama’ ondaty.

At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist paa Folk er Fyrstens Fald.

29 Àmpon-kilala ty malaon-kaviñerañe; fe mpañonjo hagegeañe ty mora boseke.

Den sindige er rig paa Indsigt, den heftige driver det vidt i Daarskab.

30 Mahavelon-tsandriñe ty arofo hendre, fe mahavoroke taolañe ty farahy.

Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.

31 Mitera i Andrianamboatse aze ty mamorekeke o rarakeo, fe miasy Aze ty mitretre mahatra.

At kue den ringe er Haan mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

32 Arotsa’ ty fandilara’e ty rati-tsereke, fe am-pitsalohañe ty vañoñe te mivetrake.

Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.

33 Mimoneñe añ’arofo’ i mahilalay ty hihitse, fe abentabenta’ o dagolao ty antrok’ ao.

Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Taabers Indre kendes den ikke.

34 Mañonjom-pifeheañe ty havañonañe, fe mañìnje o borizañeo ty hakeo.

Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.

35 Osihe’ ty mpanjaka ty mpitoroñe mitoloñe an-kihitse, fe atretrè’e an-kaviñerañe ty manao hasalarañe.

En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.