Ohabolana 14
1 Mandranjy ty akiba’e ty rakemba mahihitse, fe arotsa’ ty minè an-taña’e ty aze.
Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Hænder.
2 Mañeveñe am’ Iehovà ty mañavelo an-kahiti’e, fe manirika aze ty mengok’ amo lala’eo.
Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham.
3 Am-bava’ i dagola ty kobay ho an-dambosi’e, fe mañaro ty mahihitse o fivimbi’eo.
I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Læber skulle bevare dem selv.
4 Ie tsy eo añombe, koake ty riha’e; Toe mahavokatse ty haozaran’ añombe.
Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtægt kommer ved Oksens Kraft.
5 Tsy mandañitse ty mpitalily migahiñe, fe mikofòke habodiake ty mpitarom-bande.
Et trofast Vidne lyver ikke; men et falsk Vidne udblæser Løgne.
6 Mipay hihitse ty mpanivetive fa tsy mahatrea, fe mora ami’ty mahafohiñe ty hitendreke hilala.
Spotteren søger Visdom, og han finder den ikke; men for den forstandige er Kundskab let.
7 Mihankaña ami’ty fiatrefañe i minèñey, fa tsy ho oni’o eo ty soñy mahilala.
Gak bort fra en Mand, som er en Daare; thi du vil ikke have fundet Kundskab paa hans Læber.
8 Ty hihi’ i mahilalay: le t’ie mahatsikarake ty lia’e, fe hakalitahañe ty hagegean-dagola.
Den kloges Visdom er, at han forstaar sig paa sin Vej; men Daarers Taabelighed er, at de blive bedragne.
9 Sirikae’ ty minèñe ty fisolohoañe, fe amo vañoñeo ty fiharoan-drehake.
Daarerne spottes af deres eget Skyldoffer; men med de oprigtige er Velbehageligheden.
10 Fohi’ ty troke ty hafaim-piai’e, vaho tsy itraofa’ ty ambahiny ty firebeha’e.
Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde.
11 Harotsake ty akiba’ i rati-tserekey, fe hiraorao ty kivoho’ o vañoñeo.
De ugudeliges Hus skal ødelægges; men de retsindiges Telt skal blomstre.
12 Eo ty làlañe atao’ ondaty ho vantañe, f’ie migodañe mb’an-kavilasy ao.
Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.
13 Mikoretse ty arofo ndra t’ie miankahake, vaho migadoñ’ an-kontoke ty rebeke.
Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glæden Bedrøvelse.
14 Atsake o sata’eo ty midisa-voly, fe mahaeneñe t’indaty soa i azey.
Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje.
15 Kila iantofa’ ty seretse, fe tsakorè’ ty hendre o lia’eo.
Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang.
16 Mihilotse ty mahihitse vaho iholiara’e ty raty, fe mijikajika naho mitsidaredare ty dagola.
Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig, og tryg.
17 Manao raha tsi-roe-tafa-toe ty mora boseke, vaho tsambolitioheñe ty mikinia.
Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades.
18 Mandova hagegeañe ty seretse, fe sabakaen-kilala ty hendre.
De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab.
19 Hidrakadrakak’ anatrefa’ ty soa ty raty, naho an-dalambei’ o vantañeo ty tsereheñe.
De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte.
20 Heje’ ty rañe’e i rarakey, fe maro ty mikoko i mpañalealey.
Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige.
21 Aman-tahiñe ty manirìka ondaty, haha ka ty matarike amo poi’eo.
Hvo som foragter sin Næste, synder; men den, som forbarmer sig over de elendige, er lyksalig.
22 Tsy hidridrike hao ty mpikilily? Fe fiferenaiñañe naho hatò ro amo misafiry hasoao.
Fare ikke de vild, som optænke ondt? men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab.
23 Amam-bokatse ze hene fitoloñañe, fe mahararake ty soñy mikofofoake.
I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel.
24 Sabaka’ o mahihitseo ty vara’e; fe hagegeañe ty hanè’ o dagolao.
De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed.
25 Mpañaha aiñe ty mpitaroñe mahity, fe mpikitro-draha ty mikofò-bande.
Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld.
26 Fañarovañe fatratse ty fañeveñañe am’ Iehovà, vaho amam-pipalirañe o ana’eo.
I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt.
27 Havelo migoangoañe ty fañeveñañe am’ Iehovà, toe fampiariañe o fandri-kakoromahañeo.
Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
28 Enge’ i mpanjakay ty borizañe maro; ampoheke ka ty ana-donake tsy ama’ ondaty.
At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse.
29 Àmpon-kilala ty malaon-kaviñerañe; fe mpañonjo hagegeañe ty mora boseke.
Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab.
30 Mahavelon-tsandriñe ty arofo hendre, fe mahavoroke taolañe ty farahy.
Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene,
31 Mitera i Andrianamboatse aze ty mamorekeke o rarakeo, fe miasy Aze ty mitretre mahatra.
Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som forbarmer sig over den fattige, ærer ham.
32 Arotsa’ ty fandilara’e ty rati-tsereke, fe am-pitsalohañe ty vañoñe te mivetrake.
Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.
33 Mimoneñe añ’arofo’ i mahilalay ty hihitse, fe abentabenta’ o dagolao ty antrok’ ao.
I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers Indre giver den sig til Kende.
34 Mañonjom-pifeheañe ty havañonañe, fe mañìnje o borizañeo ty hakeo.
Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skændsel
35 Osihe’ ty mpanjaka ty mpitoroñe mitoloñe an-kihitse, fe atretrè’e an-kaviñerañe ty manao hasalarañe.
Kongens Velbehag er til en klog Tjener, men hans Vrede er over den, som gør Skam.
