Fitomaniana 3
1 Ondaty nahatrea hasotrian-draho amy kobain-kaviñera’ey.
Jeg er den, der saa nød ved hans vredes ris,
2 Niaoloa’e naho nampomba’e mb’an-kamoromoroñañe ao fa tsy mb’an-kazavàñe.
mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
3 Toe nafote’e amako lomoñandro lomoñandro ty fità’e.
ja, Haanden vender han mod mig Dagen lang.
4 Nanoe’e hambo’e o nofokoo naho o holikoo; sindre pinekapeka’e o taolakoo.
Mit Kød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
5 Nanoa’e hàlañe, nañarikatoha’e afero naho haloviloviañe.
han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
6 Nampitobohe’e an-toetse maieñe ao iraho, hoe lolo-ela.
lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
7 Narindri’e ao tsy hahafionjoñe; nanoe’e mavesatse o silisilikoo.
Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
8 Aa naho mikoikoike hipay imba, le sikadaña’e alafe ao i halalikoy.
Om jeg end raaber og skriger, min Bøn er stængt ude.
9 Nikalaña’e am-bato vinañe o liakoo, nampikelokelofe’e o oloñolokoo.
Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne krøge.
10 Hoe amboa romotse mamandroñe ahy, hoe liona añ’etaketak’ ao.
Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
11 Natsile’e iaby o fombàkoo, naho nirimidrimite’e ty sandriko; nanoe’e babangoañe.
han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
12 Fa nabitso’e ty fale’e, le nohara’e amako ty ana-pale.
han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
13 Nampitrofahe’e ambaniako ao o ana-tsotsòke boak’ an-trañon’ ana-pale’eo.
Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne paa mig;
14 Fa injè’ondatikoo iraho, bekobekoa’ iareo lomoñandro.
hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
15 Finaha’e hafairañe vaho natsafe’e vahon-tsoy.
med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
16 Finoifoi’e am-bato o nifekoo; nalembe’e an-davenok’ ao iraho.
Mine Tænder lod han bide i Flint, han traadte mig i Støvet;
17 Nampihankàñe’o lavi-panintsiñañe ty haveloko; nihaliñoko ze o hasoa zao.
han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
18 Le hoe iraho, Fa modo ty haozarako, ty fitamàko am’ Iehovà.
og sagde: »Min Livskraft, mit Haab til HERREN er ude.«
19 Tiahio ty haloviloviako naho ty hasotriako, ty vahon-tsoy naho afero.
At mindes min Vaande og Flakken er Malurt og Galde;
20 Toe tiahi’ ty fiaiko, vaho mibotrek’ amako ao.
min Sjæl, den mindes det grant, den grubler betynget.
21 Ty hoe ty apotam-pitsakoreako, mampitamà ahiko, te
Det lægger jeg mig paa Sinde, derfor vil jeg haabe:
22 le lia’e tsy mijihetse ty fiferenaiña’ Iehovà tsy mb’ia hilesa o fiferenaiña’eo.
HERRENS Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
23 Vao boak’andro; ra’elahy ty figahiña’o.
hans Naade er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
24 Iehovà ty anjarako, hoe ty troko, aa le ie ty fitamàko.
Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor haaber jeg paa ham.
25 Soa t’Iehovà amo mahaliñe azeo; amy arofo mipay Azey.
Dem, der bier paa HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
26 Mahasoa ondatio te mitama, t’ie handiñe am-pianjiñañe ty fandrombaha’ Iehovà.
det er godt at haabe i Stilhed paa HERRENS Frelse,
27 Hasoa am’ondatio ty mivave ty jokan-katora’e.
godt for en Mand, at han bærer Aag i sin Ungdom.
28 Angao re hiambesatse am-bangiñe ao, hianjiñe, amy te ie ty nandafik’ aze.
Han sidde ensom og tavs, naar han lægger det paa ham;
29 Hatoho’e an-debok’ ao ty falie’e, hera ama’e ty fitamañe.
han trykke sin Mund mod Støvet, maaske er der Haab,
30 Soa re te hatolo’e amy mandrara- tehak’ azey ty fiambina’e; angao ampiliporeñ’ inje.
række Kind til den, der slaar ham, mættes med Haan.
31 Fa tsy hañito nainai’e t’i Talè.
Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
32 Aa ndra t’ie ty mampioremeñe, mbe hiferenaiña’e amy hafatraram-pikokoa’ey.
har han voldt Kvide, saa ynkes han, stor er hans Naade;
33 Tsy mora ama’e ty mandafa, ndra ty mandilo o ana’ondatio;
ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
34 Ie ampidemoheñe am-pandia, ze mpirohi’ ty tane toy;
Naar Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
35 ie tsy omen-to ondatio añatrefa’ i Andindimoneñey,
naar Mandens Ret for den Højestes Aasyn bøjes,
36 ie ampikeloheñe ty enta’ ondatio— tsy arofoana’ i Talè hao?
naar en Mand lider Uret i sin Sag — mon Herren ej ser det?
37 Ia ty nitaroñe naho nahafetsake zao, naho tsy i Talè ty nametse?
Hvo taler vel, saa det sker, om ej Herren byder?
38 Tsy boak’am-palie’ i Abo Tiañey hao ty hankàñe naho ty soa?
Kommer ikke baade ondt og godt fra den Højestes Mund?
39 Akore ty itoreova’ondaty veloñeo, o lahilahio ty amo tahi’eo?
Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
40 Antao hañotsohotso hitsoke o lalan-tikañeo, vaho himpoly mb’am’ Iehovà mb’eo.
Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
41 Antao hañonjoñ’ arofo am-pitàñe mb’aman’Añahare an-digiligy añe.
løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
42 Toe nandilatse zahay naho niola; toly ndra tsy napo’o.
vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
43 Nikolopok’ an-kaviñeran-drehe te nañoridañe anay; tsy niferenaiña’o t’ie nanjamañe.
men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skaansel,
44 Nisaron-drahon-dRehe, tsy himoahan-kalaly.
hylled dig i Skyer, saa Bønnen ej naaede frem;
45 Nanoe’o romoromo’e naho forompotse zahay añivo’ o kilakila’ndatio.
til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
46 Songa midañadaña falie ama’ay o malaiñ’anaio.
De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
47 Fa nifetsak’ ama’ay ty hebakebake naho i koboñey, ty famongorañe naho fandrotsahañe.
Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
48 Mitsiritsioke rano o masokoo, amy fandrotsahañe i anak’ampela’ ondatikoy.
Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
49 Midoandoañe mañambane o masokoo, vaho tsy mijihetse, tsy mitroatse,
Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
50 Ampara’ te mivazoho mañambane t’Iehovà, mitalake boak’ an-dikerañe añe.
før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
51 Mampihontoke ty troko o masokoo ty amo hene anak’ampelan-drovakoo.
Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
52 Fa nikehe ahy hoe kibo, tsy amam-poto’e o malaiñ’ahio.
Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
53 Naitoa’ iareo an-koboñe ao ty fiaiko, vaho nandretsa-bato amako.
de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
54 Nandipotse ty lohako o ranoo vaho nanoeko ty hoe: Opo iraho!
Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: »Fortabt!«
55 Kinanjiko ty tahina’o ry Iehovà, boak’ an-koboñe loho lalek’ ao.
Dit Navn paakaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
56 Jinanji’o ty feoko; ko aeta’o amy ravembia’oy i fitoreokoy hahafikofohako.
du hørte min Røst: »O, gør dig ej døv for mit Skrig!«
57 Nitotok’ ahy irehe amy andro nikanjiako azoy; le hoe irehe: Ko hemban-drehe.
Nær var du, den Dag jeg kaldte, du sagde: »Frygt ikke!«
58 Ry Talè, nañalañalañe’o o entan’ aikoo; fa jineba’o ty fiaiko.
Du førte min Sag, o HERRE, genløste mit Liv;
59 Ry Iehovà, fa nivazoho’o ty nasarañ’ ahy; ehe izakao.
HERRE, du ser, jeg lider Uret, skaf mig min Ret!
60 Fa nioni’o ty fitrotrofiaha’ iareo naho ty fikitroha’ iareo amako.
Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
61 Fa jinanji’o ty inje’ iareo, ry Iehovà, naho o fikililia’ iareo ahy iabio,
du hører deres Smædeord, HERRE, deres Rænker imod mig,
62 Ty fivimbi’ o nitroatse amakoo, ty fikinià’ iareo ahy lomoñandro,
mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
63 Vazohò iereo te miambesatse, naho t’ie miongake; izaho bekobekoa’ iareo.
Se dem, naar de sidder eller staar, deres Nidvise er jeg.
64 Mbe hondroha’o, ry Iehovà, ty amo satam-pità’ iareoo.
Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
65 Kolopofo ty arofo’ iareo, ametsaho fatse!
gør deres Hjerte forhærdet — din Forbandelse over dem! —
66 Horidaño an-kaviñerañe vaho mongoro ambanen-dikera’ Iehovà eo.
forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
