Joba 7
1 Tsy lily hao ty fitromaha’ ondaty an-tane atoy? Tsy mira ami’ty androm-pièke hao o andro’eo?
Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
2 Manahake ty filelalela’ ondevo ty aloke naho ty fitamam-pièke ty rima’e,
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
3 ty anolorañ’ ahy volan-kafoake, ie nitendreñe halen-kaemberañe.
saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 Izaho mandre, manao ty hoe: Ombia ty hitroarako, fa lava i haleñey, le mivoamboañe avao ampara’ te manjirike.
Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 Misikiñ’oletse naho pakoram-potake ty sandriko, mijiri-gañe ty holiko vaho mandrano.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 Masika te amy sozom-panenoñey o androkoo, ie mihelañe añe po-pitamàñe.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
7 Ehe tiahio te kofòke avao ty haveloko: toe tsy hahatrea hasoa ka o masokoo.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
8 Tsy ho onim-pihaino’ i mahaisak’ ahikoy: amako o fihaino’oo fe tsy eo iraho.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 Tsy himpolia’e i anjomba’ey, ie tsy hapota’ i akiba’ey.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
11 Aa le tsy hijomohòn-draho; hivolañe ami’ty falorean-troko, hitoreo ami’ty hafairañe añ’ovako ao.
Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 I riakey hao iraho, ke i fañaneñey kanao nampijilovañe?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 Ie anoeko ty hoe te ho hohòe’ i tihikoy, te hampanintsiñe ty toreoko i fandreakoy,
Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 le ampihembaña’o ami’ty nofy naho ampirevendreveña’o añ’aroñaroñe,
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 le joboñe’ ty fiaiko t’ie dageañeñe, hamake hikenkañe ty amo taolakoo,
saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
16 f’ie minike, tsy ho veloñe nainai’e: apoho, fa kafoak’ avao o androkoo.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 Inoñ’ ondatio te honjone’o? te hapite’o ama’e ty arofo’o?
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 T’ie tilihe’o boak’andro, vaho tsohe’o lomoñandro?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 Ombia t’ie hitolike tsy hisamb’ahy, apoho ho bangìñe hey raho hahateleñako ty iveko?
Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 Nanao hakeo hao iraho, ino o nanoekoo, ry Mpijilo ondatio? ino ty nanoe’o ahy fanolarañe, hañavesatse ty sandriko?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Akore te tsy apo’o o tahikoo, te tsy haha’o o hakeokoo? f’ie hiroro an-debok’ ao te aniany; ho paia’o, fa tsy ho eo.
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
