Joba 4

1 Le hoe ty natoi’ i Elifaze nte-Temane:

Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

2 Hampihivivioke azo hao ty fimanea’ay rehak’ ama’o? fa Ia ty maha-lie-batañe tsy hivolañe?

Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

3 Ingo te maro ty nanare’o, fa nampaozare’o ty fitañe mavozo.

Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

4 Fiatoa’ o mitsikapio o saontsi’oo; nampifatrare’o o ongotse mikoletrao;

dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —

5 F’ie nizò azo henaneo, ihe ka ty midazidazìtse; nioza ama’o, le minevenevetse;

Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

6 Tsy o havañona’oo hao ty fatokisa’o vaho fitamà’o ty fahitin-dala’o?

Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?

7 Ehe, tiahio hey: Ia ty nikoromake te nalio-tahiñe? Aia ty vañoñe naitoeñe?

Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?

8 Aa naho o nitreakoo: hambañe ty tatahe’ ty mpitraba-karatiañe, naho ty mpitongy kilily.

Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.

9 Ie mihomak’ ami’ty kofòn’ Añahare, mikoromak’ ami’ty fiforoaham-pifombo’e.

For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.

10 Mitromoro ty liona mireñetse ty liona romotse, fe poñafeñe o nifem-parasy tora’eo,

Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;

11 Mate ty liona-lahi’e te po-tsindroke, mibarakaike ty anan-diona rene’e,

Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.

12 Nasese amako añ’etake ty volañe, nitsepahen-tsòfiko ty nitangongoe’e.

Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

13 Nitsakoreñe añ’aroñaron-kaleñe, ie lampon-drotse ondatio,

i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;

14 Niazo ty anifan-draho, nirevendreveñe, nampititititihe’e o taolako iabio.

Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

15 Nihelañe añatrefan-tareheko eo ty angatse, niriñariña o volon-tsandrikoo.

et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.

16 Nijohan-dre, fe tsy nirendreko ty vinta’e; nitroatse aolo’ o masokoo ty vente’e, nianjiñe, le inao ty fiarañanañañe nanao ty hoe:

Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

17 Ho to añatrefan’ Añahare hao t’i raolombelo? halio te amy Namboatse azey hao ondatio?

»Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

18 Heheke ndra o mpitoro’eo tsy atokisa’e, mbore anisia’e lilatse o anjeli’eo,

End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,

19 Àntsake o mpimoneñe an-traño taneo, O faha’eo an-debok’ ao, ie ho pìneke aolo’ ty fizara!

endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

20 Ie demok’ añivo’ ty manjirik’andro naho ty haleñe; modo kitro-katroke tsy ihaoñañe.

De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.

21 Tsy nombotañe an-tro’e ao hao o talin-kivoho’eo? Ie mihomak’ avao, tsy aman-kilala!

Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.