Joba 31
1 Fa nifañina amo masokoo iraho; akore arè ty hikirofako ty somondrara?
En pakt hadde jeg gjort med mine øine, at jeg ikke skulde se på en jomfru.
2 Inoñ’amy zao ty anjarako aman’ Añahare ambone ao, naho ty lovako amy El-Sadai andikerañe añe?
Hvad lodd vilde jeg ellers få av Gud i himmelen, eller hvad arv av den Allmektige i det høie?
3 Tsy feh’ohatse ho a o lo-tserekeo hao, hekoheko ho a o mpitolon-karatiañeo?
Rammer ikke fordervelse den urettferdige, og ulykke dem som gjør det onde?
4 Tsy vazoho’e hao o lalakoo, naho iahe’e iaby o liakoo?
Ser ikke han mine veier, og teller han ikke alle mine skritt?
5 Aa naho nindrezako lia t’i Remborake, ndra nalisa mb’am-pamañahiañe mb’eo o tombokoo—
Dersom jeg har faret frem med falskhet, og min fot har hastet til svik
6 Le ehe t’ie ho lanjaeñe am-pandanjañe to, hahàrofoanan’Añahare ty havantañako!
- la Gud veie mig på rettferds vektskål, og han skal se at jeg er uten skyld -
7 Naho nitsile amy lalañey ty tomboko, naho nañorike o masokoo ty foko, naho nipiteha’ ty pepo o tañakoo;
dersom mine skritt har bøid av fra veien, og mitt hjerte har fulgt mine øine, og dersom der er nogen flekk på mine hender,
8 le soa iraho te hitongy hikamà’ ondaty; vaho hombotañe ze mitiry ho ahy.
gid da en annen må ete det jeg har sådd, og gid det jeg har plantet, må rykkes op med rot!
9 Naho nisigihe’ ty rakemba ty foko, naho nivoñoñe an-dalan-drañeko eo;
Dersom mitt hjerte har latt sig dåre for en kvinnes skyld, og jeg har luret ved min næstes dør,
10 ee te ho hafa ty handisaña’ i valiko, naho ami’ty ila’e ty hibaboha’e.
gid da min hustru må male korn for en annen, og andre menn bøie sig over henne!
11 Ie ho ni-hakeo mena, tahiñe mañeva mpizaka,
For slikt er en skjenselsdåd, det er en misgjerning, hjemfalt til dom;
12 ho ni-afo namorototo pak’an Tsikeokeok’ ao, ho fonga nombota’e reke-bahatse o nivokarekoo.
det er en ild som fortærer like til avgrunnen; alt mitt gods skulde den gjøre ende på.
13 Aa naho ninjèko ty zo’ ondevoko lahy ndra ampela, ie naneseke toreo ahy;
Har jeg krenket min træls og min trælkvinnes rett, når de hadde nogen trette med mig?
14 le ino ty hanoeko naho mitroatse t’i Andrianañahare? ino ty havaleko aze naho ampamolilia’e?
Hvad skulde jeg da gjøre om Gud stod op, og hvad skulde jeg svare ham om han gransket saken?
15 Tsy namboatse aze ka hao i nitsene ahy an-koviñey? Tsy Ie avao ty nandranjy anay an-koviñ’ ao?
Har ikke han som skapte mig i mors liv, skapt også dem, og har ikke en og den samme dannet oss i mors liv?
16 Aa naho nitanako ami’ty poie’e ty nipaia’e, ndra nampaieñe ty fihaino’ i vantotsey,
Har jeg nektet fattigfolk det de ønsket, og latt enkens øine tæres bort?
17 naho niareñaren-draho te nitendre, tsy nanisako ty bode—
Har jeg ett mitt brød alene, så den farløse ikke fikk ete av det?
18 Toe ni-ajalahy iraho t’ie nibeizeko manahake te ni-rae’e, boak’an-kovin-dreneko ao ty niaoloako i vantotsey—
Nei, fra min ungdom av vokste han op hos mig som hos en far, og fra min mors liv av førte jeg henne ved hånden.
19 aa naho nitreako ty mpirererere tsy aman-tsikiñe, ndra ty rarake tsy aman-tsaroñe,
Har jeg kunnet se en ulykkelig uten klær eller en fattig uten et plagg å ha på sig?
20 naho tsy nitahy ahy o toha’eo, vaho tsy nampafana aze ty volon’ añondriko;
Måtte ikke hans lender velsigne mig, fordi han fikk varme sig med ull av mine får?
21 naho nonjoñeko haoke ty bode, ie nitreako an-dalambey ey hañonjonako ty ahiko;
Har jeg løftet min hånd mot den farløse, fordi jeg var viss på å få medhold i retten?
22 le angao hikalatrake an-tsoroko ao ty fangalin-tsoroko, vaho hapitsok’ am-pikatsoha’e ty sirako.
Gid da min skulder må falle fra sitt ledd, og min arm bli brutt løs fra sin skål!
23 Amy te mampangebahebak’ ahy ty hankàñe boak’aman’ Añahare, vaho tsy ho nanoeko ty amy enge’ey.
For Guds straff fylte mig med redsel, og mot hans velde maktet jeg intet.
24 Naho natokisako ty volamena, ndra nataoko te fiatoako ty volamena ki’e,
Har jeg satt mitt håp til gullet og sagt til gullklumpen: Du er min tillit?
25 aa naho nirebehako ty hamaro o varakoo, ty amy habey natonton-tañakoy;
Har jeg gledet mig fordi min rikdom blev stor, og fordi min hånd vant mig meget gods?
26 naho nijiloveko i àndroy amy fipisaña’ey, ndra i volañey te misitse an’ enge’ey,
Når jeg så sollyset, hvorledes det strålte, og månen, hvor herlig den skred frem,
27 naho sinigìke añ’etake ty troko vaho nañifik’oroke boak’ am-bavako ty tañako;
blev da mitt hjerte dåret i lønndom, så jeg sendte dem håndkyss?
28 le ho ni-hakeo fikai-jaka ka! ie ho nivalik’ aman’ Añahare ambone ao.
Nei, også det vilde være en misgjerning, hjemfalt til dom; for da hadde jeg fornektet Gud i det høie.
29 Naho nahafale ahy ty fiantoa’ o malaiñe ahikoo, kera nitrehañe t’ie nivovoan-kankàñe.
Har jeg gledet mig ved min fiendes uferd og jublet når ulykken rammet ham?
30 Tsie, tsy napoko hanan-tahiñe ty vavako hitake ty fiai’e am-pàtse—
Nei, jeg tillot ikke min munn å synde ved å forbanne ham og ønske ham døden.
31 Tsy nanao ty hoe hao o mpitoron-kivohokoo: Ia ty mahatrea ty tsy nanjañe’ i mahakama’ey!—
Må ikke mine husfolk vidne at enhver fikk mette sig ved mitt bord?
32 Tsy nibabòfok’ alafe ao ty ambahiny, fa nisokafeko amo mpañaveloo o lalakoo.
Aldri måtte en fremmed ligge utenfor mitt hus om natten; jeg åpnet mine dører for den veifarende.
33 Aa naho naetako manahake i Dame ty fiolàko ndra nakafiko añ’arañako ao o hakeokoo,
Har jeg, som mennesker pleier, skjult mine synder og dulgt min misgjerning i min barm,
34 ie nampiholibalà ahy i màroy, nampianifaña’ ty inje’ o mpirofokoo, le nitsiñe avao, tsy niakatse an-dalañe.
fordi jeg fryktet den store mengde og var redd for de fornemme slekters forakt, så jeg tidde stille og ikke gikk ut av min dør?
35 Ee te eo ty hijanjiñe ahy! Intoy ty soniako! Ho toiñe’ i El-Sadai abey, naho i taratasin-tsisý sinokin-drafelahikoy!
Å, om jeg hadde nogen som vilde høre på mig! Se, her er min underskrift, la den Allmektige svare mig! Å, om jeg hadde det skrift min motpart har satt op!
36 Toe ho ni-vavèko an-tsoroko Izay; ho ni-vahoreko amako hoe sabaka;
Sannelig, jeg skulde ta det på min skulder, jeg skulde feste det til mitt hode som en krone;
37 ho volilieko ama’e o liakoo; ho niatrefako hoe roandriañe.
jeg skulde gjøre ham regnskap for alle mine skritt, som en fyrste skulde jeg møte ham.
38 Aa naho mitoreo amako ty taneko, naho mitrao-pirovetse o vavahali’eo;
Dersom min aker skriker over mig, og alle dens furer gråter,
39 naho nihaneko ty voka’e fa tsy nandoa drala vaho nampiselekaiñe ty tompo’e,
dersom jeg har fortæret dens grøde uten betaling og utslukket dens eiers liv,
40 le ee t’ie hitiriam-patike hasolo ty ampemba, hisatse hasolo ty tsako. Nigadoñe amy zao ty lañona’Iobe.
gid det da må vokse torner på min aker istedenfor hvete og ugress istedenfor bygg! Her ender Jobs ord.
