Joba 29
1 Tinoi’Iobe i lañona’ey, ami’ty hoe:
Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
2 Ee t’ie nanahake o volañeo, naho o andro narovan’ Añahare ahikoo;
Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
3 ie niiloilo ambone’ lohako eo ty failo’e, naho i hazavà’ey ty nirangako añ’ieñe ao;
da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
4 ie tañ’andro naha añoñ’ay ahy, vaho tambone’ kibohoko eo ty firañetan’ Añahare;
som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
5 ie mbe tamako t’i El-Sadai, naho niarikoboñ’ ahy o keleiakoo;
da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
6 ie nisasan-kendron-dronono o liakoo, vaho nadoandoa’ o vatoo amako ty menake!
da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
7 Ie niakatse mb’an-dalambein-drova mb’eo iraho, ie rinambeko antameañe eo i fitobohakoy.
da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
8 Nisitak’ ahiko o ajalahio te zoeñe, songa niongake ty bey vaho nijohañe;
De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
9 Nitroatse ami’ty fivesoveso’e o roandriañeo vaho nitàm-palie.
De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
10 Nianjiñe ty fiarañanaña’ o roandriañeo, le nipitek’ an-dañilañy o famele’eo.
Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
11 Ie jinanjin-dravembia, le natao’e haha iraho, ie niisam-pihaino, le nitalily ahy;
Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
12 amy te rinombako ty rarake nikai-drombake, i bode-rae tsy amam-pañimbay.
Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
13 Nivotrak’ amako ty tata’ i nipetrokey, vaho nampisaboeko an-kaehake ty arofo’ o vantotseo.
Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
14 Niombeako ty havantañañe, le nisalora’e; nanahake ty sabaka reke-tsarimbo ty havañonako.
Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
15 Ni-fihaino ami’ty fey iraho, naho fandia amo kepekeo.
Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
16 Ni-rae’ o poie’eo, vaho nitsikaraheko ty nipaia’ i alik’amakoy.
Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
17 Pinekako ty famotsi’ o tsereheñeo naho tinavako amo nife’eo i nitsindrohe’ey.
Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
18 Le hoe ty fitsakoreako, t’ie hikenkañe añ’akibako ao, naho hampimiràko amo faseñeo ty androko;
Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
19 mitsiriaria mb’an-drano o vahakoo vaho mialeñe amo tsampakoo ty zono.
Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
20 Vao amako nainai’e ty engeko, vaoeñe an-tañako ao ty faleko.
Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
21 Nijanjiñe naho nandiñe ahy ondatio, nianjiñe t’ie namereako.
De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
22 Ie nilañon-draho, tsy nisaontsy iereo, nitsopatsopak’ am’iereo o entakoo.
Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
23 Hoe orañe ty nandiñisa’ iareo ahiko; ie nipaña-palie hoe aman’ oram-panjaka.
de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
24 Nisomilahako t’ie tsy niantoke; le tsy nazè’ iereo ty filoeloean-tareheko.
Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
25 Jinoboko ty lala hombà’ iareo vaho nitoboke hoe talè, nimoneñe hoe mpanjaka ami’ty borizà’e, manahake ty mpañohòm-pandala.
Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.
