Joba 19
1 Aa le hoe ty natoi’ Iobe:
Men Job svarede og sagde:
2 Pak’ombia nahareo ro mbe hampiojeoje ty troko naho hampipinepinek’ahy an-tsaontsy?
Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
3 Im-polo ty nañonjira’ areo ahiko vaho tsy mahasalats’ anahareo ty mañaraty ahy.
I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
4 Aa naho nitò t’ie nandilatse, le midoñ’ amako avao i tahiñey.
Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
5 Naho mivongevòngek’ amako nahareo manisý ahy amo injekoo,
Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
6 Le mahafohina te nifotetse amako, t’i Andrianañahare vaho narikato’e amako ty harato’e.
saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
7 Mitoreo iraho fa nikatramoeñe fe tsy amam-pañaoñe; mikanjy, fe tsy añomean-to.
Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
8 Finahepahe’e ty lalako tsy handenàko, naho napo’e añ’oloñoloko ao ty ieñe.
Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
9 Nampikorendahe’e amako ty engeko, vaho nafaha’e an-dohako ao i sabakam-bolonahetsey.
Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10 Narotsa’e mb’etia mb’atia, le fa añe iraho: ombota’e hoe hatae ty fitamàko.
Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
11 Nasoleba’e amako ka ty haviñera’e vaho atao’e ho rafelahi’e.
og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
12 Mitotoke amako o lahindefo’eo, mitoañe mb’amako le mitobe añariary i kibohokoy.
Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
13 Napo’e lavitse ahy o rahalahikoo, vaho fonga alik’amako o nimpiamakoo.
Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
14 Namorintseñe ahy o longokoo, nañaliño ahy o rañekoo.
Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
15 O mitobok’ añ’anjombakoo, naho o anak’ampatakoo, songa manao ahy ho ambahiny, toe renetane am-pahaisaha’e.
De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
16 Tokaveko ty mpitoroko, fe tsy manoiñe, ndra te itoreovam-bavako.
Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
17 Mampangorý i valiko ty kofòko, vaho heje’ ty amorin-dreneko.
Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
18 Manirìk’ahy o anak’ajalahio, ie miongake iraho, onjira’ iareo.
Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
19 Malaiñ’ahy iaby o atehenakoo; tsambolitio’ o nikokoakoo.
Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
20 Mipitek’ ami’ty holiko naho ami’ty nofoko o taolakoo, vaho an-tain-tsìko avao ty nimolaoreko.
Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
21 Tretrezo iraho, iferenaiño, ry rañeko; fa nipaok’ ahy ty fitàn’Añahare.
Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
22 Ino ty ampisoaña’ areo ahy hoe t’ie Andrianañahare? Tsy mahaeneñ’ anahareo hao o holikoo?
Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
23 Ee te nisokireñe o volako zao! Lonike t’ie nipatereñe am-boke ao!
Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
24 Ee any t’ie sokirañe an-tsantilò viñe naho firake am-bato tsy ho modo!
ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
25 Fa naho izaho, apotako te veloñe i Mpijebañ’ahikoy, ie hijohañe ambone’ o lembokeo an-tsengaha’e añe.
Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
26 Le ie fa momoke ty holiko— ty mianto toy, ho treako boak’ ami’ty nofoko t’i Andrianañahare;
Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
27 Eka, hahatrea Aze iraho; o masokoo ro hahaisak’ aze fa tsy ty ila’e. Momoke o añ’ovakoo!
hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
28 Hera hanao ty hoe nahareo: Akore ty hampisoañan-tikañ’ aze? Ino ty lengo’e ho tendreke hanesehañ’ aze?
Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
29 Mihembaña amy fibaray; amy te minday falilovam-pibara o haviñerañeo, hahafohina’ areo te eo ty zaka.
Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
