Joba 15
1 Le hoe ty natoi’ i Elifatse nte-Temane:
Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 Hanoiñe an-kilala-kafoake hao t’indaty mahihitse, ho lifora’e tiok’atiñanañe hao ty fisafoa’e?
Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
3 Hisafiry an-drehake tsy vente’e hao, ndra an-dañonañe tsy hahasoa?
for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet baader?
4 Eka, apo’o ty fañeveñañe, sebaña’o ty fiambaneañe aman’ Añahare.
Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
5 Anare’ o hakeo’oo ty falie’o, joboñe’o ty famelen-kalitake.
Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
6 Mamatse azo o falie’oo, fa tsy izaho; eka talilie’ o fivimbi’oo.
Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
7 Ihe hao t’indaty nisamaheñe valoha’e? Nitoly aolo’ o vohitseo v’iheo?
Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
8 Janji’o hao o safirin’ Añahare miheotseo? Haramamoe’o hao ty hihitse?
Mon du lytted til, da Gud holdt Raad, og mon du rev Visdommen til dig?
9 Ino ty fohi’o tsy fohi’ay? Ino ty rendre’o tsy ama’ay?
Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstaar du, som vi ikke kender?
10 Songa ama’ay ty maròy foty naho ty androanavy bey taoñe te aman-drae’o.
Ogsaa vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
11 Maivañe ama’o hao ty fañohòan’ Añahare, naho o navere’e mora ama’oo?
Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
12 Ino ty mampihelañe ty arofo’o? vaho mampandofiry o fihaino’oo?
Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
13 T’ie tsambolitioe’o aman’Añahare ty arofo’o, ie anga’o hiakatse am-palie’o i saontsy zay.
Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
14 Ino t’indaty, t’ie halio? I nasaman’ampelay, t’ie ho vañoñe?
Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
15 Ingo, ndra o masi’eo tsy iatoa’e mbore tsy malio am-pivazohoa’e o likerañeo.
End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
16 Àntsake ty lo-tsereke naho ty maleotse, ie mpitohoke tahiñe hoe rano!
hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
17 Hataliliko azo, janjiño; vaho ho taroñeko o nitreakoo—
Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
18 O saontsi’ ondaty mahihitseo, ty tsy naeta’e boak’ aman droae’ iareo;
hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
19 Ie am’ iereo avao ty nitolorañe i taney, ndra ty renetane tsy nihelañe am’iereo ao.
dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
20 Ampikoretohe’ ty farare’e lomoñandro ty lo-tsereke, voaiake o taoñe nahaja ho a’ o mpisenge-herio.
Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede Aar, en Voldsmand lever;
21 Feo mañebake ty an-dravembia’e ao; ie manintsin-dre, te ivotraha’ ty malaso.
Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
22 Tsy iantofa’e te hibalike boak’amy ieñey, toli’e i fibaray.
han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
23 Mirererere mipay hanen-dre ami’ty hoe; Aia Izay? Apota’e te am-pità’e i andro mimoromoroñey.
udset til Føde for Gribbe, han ved, at han staar for Fald;
24 Ampangebahebahe’ ty haloviloviañe naho hasotriañe, miambotrak’ ama’e hoe mpanjaka veka’e hihotakotake.
Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
25 Amy te natora-kitsi’e aman’Añahare ty fità’e, mitoandratoandra amy El-Sadai.
Thi Haanden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
26 Horidaña’e ami’ty hagàn-kàto’e, amy hateven’ angozim-pikalan-defo’e.
stormed haardnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
27 Amy te kinope’e solike i tarehe’ey, vaho pinako’e havondrahañe ty leme’e;
Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld paa sin Lænd.
28 Itoboha’e o rova mangoakoakeo, añ’anjomba tsy fimoneñañe, ie veka’e ho votre.
tog Bolig i Byer, der øde laa hen, i Huse, man ikke maa bo i, bestemt til at ligge i Grus.
29 Tsy ho mpañaleale re, tsy ho nainai’e ty fijangaña’e, tsy midrodretse mb’an-tane o ampemba’eo.
Han bliver ej rig, hans Velstand forgaar, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
30 Tsy hibolitira’e i ieñey; haforejeje’ i lelan’ afoy o tora’eo, vaho hampihelaña’ ty kofòm-palie’e.
han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
31 Ee te tsy hiatoa’e ty hakoahañe, hamañahia’e vatañe; fa hanambezañe aze ty tsy vente’e.
Han stole ikke paa Tomhed — han farer vild — thi Tomhed skal være hans Løn!
32 Ho henek’ aolo’ ty andro’e Izay, vaho tsy handrevake ty tsampa’e.
I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
33 Hahifi’e i valobo’e mantay manahak’ i vahey, vaho hahintsa’e i voñe’ey hambañ’ amo oliveo.
han ryster som Ranken sin Drue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
34 Fa hangoakoake ty fivavea’ ty tsy aman-Kake, vaho ho forototoe’ ty afo ty kijà’ o mpanao vokàñeo.
Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
35 Ie mampiareñe hakalitahañe, naho mampiboloañe hakeo, vaho famañahiañe ty ihentseñan-tro’e.
svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
