Joba 14

1 Ondaty nasaman’ ampelao, tsy lava-ohatse vaho lifo-kasotriañe,

Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

2 hoe voñen-katae ty fionjona’e le miheatse, mihelañe hoe talinjo fa tsy mitoetse.

han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.

3 Harefa’o vaho hasese’o an-jaka ama’o ao?

Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

4 Ia ty mahaakatse ty malio ami’ty maleotse? Leo raike.

Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

5 Kanao fa nalahatse o andro’eo, fa ama’o ty ia’ o vola’eo vaho fa najado’o o efetse tsy handilara’eo,

Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

6 ampitoliho añe ty fijilova’o, hitofa’e, ampara’ te henefe’e o andro’eo, manahake ty mpièke

tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

7 Manan-ko tamae’e ty hatae, ie firaeñe ro mbe mitiry avao, vaho tsy milesa o tora’eo.

Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

8 Ndra te mihaantetse an-tane ao o vaha’eo, naho mate an-debok’ ao i foto’ey,

ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

9 fa ie mañantson-drano ro hibotiboty vaho handrevake hoe ana-katae.

lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

10 Fe mihomake t’i Raolombelo vaho mitsalalampatse; mipetroke t’indaty, le aia?

men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?

11 Hambañe ami’ty fisiha’ o sihanakeo naho ty fimaiha’ o sakao ampara’ te kapaike,

Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

12 ty fandrea’ ondaty tsy hitroatse, tsy hivañone ampara’ te mihelañe o likerañeo, vaho tsy ho barakaofeñe amy firota’ey.

saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.

13 Ehe t’ie haeta’o an-tsikeokeok’ao, le hakafi’o ampara’ te mimpoly ty haviñera’o, vaho hampitsatoha’o andro hahatiahia’o ahy! (Sheol h7585)

Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)

14 Ie vilasy ondatio, mbe ho veloñe hao? Fe ho liñisako amo hene androm-pitoroñakoo ampara’ te tondroke ty fañovàñe ahiko.

Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

15 Hikanjy irehe le hanoiñe iraho; ho maniña’o ty satam-pità’o.

du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!

16 Fe henaneo, tinoñe’o o liakoo, ie mbe tsy vazoho’o ty fandilarako;

Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

17 rinohy an-karoñe ao o tahikoo, vaho lombofa’o o hakeokoo.

forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

18 Mivoravora i vohitse mihotrakey, naho misitse an-toe’e ty vato;

Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

19 mivañen-drano o vongam-batoo; saohe’ o rano-vohitseo ty mena’ i taney; Izay ty androtsaha’o ty fitama’ ondatio.

som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.

20 Iambotraha’o nainai’e, le mihelañe añe; ovae’o ty tarehe’e vaho irahe’o mb’eo.

For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

21 Asiñeñe o ana’eo, fa tsy apota’e; mifotsake, fa tsy fohi’e.

Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

22 O marare amy nofo’eio avao ro tsapa’e, ty tro’e avao ro iroveta’e.

ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.