Joba 10

1 Hejeko ty haveloko; hampidadaeko ty fitoreoko hivolañe ami’ty hafairan-troko.

Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

2 Hoe ty ataoko aman’Añahare, Ko ozoñe’o; ampahafohino ahiko ty lie’o amako.

sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

3 Mahasoa azo hao te ihe mamorekeke, te mavoe’o ty satam-pità’o vaho ampiloeloea’o ty fikinià’ o lo-tserekeo?

Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?

4 Amam-pihaino nofotse v’iheo? Mahavazoho manahake ty fañentea’ ondatio hao?

Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

5 Hambañe ami’ty andro’ o olombeloñeo hao o andro’oo, mira ami’ty tao’ ondatio hao o tao’oo,

er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,

6 t’ie tsoehe’o o tahikoo, vaho kodebe’o o hakeokoo,

siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

7 ndra t’ie arofoana’o te tsy tsereheñe, tsy eo ty haharombake am-pità’o.

endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!

8 Nitsenèm-pità’o iraho, nifonire’o ho raike; aa vaho ho rotsahe’o?

Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!

9 Tiahio te lietse ty nitsenea’o ahy; hampoli’o ho deboke hao?

Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

10 Tsy nadoa’o hoe ronono hao raho vaho nampamoae’o hoe habobo?

Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

11 Nanikina’o holitse naho nofotse, namahera’o an-taolañe naho talin’ozatse.

iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

12 Tinolo’o havelo an-koko migahiñe, vaho nampitambeloñe ty troko ty fiatraha’o.

Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —

13 Fe naeta’o añ’arofo’o ao o raha zao; apotako t’ie ama’o:

og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

14 Ie mandilatse iraho, tendre’o, vaho tsy apo’o i hakeokoy.

Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.

15 Ie manao hakeo: hankàñe amako! Ie mahity, tsy vaniko ty miandra, amy te lifo-kasalarañe, tsapako o hasotriakoo.

I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

16 Aa naho niandrandra: Le hoe liona ty hangoroña’o ahy; vaho havale’o ahy an-kalatsàñe.

Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

17 Vaoe’o amako o mpanisý ahikoo, vaho indrae’o amako ty haviñera’o; hasosorañe mitovon-kaemberañe ty amako.

nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

18 Ino ty nañakara’o ahy an-koviñe ao? Nainako te ho nisimba tsy ho niisam-pihaino,

Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;

19 Hàmake t’ie hoe tsy nitoly, fa boak’an-koviñe mb’an-kibory

jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

20 Tsy ho napo’e hao o androko tsy ampeampeo? Misitaha hey irehe, hahatreavako fañanintsin-kedeke,

Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

21 aolo’ te hiampaneñako; mb’amy tsy hahafibaliham-beoy, mb’an-tane mimoromoroñe, mb’an-talinjon-kavilasy ao;

før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,

22 Tane migobogoboñ’ ieñe, toe fimoromoroñañe, an-tane an-kalon-kavilasy, tsy mipendreñe, miloeloe hoe ieñe.

Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.