Jakoba 3
1 O ry longo, ee te tsy maro ty ho mpañoke; fohiñe te ho lombolombo’e ty fizakañe antika.
Mine Brødre! ikke mange af eder bør blive Lærere, saasom I vide, at vi skulle faa en desto tungere Dom.
2 Songa mitsikapy ami’ty sata maro tika. Aa naho tsy fingane’ i saontsi’ey t’indaty le vañoñe indatiy mahafehe ty vata’e iaby.
Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom nogen ikke støder an i Tale, da er han en fuldkommen Mand, i Stand til ogsaa at holde hele Legemet i Tømme.
3 Ie aomben-tika añ’oron-tsoavala ty laboridy hañoriha’e antika, le mahafeleke ty vata’e iaby.
Men naar vi lægge Bidsler i Hestenes Munde, for at de skulle adlyde os, saa dreje vi ogsaa hele deres Legeme.
4 Oniño ka o samboo. Ndra t’ie jabajaba naho aronjen-tio-bey, ro tehafem-panehake kede mb’amy ze satri’ i mpinday azey hombañe.
Se, ogsaa Skibene, endskønt de ere saa store og drives af stærke Vinde, drejes med et saare lidet Ror, hvorhen Styrmandens Hu staar.
5 Manao izay i famelekey, ie kedekedeke amo an-tsandriñeo, fe raha ra’elahy ty iroharohà’e. Haraharao ty habei’ ty ala viàñe’ ty pitsik’ afo.
Saaledes er ogsaa Tungen et lille Lem og fører store Ord. Se, hvor lille en Ild der stikker saa stor en Skov i Brand!
6 Afo i famelekey, haliforan-katserehañe; napok’ amo haraon-tikañ’ ao i famelekey f’ie mahativa i sandriñey iaby, naho mamiañ’ afo an-dalam-pañaveloan-tika, toe ampiforehete’ i tsikeokeokey. (Geenna g1067)
Og Tungen er en Ild. Som en Verden af Uretfærdighed sidder Tungen iblandt vore Lemmer; den besmitter hele Legemet og sætter Livets Hjul i Brand, selv sat i Brand af Helvede. (Geenna g1067)
7 Hene mete folahe’ ondatio naho toe fa nifolahe’e ze karazam-biby naho voroñe naho mpilaly vaho o bibin-driakeo,
Thi enhver Natur, baade Dyrs og Fugles, baade Krybdyrs og Havdyrs, tæmmes og er tæmmet af den menneskelige Natur;
8 fe tsy lefe’ ondaty folaheñe i famelekey. Ie haratiañe mitsingoetse, lifo-boreke mahafate.
men Tungen kan intet Menneske tæmme, det ustyrlige Onde, fuld af dødbringende Gift.
9 Ie ty andrengean-tika i Talè Raentikañey, ie ka ty añonjiran-tika t’indaty namboareñe hambam-bintañe aman’ Añahare.
Med den velsigne vi Herren og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere blevne til efter Guds Lighed.
10 Songa am-palie raike ty iakaran-tata naho fàtse. O ry longo, sondo’e t’ie anoeñe!
Af den samme Mund udgaar Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke være saa.
11 Ampikararahe’ ty loharano hirik’ am-bava raike hao ty mamy naho ty mafaitse?
Mon en Kilde udgyder sødt Vand og besk Vand af det samme Væld?
12 O ry longo, mete mamoa takoko hao ty sakoañe? ndra sakoañe ty vahe? Toe tsy vokaren-drano masiake ty mamy.
Mon et Figentræ, mine Brødre! kan give Oliven, eller et Vintræ Figener? Heller ikke kan en salt Kilde give fersk Vand.
13 He ama’ areo ao ty mahihitse naho mahilala? Ee te ho vente’e amy havañona’ey, t’ie mitoloñe an-katretran-troke mahihitse.
Er nogen viis og forstandig iblandt eder, da vise han ved god Omgængelse sine Gerninger i viis Sagtmodighed!
14 Fe naho añaja’o fikirañañe mafaitse aman-katea-teña ty an-tro’o ao, le ko mibohaboha handañira’o ty hatò.
Men have I bitter Avind og Rænkesyge i eders Hjerter, da roser eder ikke og lyver ikke imod Sandheden!
15 Toe tsy hirik’ añ’abo i hihitse zay, f’ie an-tane, an-kasijin-tsandriñe naho itokoan-angatse.
Dette, er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk, sjælelig, djævelsk;
16 Aa naho eo ty fitsikirihañe naho fifandierañe, le eo ka ty fivalitaboahañe naho ze fonga atao sata raty.
thi hvor der er Avind og Rænkesyge, der er Forvirring og al ond Handel.
17 Hiringiri’e hey ty hihitse boak’ andindìñe ao, ie mifampilongo, lem-pò, mete mivohotse, lifo-tretrè naho voka-tsoa, tsy mitroetroe vaho po-famañahiañe.
Men Visdommen herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig, mild, føjelig, fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk, uden Skrømt.
18 Tongisam-pampilongo am-panintsiñañe ty tabiry mamoa havantañañe.
Men Retfærdigheds Frugt saaes i Fred for dem, som stifte Fred.
