Isaia 26

1 Amy andro zay le ho takasieñe e Iehodà ao ty sabo toy: Manan-drova maozatse tika; tinendre’e ho fandrombahañe o kijoly naho fikalañañeo.

På den dag skal denne sang synges i Juda land: En sterk by har vi, frelse setter han til mur og vern.

2 Sokafo o lalam-beio, himoaha’ i fifeheañe vantañe mpitàm-patokisañey.

Lat op portene, så et rettferdig folk kan gå inn, et folk som holder fast ved sin troskap.

3 Hambena’o am-pierañerañan-to, ze amam-pitsakoreañe mifahatse ama’o, amy t’ie miato ama’o.

Den som har et grunnfestet sinn, ham lar du alltid ha fred, for til dig setter han sin lit.

4 Iatò nainai’e t’Iehovà, amy te lamilamy tsy mb’ia ho modo t’Iehovà, Ià.

Sett eders lit til Herren til alle tider! For i Herren, Israels Gud, har vi en evig klippe.

5 Fa nakapotra’e o mpimoneñe an-kaboañeo, linama’e ambane’ i rova miligiligiy, nilamahe’e an-tane eo, eka, mb’an-deboke ao.

For han har nedbøiet dem som bodde i det høie, den kneisende stad; han støtte den ned, ja støtte den ned til jorden, slo den ned i støvet.

6 Ho lian-tomboke, ty fandia’ o mpisotrio, ty fidraidraita’ o boròkao.

Den blev trådt under føtter, under de elendiges føtter, de ringes steg.

7 Lalañe mira ho amo vañoñeo izay ihe, ry Andindimoneñe, ro mañajary ty lala’ o vantañeo.

Den rettferdiges sti er jevn; du jevner den rettferdiges vei.

8 Toe an-dala’ o fizaka’oo ry Iehovà, ty nitamà’ay Azo; i tahina’oy naho ty fitiahiañe Azo ro fisalalàn’arofo’ay.

På dine dommers vei, Herre, ventet vi dig også; til ditt navn og ditt minne stod vår sjels attrå.

9 Nirie’ ty fiaiko irehe te haleñe; eka, nitsoek’azo an-troko ato; amy te, ie ifetsaha’ o fizaka’oo ty tane toy, le hioke havantañañe ondatio.

Med min sjel lengtes jeg efter dig om natten, og med min ånd søkte jeg dig. For så snart dine dommer rammer jorden, lærer jordboerne rettferdighet.

10 Ndra te isoheñe o lo tserekeo, tsy ho hai’e o havañonañeo; fa hikitro-karatiañe an-tanen-kavantañañe ao, vaho tsy ho oni’e ty volonahe’ Iehovà.

Dersom den ugudelige får nåde, så lærer han ikke rettferdighet; i rettvishets land gjør han urett, og han ser ikke Herrens høihet.

11 Mionjoñe añ’abo ey ty fità’o, ry Iehovà, f’ie tsy isa’ iareo; zoe’ iareo an-kasalarañe ty fahimbaña’o am’ ondatio; eka, ho forototoen-afo o rafelahi’oo.

Herre! Høit opløftet var din hånd, men de så det ikke; de fikk se din nidkjærhet for folket og blev til skamme; ja, ild fortærte dine fiender.

12 Ry Iehovà, toloro fierañerañan-jahay; fa toe Ihe ro nanao ze hene fitoloña’ay.

Herre! Du skal hjelpe oss til fred; for alt det vi har gjort, har du utrettet for oss.

13 Ry Iehovà Andrianañahare’ay, fa nifehèn-drotompo ila’ te ama’o zahay, f’Ihe avao ty toñone’ay tahinañe.

Herre vår Gud! Andre herrer enn du har hersket over oss; ved dig alene priser vi ditt navn.

14 Tsy ho veloñe o mateo, tsy hitroatse o loloo; izay ty namara’o naho nandrotsaha’o iareo vaho fonga nimodoe’o ty fitiahiañe iareo.

Døde blir ikke levende, dødninger står ikke op; derfor hjemsøker og ødelegger du dem og gjør hvert minne om dem til intet.

15 Nonjoneñe amo kilakila ondatio irehe, ry Iehovà, eka ­nitoabotse amo kila taneo; iasiañe pak’ añ’olotse tsietoimone’ ty tane toy añe.

Du øker folket, Herre! Du øker folket og viser din herlighet; du flytter alle landets grenser langt ut.

16 Ry Iehovà, ie niampoheke te nipaia’ iareo Azo, ampianjiñeñe ty nampi­doandoaña’ iareo halaly ama’o ty amy fandilova’o iareoy.

Herre! I nøden søkte de dig; de opsendte stille bønner da din tukt kom over dem.

17 Manahake ty rakemba mitsongo, ie mitotoke ty hisamaha’e, ie manaintaiñe vaho mikoaike amo fitsongoa’eo; hoe izay zahay ry Iehovà tañ’atrefa’o eo.

Likesom en fruktsommelig kvinne vrir sig og skriker i sine veer når hun skal føde, således gikk det oss for din vredes skyld, Herre!

18 Toe nivesatse zahay, nangotsokotsoke, fe hoe tioke avao ty naboloa’ay; tsy nañeneke ­famotsorañe amy taney; mbore tsy nahatoly ondaty ho mpimone’ ty tane toy.

Vi var fruktsommelige, vi vred oss; men da vi fødte, var det bare vind; frelse gav vi ikke landet, og ingen blev født til å bo på jorden.

19 Ho veloñe o nivetrake ama’oo, hitroatse i sandriko nihomakey, mivañona naho misaboa ry mpitoboke an-deboke ao, fa zono maraindray o zono’oo, vaho haboloa’ i taney o niloloo.

Dine døde skal bli levende, mine lik skal opstå; våkn op og juble, I som bor i støvet! For dugg over grønne urter er din dugg, og jorden gir dødninger tilbake til livet.

20 Antao ry ondatiko, mihovà añ’anjomba’o ao, arindrino o lalañe amboho’oo mietaha hey ampara’ te heneke i fifomboañey.

Gå, mitt folk, gå inn i dine kammer og lukk dørene efter dig! Skjul dig et lite øieblikk, inntil vreden går over!

21 Heheke! miakatse i toe’ey t’Iehovà handilo o mpimoneñ’ an-tane atoio ty amo hakeo’eo; haboa’ i taney ty lio niorike ama’e, vaho tsy ho lembefa’e ka o vinono’eo.

For se, Herren går ut fra sitt sted for å hjemsøke jordboerne for deres misgjerning, og jorden skal la det blod som er utøst på den, komme for dagen og ikke mere dekke sine drepte.