Isaia 26

1 Amy andro zay le ho takasieñe e Iehodà ao ty sabo toy: Manan-drova maozatse tika; tinendre’e ho fandrombahañe o kijoly naho fikalañañeo.

Paa hin Dag skal denne Sang synges i Judas Land: En stærk Stad har vi, til Frelse satte han Mur og Bolværk.

2 Sokafo o lalam-beio, himoaha’ i fifeheañe vantañe mpitàm-patokisañey.

Luk Portene op for et retfærdigt Folk, som gemmer paa Troskab,

3 Hambena’o am-pierañerañan-to, ze amam-pitsakoreañe mifahatse ama’o, amy t’ie miato ama’o.

hvis Sind er fast, som vogter paa Fred, thi det stoler paa dig.

4 Iatò nainai’e t’Iehovà, amy te lamilamy tsy mb’ia ho modo t’Iehovà, Ià.

Stol for evigt paa HERREN, thi HERREN er en evig Klippe.

5 Fa nakapotra’e o mpimoneñe an-kaboañeo, linama’e ambane’ i rova miligiligiy, nilamahe’e an-tane eo, eka, mb’an-deboke ao.

Thi han ydmyger dem, der bor i det høje, den knejsende By, styrter den til Jorden, lægger den i Støvet.

6 Ho lian-tomboke, ty fandia’ o mpisotrio, ty fidraidraita’ o boròkao.

De armes Fod, de ringes Trin skal træde den ned.

7 Lalañe mira ho amo vañoñeo izay ihe, ry Andindimoneñe, ro mañajary ty lala’ o vantañeo.

Den retfærdiges Sti er jævn, du jævner den retfærdiges Vej.

8 Toe an-dala’ o fizaka’oo ry Iehovà, ty nitamà’ay Azo; i tahina’oy naho ty fitiahiañe Azo ro fisalalàn’arofo’ay.

Ja, vi venter dig, HERRE, paa dine Dommes Sti; til dit Navn og dit Ry staar vor Sjæls Attraa.

9 Nirie’ ty fiaiko irehe te haleñe; eka, nitsoek’azo an-troko ato; amy te, ie ifetsaha’ o fizaka’oo ty tane toy, le hioke havantañañe ondatio.

Min Sjæl attraar dig om Natten, min Aand i mit indre søger dig. Thi naar dine Domme rammer Jorden, lærer de, som bor paa Jorderig, Retfærd.

10 Ndra te isoheñe o lo tserekeo, tsy ho hai’e o havañonañeo; fa hikitro-karatiañe an-tanen-kavantañañe ao, vaho tsy ho oni’e ty volonahe’ Iehovà.

Vises der Naade mod den gudløse, lærer han aldrig Retfærd; i Rettens Land gør han Uret og ser ikke HERRENS Højhed.

11 Mionjoñe añ’abo ey ty fità’o, ry Iehovà, f’ie tsy isa’ iareo; zoe’ iareo an-kasalarañe ty fahimbaña’o am’ ondatio; eka, ho forototoen-afo o rafelahi’oo.

HERRE, din Haand er løftet, men de ser det ikke; lad dem med Skam se din Nidkærhed for Folket, lad dine Fjenders Ild fortære dem!

12 Ry Iehovà, toloro fierañerañan-jahay; fa toe Ihe ro nanao ze hene fitoloña’ay.

HERRE, du skaffe os Fred, thi alt, hvad vi har udrettet, gjorde du for os.

13 Ry Iehovà Andrianañahare’ay, fa nifehèn-drotompo ila’ te ama’o zahay, f’Ihe avao ty toñone’ay tahinañe.

HERRE vor Gud, andre Herrer end du har hersket over os; men dit Navn alene priser vi.

14 Tsy ho veloñe o mateo, tsy hitroatse o loloo; izay ty namara’o naho nandrotsaha’o iareo vaho fonga nimodoe’o ty fitiahiañe iareo.

Døde bliver ikke levende, Dødninger staar ikke op; derfor hjemsøgte og tilintetgjorde du dem og udslettede hvert et Minde om dem.

15 Nonjoneñe amo kilakila ondatio irehe, ry Iehovà, eka ­nitoabotse amo kila taneo; iasiañe pak’ añ’olotse tsietoimone’ ty tane toy añe.

Du har mangfoldiggjort Folket, HERRE, du har mangfoldiggjort Folket, du herliggjorde dig, du udvidede alle Landets Grænser.

16 Ry Iehovà, ie niampoheke te nipaia’ iareo Azo, ampianjiñeñe ty nampi­doandoaña’ iareo halaly ama’o ty amy fandilova’o iareoy.

HERRE, i Nøden søgte de dig; de udgød stille Bønner, medens din Tugtelse var over dem.

17 Manahake ty rakemba mitsongo, ie mitotoke ty hisamaha’e, ie manaintaiñe vaho mikoaike amo fitsongoa’eo; hoe izay zahay ry Iehovà tañ’atrefa’o eo.

Som den frugtsommelige, der er ved at føde, vrider og vaander sig i Veer, saaledes fik vi det, HERRE, fra dig.

18 Toe nivesatse zahay, nangotsokotsoke, fe hoe tioke avao ty naboloa’ay; tsy nañeneke ­famotsorañe amy taney; mbore tsy nahatoly ondaty ho mpimone’ ty tane toy.

Vi er svangre og vrider os, som om vi fødte Vind; Landet frelser vi ikke, og Jordboere fødes ikke til Verden.

19 Ho veloñe o nivetrake ama’oo, hitroatse i sandriko nihomakey, mivañona naho misaboa ry mpitoboke an-deboke ao, fa zono maraindray o zono’oo, vaho haboloa’ i taney o niloloo.

Dine døde skal blive levende, mine dødes Legemer opstaa; de, som hviler i Støvet, skal vaagne og juble. Thi en Lysets Dug er din Dug, og Jorden giver Dødninger igen.

20 Antao ry ondatiko, mihovà añ’anjomba’o ao, arindrino o lalañe amboho’oo mietaha hey ampara’ te heneke i fifomboañey.

Mit Folk, gaa ind i dit Kammer og luk dine Døre bag dig; hold dig skjult en liden Stund, til Vreden er draget over.

21 Heheke! miakatse i toe’ey t’Iehovà handilo o mpimoneñ’ an-tane atoio ty amo hakeo’eo; haboa’ i taney ty lio niorike ama’e, vaho tsy ho lembefa’e ka o vinono’eo.

Thi HERREN gaar ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes Brøde; sit Blod bringer Jorden for Lyset og dølger ej mer sine dræbte.