2 Samoela 22
1 Tinaro’ i Davide am’ Iehovà ty onin-tsabo toy amy andro nandrombaha’ Iehovà aze am-pità’ o rafelahi’e iabio naho am-pità’ i Saoley;
David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Haand.
2 le hoe re: Lamilamiko t’Iehovà; ty fitsolohako, naho ty mpandrombak’ ahy.
Han sang: »HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,
3 T’i Andrianañahare lamilamiko, Ie ty fipalirako, ty fikalan-defoko, ty tsìfam-pandrombahañe ahy, ty fitalakesañ-aboko, naho ty fiampirako; t’i Mpandrombak’ ahy, Ihe ro mamotsots’ ahy amo hotakotakeo.
min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold!
4 Rengèñe, hoe ty koiko, t’Iehovà, fa hinaha’e amo rafelahikoo.
Jeg paakalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
5 Nandipotse ahy o onjan-kavilasio, nañoridañe ahy ty fisorotombaha’ i Beliale.
Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig; (Sheol h7585)
7 Ie niampoheke le nikanjy Iehovà, eka, kinanjiko t’i Andrianañahareko; le jinanji’e an-kivoho’e ao ty feoko, vaho nimoake amo ravembia’eo ty fitoreoko.
i min Vaande paakaldte jeg HERREN og raabte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Raab fandt ind til hans Ører!
8 Nanginikinike naho niozoñozoñe ty tane toy niezeñezeñe o fahan-dikerañeo; nañondrañe ty amy haviñera’ey.
Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
9 Nionjoñe boak’ am-piantsona’e ty hatoeñe; afo nahaforototo ty hirik’ am-palie’e ao; foroha mirekake ty boak’ ama’e.
Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
10 Nampivokoke o likerañeo re vaho nizotso; ieñe nimoromoroñe ty ambane fandia’eo.
Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
11 Nijoñe ambone kerobe eo re le nitiliñe, nitalakeseñe ambone’ o elan-tiokeo.
baaret af Keruber fløj han, svæved paa Vindens Vinger;
12 Nampiarikatohe’e ama’e ty ieñe manahake t’ie kibohotse, rano mainte naho rahoñe migobo’ i likerañey.
han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
13 Ty fireandrea’ i fiatrefa’ey ty nahaviañañe vaen’ afo.
Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.
14 Nangotroke boak’ andikerañe ao t’Iehovà, tinolo’ i Andindimoneñey fiarañanañañe.
HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;
15 Nañiririña’e ana-pale, hampibaibay; helatse, hampitsobore iareo.
han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem.
16 Niboak’ amy zao o goledon-driakeo, piniopioke o faha’ ty tane toio ami’ty fañendaha’ Iehovà, amy fikofò’ o fiantsoña’eoy.
Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENS Trusel, for hans Vredes Pust.
17 Nahiti’e boak’ an-dikerañe ao ty fità’e, rinambe’e iraho, tinari’e boak’ añ’antara bey ao;
Han udrakte Haanden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
18 Rinomba’e amo rafelahiko maozatseo, amo malaiñ’ahio, amy t’ie nifatratse te amako.
frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
19 Niatreatre ahy iereo añ’andron-kankàñe; fe nirampiako t’Iehovà.
Paa min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et Værn.
20 Nasese’e mb’an-toetse mangadagadamb’eo rinomba’e iraho amy te mahafale aze.
Han førte mig ud i aabent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
21 Tinambe’ Iehovà ty havañonako, ty falion-tañako ty nanolora’e ahy.
HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
22 Toe nifaharako o lala’ Iehovào, vaho tsy nitsile an-kelok’ aman’ Añahareko.
thi jeg holdt mig til HERRENS Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;
23 Tañatrefako eo iaby o fepè’eo, le tsy nisitaheko o fañè’eo.
hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.
24 Nigahiñe añatrefa’e eo iraho, vaho nilie-batañe tsy handilatse.
Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
25 Aa le tinambe’ Iehovà i havantañakoy, ty haliovako am-pihaino’eo.
HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje!
26 O mpitretrèo ro tretreze’o, vañon-dRehe amo vañoñeo.
Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
27 Amo malio arofoo irehe ro ki’e, fe o mengokeo ro helofe’o.
du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
28 Rombahe’o o mpisotrio; fe amo mpitrotroabokeo o fihaino’oo, hamotsaha’o.
De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
29 Ihe ro failoko, ry Iehovà; hazavae’ Iehovà o faiekoo.
Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.
30 Ihe ty nañoridañako ty firimboñañe, i Andrianañaharekoy ty nanganihako kijoly.
Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
31 I Andrianañahare: vantañe i lala’ey; niventeseñe ty Tsara’ Iehovà; fikalan-defoñe re amy ze hene mitsolok’ ama’e.
Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENS Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
32 Fa ia t’i Andrianañahare naho tsy Iehovà? vaho ia ty Lamilamy naho tsy i Andrianañaharentikañe?
Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
33 T’i Andrianañaharem-pipalirako fatratse; i mampavantañe i liakoiy;
den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
34 Ie manao o tombokoo ho tombom-panaloke, vaho mamotrak’ ahy an-kaboañe eo.
gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste paa Højne,
35 Ie mañòke o tañakoo hialy, hampibitsohan-tañako ty fale torisìke.
oplærte min Haand til Krig, saa mine Arme spændte Kobberbuen?
36 Fa natolo’o ahy ka ty fikalan-defom-pandrombahañe; vaho nampitoabotse ahy o fañisoha’oo.
Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;
37 Nampangadagadañe’o ty liako; tsy hititititike o ongokoo.
du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
38 Fa hinorìdako o rafelahikoo, vaho narotsako; tsy nimpoly iraho ampara’ te finongoko.
Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
39 Nagedrako iereo vaho trinabotraboko tsy hitroatse; nikorovok’ ambane tomboko eo.
slog dem ned, saa de ej kunde rejse sig, men laa faldne under min Fod.
40 Fa nampidiañe’o haozarañe amy hotakotakey iraho; fa nampiambanè’o amako o nitroatse amakoo.
Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
41 Natolo’o ahy ka ty hàto’ o rafelahikoo, haitoako amako o malaiñ’ ahio.
du slog mine Fjender paa Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen.
42 Nipay iereo, fe tsy amam-pandrombake; amy Iehovà, f’ie tsy nanoiñe.
De raabte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
43 Aa le dinemodemoko ho pilipito’e iereo manahake ty debo’ ty tane toy, linialiako hoe fotak’ an-dalañe eo, toe linialiako ambane.
Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg paa dem.
44 Ie rinomba’o am-pikitrohan-drati’ ondatikoo; nambena’o ho mpiaolo’ o kilakila’ ondatio; mitoroñe ahy ondaty tsy nahafohiñe ahio.
Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
45 Mifimpìñe aoloko eo o anan-drenetaneo; ie vaho mahajanjiñe ahy, le mivohotse.
Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig:
46 Mitsilofìñe o anan’ ambahinio, ie minevenevetse boak’ am-piampira’eo.
Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul.
47 Veloñe t’Iehovà; andriañeñe i Lamilamikoy; onjoneñe t’i Andrianañahare, lamilamim-pandrombahako.
HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
48 I Andrianañahare ro mpamale-fate ho ahy, mamotsake ondatio ho ambaneko.
den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod
49 I mamotsotse ahy amo rafelahikooy; eka onjone’o ambone’ o mitroatse amakoo; haha’o ami’ty ‘ndaty mitrotrofiake.
og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
50 Aa le hañandriañe Azo iraho, ry Iehovà, amo kilakila’ ondatio, vaho ho bangoeko an-tsabo ty tahina’o.
HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,
51 Hafatraram-pipaliram- pandrombahan-dRe amy mpanjaka’ey; ferenaiña’e i noriza’ey, i Davide naho i tiri’ey, nainai’e kitro añ’afe’e
du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig.«
