1 Tesaloniana 2
1 Inahareo, ry longo, ro toe mahafohiñe te tsy nianto i fitiliha’aiy.
I vide jo selv, Brødre! at vor Indgang hos eder ikke har været forgæves;
2 Rendre’ areo ka t’ie nalovilovy naho nonjireñe e Filipy añe; fe nirearea aman’ Añaharen-tika nitaroñe i talili-soan’ Añaharey ama’areo ndra te niindra’ i fanjeharañey.
men skønt vi, som I vide, forud havde lidt og vare blevne mishandlede i Filippi, fik vi Frimodighed i vor Gud til at tale Guds Evangelium til eder under megen Kamp.
3 Toe tsy mifototse am-pandilarañe ndra haleorañe ndra famañahiañe ty fañosiha’ay;
Thi vor Prædiken skyldes ikke Bedrag, ej heller Urenhed og er ikke forbunden med Svig;
4 fe ninòn’ Añahare ty fanolorañ’ anay i talili-soay; aa ie taroñe’ay le tsy t’ie hahaehake ondaty fa ho an’ Andrianañahare mpitsoke o tro’aio.
men ligesom vi af Gud ere fundne værdige til at faa Evangeliet betroet, saaledes tale vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjerter.
5 Fa fohi’ areo te le-lia tsy nanao kabeake an-drehake naho tsy nibatrake hanakona’ay fatitiañe (valolombeloñe t’i Andrianañahare),
Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale — som I vide — ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge — Gud er Vidne;
6 mbore tsy nipay lomboke am’ondatio, ndra ama’ areo ndra amo ila’eo. Toe mete ho nañeva anay, kanao Firàhe’ i Norizañey ty nampivave anahareo,
ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til Byrde.
7 te mone notroñe’ay hoe rakemba mampinono naho manombosombo i ana’ey.
Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder. Som naar en Moder ammer sine egne Børn,
8 Akore ty fikokoa’ay anahareo kanao nahaehake anay te tsy vaho handiva i talili-soan’ Añaharey fa hamoe-ay ami’ty fañisoha’ay.
saaledes fandt vi, af inderlig Kærlighed til eder, en Glæde i at dele med eder ikke alene Guds Evangelium, men ogsaa vort eget Liv, fordi I vare blevne os elskelige.
9 Mete tiahi’ areo ry longo ty fitromaha’ay naho ty fifanehafa’ay; ie nitoloñe handro an-kaleñe tsy hiloetse ama’ ia’ia, nitaroñe i talili-soan’ Añaharey.
I erindre jo, Brødre! vor Møje og Anstrengelse; arbejdende Nat og Dag, for ikke at være nogen af eder til Byrde, prædikede vi Guds Evangelium for eder.
10 Valolombeloñe nahareo naho i Andrianañahare te niavake naho vañoñe vaho nalio-tahiñe ty fañaveloa’ay ama’areo mpiato.
I ere Vidner, og Gud, hvor fromt og retfærdigt og ulasteligt vi færdedes iblandt eder, som tro;
11 Fohi’ areo ka t’ie nañosike naho nañohò vaho nandrisike anahareo kiraikiraike hambañe ami’ty rae amo ana’eo,
ligesom I vide, hvorledes vi formanede og opmuntrede hver enkelt af eder som en Fader sine Børn
12 hañaveloa’ areo hañeva an’ Andrianañahare mpikanjy anahareo ho am-pifehea’e naho añ’enge’e ao.
og besvore eder, at I skulde vandre Gud værdigt, ham, som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed.
13 Ie amy zao, tsy apo’ay ty mañandriañe an’ Andrianañahare nainai’e, amy te rinambe’ areo i tsaran’ Añahare nitaroña’aiy le tsy nandrambe aze ho tsara’ ondaty, fa ami’ty vente’e t’ie tsaran’ Añahare mpifanehake ama’areo mpiato.
Og derfor takke ogsaa vi Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord, men som Guds Ord (hvad det sandelig er), hvilket ogsaa viser sig virksomt i eder, som tro.
14 Vaho nitsikombe’ areo ry longo, o Fivorin’ Añahare am’ Iesoà Norizañey e Iehodào, ie nifeake fampisoàñañe am-pità’ o mpitrao-borizàñe ama’eo toe o Tehodao,
Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i Judæa i Kristus Jesus, efterdi ogsaa I have lidt det samme af eders egne Stammefrænder, som de have lidt af Jøderne,
15 ie songa vinono’ iareo t’Iesoà Talè naho o mpitokio, naho nandroake anay ka; ie tsy non’ Añahare vaho fonga mifandiets’ ama’ondaty,
der baade ihjelsloge den Herre Jesus og Profeterne og udjoge os og ikke behage Gud og staa alle Mennesker imod,
16 ami’ty fisebaña’ iareo anay tsy hitaroñe amo kilakila ondatio handrombake iareo, ie manovon-kakeo nainai’e, fa ho takaren-kaviñerañe am-para’e.
idet de forhindre os i at tale til Hedningerne til deres Frelse, for til enhver Tid at fylde deres Synders Maal; men Vreden er kommen over dem fuldtud.
17 Fe zahay, ry longo, naho fa nasitake ama’ areo hey, an-tsandriñe fa tsy añ’ arofo, le àntsake t’ie nirototse naho nisalala fatratse te hahaoniñe o lahara’ areoo,
Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder i det ydre, ikke i Hjertet, vi have gjort os des mere Flid for at faa eders Ansigt at se, under megen Længsel,
18 fa sinda homb’ ama’ areo mb’eo; izaho Paoly mandikoatse te indraike, fe sineba’ i mpañìnjey.
efterdi vi have haft i Sinde at komme til eder, jeg, Paulus, baade een og to Gange, og Satan har hindret os deri.
19 Ia ty ho fitamà’ay, ty haèha’ay, ty kobay hiriñariñà’ay añatrefa’ Iesoà Talèntika amy fitotsaha’ey? tsy inahareo hao?
Thi hvem er vort Haab eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, naar ikke ogsaa I ere det for vor Herre Jesus Kristus i hans Tilkommelse?
20 Eka, inahareo ro enge’ay naho haeha’ay.
I ere jo vor Ære og Glæde.
