Yobu 3

1 Oluvannyuma lw’ebyo, Yobu n’ayasamya akamwa ke n’akolimira olunaku kwe yazaalirwa.

Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,

2 N’agamba nti,

og Job tog til Orde og sagde:

3 “Olunaku kwe nazaalirwa luzikirire, n’ekiro lwe kyalangirirwa nti omwana mulenzi.

Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"

4 Olunaku olwo lubuutikirwe ekizikiza, omusana guleme okulwakako, Katonda aleme okulufaako.

Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!

5 Ekizikiza n’ekisiikirize eky’okufa birujjule, ekire kirutuuleko, ekizikiza kikankanye ekitangaala kyalwo.

Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!

6 Ekizikiza ekikutte be zigizigi kirunyage, luleme okubalirwa awamu n’ennaku eziri mu mwaka, wadde okuyingizibwa mu ezo eziri mu mwezi.

Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!

7 Yee, lubeere lugumba, waleme okuba eddoboozi lyonna ery’essanyu eririwulirwako.

Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!

8 Abo abakolimira ennyanja n’ennaku balukolimire, n’abo abamanyi okuzuukusa agasolo galukwata mu nnyanja, balukolimire.

De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";

9 Emmunyeenye ez’omu matulutulu gaalwo zibe ekizikiza, lulindirire ekitangaala kirubulwe, luleme okulaba ebikowe by’oku nkya.

dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,

10 Kubanga terwaggala nzigi za lubuto lwa mmange, nneme okulaba obuyinike.

fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

11 “Lwaki saafa nga nzalibwa, oba ne nfa nga nva mu lubuto lwa mmange?

Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?

12 Lwaki amaviivi ganzikiriza okugatuulako era n’amabeere okugayonka?

Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

13 Kaakano nandibadde ngalamidde nga neesirikidde, nandibadde neebase nga neewummulidde,

Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred

14 wamu ne bakabaka n’abakungu ab’ensi, abezimbira embiri kaakano amatongo,

blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,

15 oba n’abalangira abaalina zaabu, abajjuzanga ffeeza mu nnyumba zaabwe.

blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.

16 Oba lwaki saaziikibwa ng’omwana azaaliddwa ng’afudde, atalabye ku kitangaala?

Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!

17 Eyo ababi gye batatawaanyizibwa, era n’abakooye gye bawummulira.

Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,

18 Abasibe gye bawummulira awamu, gye batawulirira kiragiro ky’oyo abaduumira.

alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;

19 Abakopi n’abakungu gye babeera; abaddu gye batatuntuzibwa bakama baabwe.

små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

20 “Lwaki omuyinike aweebwa ekitangaala, ne kimulisiza oyo alumwa mu mwoyo,

Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,

21 era lwaki yeegomba okufa naye ne kutajja, n’akunoonya okusinga obugagga obuziikiddwa,

dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,

22 abajaguza ekisukkiridde, ne basanyuka ng’atuuse ku ntaana?

som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav

23 Lwaki okuwa ekitangaala oyo, atayinza kulaba kkubo, Katonda gw’akomedde?

en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?

24 Kubanga nkaaba mu kifo ky’okulya, n’okusinda kwange kufukumuka ng’amazzi.

Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.

25 Ekintu kye nantiiranga ddala era kye nakyawa kye kyantukako.

Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.

26 Siwummudde wadde okusiriikirira wadde okuba n’emirembe, wabula buzibu bwereere bwe bunzijidde.”

Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!