Psalmi 81
1 Asafa dziesma, dziedātāju vadonim uz Ģittit. Dziediet priecīgi Dievam, mūsu stiprumam, gavilējiet Jēkaba Dievam.
Til Sangmesteren; til Githith; af Asaf.
2 Uzdziedat dziesmas un dodiet šurp bungas, mīlīgas kokles ar stabulēm.
Synger med Fryd for Gud, vor Styrke, raaber med Glæde for Jakobs Gud!
3 Pūtiet trumetes jaunā mēnesī, pilnā mēnesī, mūsu svētku laikā.
Istemmer Lovsang, og giver Trommen, den liflige Harpe med Psalteren hid!
4 Jo tas ir likums iekš Israēla, tiesa no Jēkaba Dieva.
Blæser i Trompeten ved Nymaane, ved Fuldmaane, til vor Højtidsdag!
5 To Viņš licis par liecību iekš Jāzepa, kad izgāja pār Ēģiptes zemi, kad es dzirdēju valodu, ko nesapratu.
Thi den er en Skik i Israel, en Lov for Jakobs Gud.
6 “Viņa kamiešiem Es esmu atņēmis nastu, un viņa rokas atsvabinājis no nestavas.
Den satte han til et Vidnesbyrd i Josef, der han drog ud imod Ægyptens Land; jeg hørte en Røst, som jeg ikke kendte:
7 Kad tu Mani piesauci bēdās, tad Es tevi izglābu; Es tevi paklausīju, paslēpies pērkona padebešos, Es tevi pārmanīju pie bāršanās ūdens.
„Jeg tog Byrden bort fra hans Skuldre, hans Hænder bleve befriede fra Bærekurven.
8 Klausāties, Mani ļaudis, Es jums došu liecību; Israēl, kaut tu Mani klausītu!
Du paakaldte i Nøden, og jeg udfriede dig; jeg bønhørte dig fra Tordenskyens Skjul, jeg prøvede dig ved Meriba Vande. (Sela)
9 Lai tavā starpā nav cita Dieva, un tev nebūs pielūgt svešu Dievu.
Hør, mit Folk! og jeg vil vidne imod dig; Israel! gid du vilde høre mig.
10 Es esmu Tas Kungs, tavs Dievs, kas tevi izvedis no Ēģiptes zemes; atplet savu muti, lai Es to pildu.
Der skal ingen fremmed Gud være hos dig, og du skal ikke tilbede andre Folks Gud.
11 Bet Mani ļaudis neklausa Manu balsi un Israēlim Manis negribās.
Jeg er Herren din Gud, som førte dig op fra Ægyptens Land; lad din Mund vidt op, og jeg vil fylde den.
12 Tad Es tos arī esmu pametis viņu cietam sirds prātam, ka tie staigā pēc saviem padomiem.
Men mit Folk hørte ikke min Røst, og Israel vilde ikke tjene mig.
13 Kaut Mani ļaudis Man klausītu, un Israēls staigātu uz Maniem ceļiem!
Og jeg lod dem fare i deres Hjertes Stivhed; de vandrede efter deres egne Raad.
14 Es pazemotu viņu ienaidniekus drīz un grieztu Savu roku pret viņu spaidītājiem.
Gid mit Folk vilde høre mig! gid Israel vilde vandre paa mine Veje!
15 Kas To Kungu ienīst, tiem bija Viņam padoties, tad tie mūžīgi pastāvētu.
Da vilde jeg om et lidet ydmyge deres Fjender og vende min Haand imod deres Modstandere.
16 Un Viņš tos barotu ar briedušiem kviešiem, un ar medu no akmens kalna Es tevi pieēdinātu.”
De, som hade Herren, skulde smigre for det, og deres Tid skulde vare evindelig. Og jeg skulde bespise det med den bedste Hvede, ja, jeg vilde mætte dig med Honning af en Klippe‟.
