Psalmi 77

1 Azava dziesma, dziedātāju vadonim Jedutunam. Es saucu ar savu balsi uz Dievu un brēcu, es saucu uz Dievu, un Viņš klausās uz mani.

Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf.

2 Bēdu laikā es meklēju To Kungu, mana roka izstiepjas naktī un nenogurst, mana dvēsele negribās būt iepriecināma.

Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine Øren til mig!

3 Kad es Dievu pieminu, tad es nopūšos; kad es apdomāju, tad mana sirds bēdājās. (Sela)

Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

4 Tu turi nomodā manas acis es esmu tā izmisis, ka nespēju runāt.

Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. (Sela)

5 Es pieminu vecos laikus, senos gadus,

Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.

6 Es atminu savu dziesmu naktī, mana sirds ir domu pilna, mans gars meklē gaismu.

Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.

7 Vai tad Tas Kungs atstums mūžīgi un vairs nebūs žēlīgs?

Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.

8 Vai tad Viņa žēlastība mitēsies mūžam? Vai tā solīšana pagalam uz bērnu bērniem?

Vil da Herren forkaste i al Evighed og ikke vedblive at være naadig mere?

9 Vai tad Dievs ir aizmirsis žēlot? Vai Viņš aizslēdzis dusmībā Savu sirds žēlastību? (Sela)

Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?

10 Tad es saku: tās ir manas bēdas; tā Visuaugstākā labā roka to var nogriezt.

Har Gud glemt at være naadig? eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? (Sela)

11 Es pieminu Tā Kunga darbus, es tiešām pieminu Tavus brīnumus no veciem laikiem.

Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.

12 Es pārdomāju visus Tavus darbus un pieminu, ko Tu dari.

Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.

13 Ak Dievs, Tavs ceļš ir svēts; kur ir tāds liels Dievs, kā Tu, Dievs?

Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter.

14 Tu esi tas stiprais Dievs, kas brīnumus dara; Savu spēku Tu esi darījis zināmu tautu starpā.

O Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?

15 Savus ļaudis Tu esi atpestījis ar stipru elkoni, Jēkaba un Jāzepa bērnus. (Sela)

Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene.

16 Ūdeņi Tevi redzēja, ak Dievs! ūdeņi Tevi redzēja un drebēja, pat dziļumi trīcēja.

Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. (Sela)

17 Biezie padebeši izgāza ūdeņus, augstie padebeši izlaida pērkonus, un Tavas bultas šaudījās.

Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede.

18 Tavi pērkoni rūca viesulī, zibeņi apspulgoja zemi, zeme trīcēja un drebēja.

De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile fore frem.

19 Tavs ceļš bija jūrā un Tavs gājums dziļos ūdeņos, un Tavas pēdas nebija manāmas.

Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.

20 Tu vadīji Savus ļaudis kā avju pulku caur Mozu un Āronu.

Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.