< Psalmi 63 >

1 Dāvida dziesma, kad viņš bija Jūda tuksnesī. Ak Dievs! Tu esi mans stiprais Dievs, Tevi es meklēju pašā rītā, pēc Tevis slāpst manai dvēselei, pēc Tevis ilgojās mana miesa sausā un izkaltušā zemē, kur ūdens nav.
En Psalme af David, der han var i Judas Ørk.
2 Tā es svētā vietā pēc Tevis esmu skatījies, redzēt Tavu spēku un Tavu godību.
Gud! du er min Gud, jeg vil søge aarle til dig; min Sjæl tørster efter dig, mit Kød længes efter dig udi et tørt og vansmægtende Land, hvor intet Vand er.
3 Jo Tava žēlastība ir labāka nekā dzīvība; manas lūpas Tevi slavē.
Saaledes saa jeg dig i Helligdommen for at beskue din Magt og din Ære.
4 Tā es Tevi gribētu teikt mūžam, un pacelt savas rokas Tavā Vārdā.
Thi din Miskundhed er bedre end Livet; mine Læber skulle prise dig.
5 Tad mana dvēsele taptu paēdināta kā ar taukumiem un gardumiem, un mana mute Tevi slavētu ar priecīgām lūpām.
Saaledes vil jeg love dig i mine Livsdage; jeg vil opløfte mine Hænder i dit Navn.
6 Es Tevi pieminu apguldamies, un uzmozdamies es domāju uz Tevi.
Min Sjæl skal mættes som af det fede og kraftige Maaltid, og min Mund skal love dig med frydefulde Læber.
7 Jo Tu esi mans palīgs, un Tavu spārnu pavēnī es dziedāšu priecīgi.
Naar jeg kommer dig i Hu paa mit Leje, vil jeg tænke paa dig i Nattevagterne.
8 Mana dvēsele Tev pieķeras, Tava labā roka mani tura.
Thi du har været min Hjælp, og under dine Vingers Skygge vil jeg synge med Fryd.
9 Bet tie, kas manu dvēseli meklē izpostīt, nogrims pašos zemes dziļumos.
Min Sjæl hang efter dig, din højre Haand holdt paa mig.
10 Tos nodos zobena asmenim un tie būs lapsām par barību.
Men de søge efter mit Liv til deres egen Ødelæggelse; de skulle komme i Jordens nederste Dybder.
11 Bet ķēniņš priecāsies iekš Dieva; kas pie tā zvēr, tas lielīsies; jo melkuļu mute taps aizbāzta.
Man skal give dem Sværdet i Vold, de skulle vorde Ræves Del. Men Kongen skal glædes i Gud; hver den, som sværger ved ham, skal rose sig; thi deres Mund skal stoppes, som tale Løgn.

< Psalmi 63 >