Psalmi 6
1 Dāvida dziesma. Dziedātāju vadonim uz koklēm ar astoņām stīgām. Ak Kungs, nesodi mani Savā dusmībā, un nepārmāci mani Savā bardzībā!
(Til sangmesteren. Med strengespil. Efter den ottende. En salme af David.) HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme,
2 Kungs, esi man žēlīgs, jo es esmu noguris, dziedini mani, Kungs, jo mani kauli ir iztrūkušies,
vær mig nådig Herre, jeg sygner hen, mine Ledmod skælver, læg mig, Herre!
3 Un mana dvēsele ir ļoti iztrūkusies, bet Tu, Kungs, cik ilgi?
Såre skælver min Sjæl; o HERRE, hvor længe endnu?
4 Griezies atpakaļ, Kungs, izglābi manu dvēseli, atpestī mani Tavas žēlastības dēļ.
Vend tilbage, HERRE, og frels min Sjæl, hjælp mig dog for din Miskundheds Skyld!
Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget hvo vil takke dig der? (Sheol h7585)
6 Es esmu piekusis no savas vaidēšanas, uz savas gultas es raudu cauru nakti, mana guļama vieta plūst no asarām,
Jeg er så træt af at sukke; jeg væder hver Nat mit Leje, bader med Tårer min Seng;
7 Mana acs ir noģindusi no skumības, un ir novītusi manu ienaidnieku dēļ.
mit Øje hentæres af Sorg, sløves for alle mine Fjenders Skyld.
8 Atkāpjaties no manis, visi ļauna darītāji, jo Tas Kungs klausa manu raudu balsi.
Vig fra mig, alle I Udådsmænd, thi HERREN har hørt min Gråd,
9 Tas Kungs klausa manu lūgšanu, manu pielūgšanu Tas Kungs pieņem.
HERREN har hørt min Tryglen, min Bøn tager HERREN imod.
10 Visi mani ienaidnieki paliks kaunā, tie ļoti iztrūksies, atkāpsies un paliks kaunā piepeši.
Beskæmmes skal alle mine Fjender og såre forfærdes, brat skal de vige med Skam.
