< Psalmi 139 >
1 Dāvida dziesma, dziedātāju vadonim. Kungs, Tu mani pārmani un pazīsti.
(Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) HERRE, du ransager mig og kender mig!
2 Tu zini manu sēdēšanu un celšanos, Tu noproti manas domas no tālienes.
Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,
3 Lai eju, lai guļu, Tu esi ap mani, un Tev zināmi visi mani ceļi.
du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
4 Jo nav ne vārda uz manas mēles; redzi, Kungs, to visu Tu zini.
Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
5 Tu meties ap mani pakaļā un priekšā un turi Savu roku pār mani.
Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.
6 Šī atzīšana man ir visai brīnišķa un augsta, es to nevaru izprast.
At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
7 Kur man būs aiziet no Tava Gara, un kur man būs bēgt no Tava vaiga?
Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?
8 Ja es kāptu debesīs, tad Tu tur esi; ja es nogultos ellē, redzi, Tu tur arīdzan esi. (Sheol )
Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der; (Sheol )
9 Ja es ņemtu ausekļa spārnus un paliktu jūras galā.
tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
10 Tad arī tur Tava roka mani vadīs, un Tava labā roka mani turēs.
da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
11 Ja es sacītu: Lai tumsība mani apklāj un par nakti lai paliek gaisma ap mani:
Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"
12 Tad ir tumsība Tavā priekšā nebūtu tumša, un nakts spīdētu kā diena, tumsība būtu kā gaisma.
så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 Jo Tu esi radījis manas īkstis, Tu mani esi apsedzis manas mātes miesās.
Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
14 Es Tev pateicos, ka es ļoti brīnišķi esmu darīts, brīnišķi ir Tavi darbi, un mana dvēsele to it labi zin.
Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
15 Mani kauli Tev nebija apslēpti, kad es slepenībā tapu darīts, kad es tapu iztaisīts zemes dziļumos.
Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
16 Tavas acis redzēja mani, vēl neiztaisītu pīti(miesas iedīgli), un visas nākamās dienas bija rakstītas Tavā grāmatā, kad vēl nebija nevienas.
som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
17 Cik dārgas man ir Tavas domas, ak Dievs! Cik liels ir viņu skaits!
Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
18 Kad tās jāskaita, tad viņu vairāk nekā smiltis. Es uzmostos un vēl esmu pie Tevis.
Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.
19 Ak Dievs, kaut Tu bezdievīgo nokautu, un kaut asinsvainīgie no manis atstātos.
Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,
20 Tie par Tevi runā ar negantību un Tavi ienaidnieki lepojās ar viltu.
de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
21 Vai man nebūs ienīdēt, kas Tevi, Kungs, ienīst, un ieriebt, kas pret Tevi ceļas?
Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;
22 Ienīdēt es tos ienīstu, tie man ir ienaidnieki.
med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.
23 Pārbaudi mani, ak Dievs, un atzīsti manu sirdi, izmeklē mani un atzīsti manas domas,
Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
24 Un redzi, vai es esmu negantā ceļā, un vadi mani uz mūžīgu ceļu.
Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!