< Psalmi 139 >
1 Dāvida dziesma, dziedātāju vadonim. Kungs, Tu mani pārmani un pazīsti.
Herre! du har ransaget mig og kender mig.
2 Tu zini manu sēdēšanu un celšanos, Tu noproti manas domas no tālienes.
Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.
3 Lai eju, lai guļu, Tu esi ap mani, un Tev zināmi visi mani ceļi.
Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.
4 Jo nav ne vārda uz manas mēles; redzi, Kungs, to visu Tu zini.
Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.
5 Tu meties ap mani pakaļā un priekšā un turi Savu roku pār mani.
Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.
6 Šī atzīšana man ir visai brīnišķa un augsta, es to nevaru izprast.
Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.
7 Kur man būs aiziet no Tava Gara, un kur man būs bēgt no Tava vaiga?
Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?
8 Ja es kāptu debesīs, tad Tu tur esi; ja es nogultos ellē, redzi, Tu tur arīdzan esi. (Sheol )
Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! (Sheol )
9 Ja es ņemtu ausekļa spārnus un paliktu jūras galā.
Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
10 Tad arī tur Tava roka mani vadīs, un Tava labā roka mani turēs.
saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
11 Ja es sacītu: Lai tumsība mani apklāj un par nakti lai paliek gaisma ap mani:
Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
12 Tad ir tumsība Tavā priekšā nebūtu tumša, un nakts spīdētu kā diena, tumsība būtu kā gaisma.
Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 Jo Tu esi radījis manas īkstis, Tu mani esi apsedzis manas mātes miesās.
Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.
14 Es Tev pateicos, ka es ļoti brīnišķi esmu darīts, brīnišķi ir Tavi darbi, un mana dvēsele to it labi zin.
Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.
15 Mani kauli Tev nebija apslēpti, kad es slepenībā tapu darīts, kad es tapu iztaisīts zemes dziļumos.
Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
16 Tavas acis redzēja mani, vēl neiztaisītu pīti(miesas iedīgli), un visas nākamās dienas bija rakstītas Tavā grāmatā, kad vēl nebija nevienas.
Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.
17 Cik dārgas man ir Tavas domas, ak Dievs! Cik liels ir viņu skaits!
Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!
18 Kad tās jāskaita, tad viņu vairāk nekā smiltis. Es uzmostos un vēl esmu pie Tevis.
Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
19 Ak Dievs, kaut Tu bezdievīgo nokautu, un kaut asinsvainīgie no manis atstātos.
Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.
20 Tie par Tevi runā ar negantību un Tavi ienaidnieki lepojās ar viltu.
Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.
21 Vai man nebūs ienīdēt, kas Tevi, Kungs, ienīst, un ieriebt, kas pret Tevi ceļas?
Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
22 Ienīdēt es tos ienīstu, tie man ir ienaidnieki.
Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
23 Pārbaudi mani, ak Dievs, un atzīsti manu sirdi, izmeklē mani un atzīsti manas domas,
Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
24 Un redzi, vai es esmu negantā ceļā, un vadi mani uz mūžīgu ceļu.
Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!