Ījaba 7
1 Vai cilvēkam nav karš virs zemes, un vai viņa dienas nav kā algādža dienas?
Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
2 Tā kā kalps ilgojās pēc ēnas un kā algādzis gaida uz savu algu,
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
3 Tāpat man nākuši daudz bēdīgi mēneši, un grūtas naktis man ir piešķirtas.
så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 Kad apguļos, tad es saku: kad atkal celšos? un vakars vilcinājās, un es apnīkstu mētāties gultā līdz gaismai.
Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 Mana miesa ir apsegta ar tārpiem un vātīm, mana āda sadzīst un čūlo atkal.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 Manas dienas ir ātrākas nekā vēvera (audēja) spole un beidzās bez nekādas cerības.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
7 Piemini, ka mana dzīvība ir vējš un mana acs labuma vairs neredzēs.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
8 Acs, kas nu mani redz, manis vairs neredzēs. Tavas acis uz mani skatās, un es vairs neesmu.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 Viņš neatgriezīsies atkal savā namā, un viņa vieta viņu vairs nepazīs.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11 Tā tad es savu muti neturēšu, es runāšu savās sirds bēdās, es žēlošos savā sirdsrūgtumā.
Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Vai tad es esmu kā jūra, vai kā liela jūras zivs, ka tu ap mani noliec vakti?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 Kad es saku: mana gulta man iepriecinās, manas cisas atvieglinās manas vaimanas,
Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 Tad Tu mani izbiedē ar sapņiem, un caur parādīšanām Tu mani iztrūcini,
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 Tā ka mana dvēsele vēlās būt nožņaugta, labāki mirt nekā tā izģinst.
så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
16 Es esmu apnicis, man netīk mūžam dzīvot; atstājies jel no manis, jo manas dienas ir kā nekas.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 Kas ir cilvēks, ka Tu viņu tik augsti turi un ka Tu viņu lieci vērā,
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 Un viņu piemeklē ik rītu, viņu pārbaudi ik acumirkli,
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 Ka Tu nemaz no manis neatstājies un mani nepameti, ne siekalas ierīt?
Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 Ja esmu grēkojis, ko es Tev darīšu, Tu cilvēku sargs? Kāpēc Tu mani esi licis Sev par mērķi, ka es sev pašam palicis par nastu?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Un kāpēc Tu manus pārkāpumus nepiedod un neatņem manu noziegumu? Jo nu es apgulšos pīšļos, un kad Tu mani meklēsi, tad manis vairs nebūs.
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
