Ījaba 30
1 Bet nu par mani smejas, kas jaunāki nekā es, kuru tēvus es nebūtu cienījis likt pie saviem lopu suņiem.
Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
2 Viņu roku spēku kur es to liktu? viņu zaļums un krietnums bija pagalam.
Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
3 No trūkuma un bada izdēdējuši tie grauza noras, tumšās tuksneša un posta vietās.
De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
4 Tie nātres izplūca pa krūmiem un paegļu saknes tiem bija par barību.
de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
5 No ļaužu vidus tie tapa izdzīti un tiem uzkliedza kā zagļiem.
de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
6 Bailīgās gravās tiem bija jādzīvo, ir zemes un akmeņu caurumos.
de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
7 Krūmos tie brēca, un dadžos tie gūlās,
imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
8 Nesaprašu un negoda ļaužu bērni, kas no zemes bija izdzīti!
Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
9 Bet nu es tiem esmu tapis par dziesmiņu un esmu tiem par pasaku.
Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
10 Tie mani tura par negantību, atstājās tālu no manis un nekaunas man vaigā spļaudīt.
De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
11 Jo Dievs manu dvēseli ir darījis gurdenu un mani apbēdinājis; tad tie vairs nevaldās manā priekšā.
Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 Pa labo roku ceļas puikas un stumda manas kājas un taisa savu ceļu, mani samaitāt.
Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
13 Tie salauž manu laipu, tie palīdz mani gāzt, paši būdami bez palīga.
de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
14 Tie nāk kā caur platu plīsumu; ar lielu troksni tie plūst šurpu.
de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
15 Briesmas man uzbrukušas, kā ar vētru aizdzīta mana godība, un kā mākonis nozudusi mana laime.
Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
16 Tādēļ nu mana dvēsele nerimst iekš manis, un bēdu laiks mani aizgrābis.
Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
17 Naktī mani kauli top izurbti iekš manis, un kas mani grauž, nerimst.
Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
18 Caur varenu spēku mans apģērbs pārvērties; tas mani žņaudz, kā apkakle.
Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
19 Viņš mani iemetis dubļos, un es esmu tapis kā pīšļi un pelni.
Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 Es Tevi piesaucu, bet Tu man neatbildi, es gaidu, bet Tu tik skaties.
Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
21 Tu pret mani esi palicis briesmīgs, ar Savu vareno roku Tu man turies pretī.
Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
22 Tu mani pacēli, kā vējš mani aiznes, un man izkūst visa laime.
Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
23 Jo es zinu, ka Tu mani nodosi nāvē, kur visi dzīvie kopā aiziet mājot.
Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
24 Tomēr, vai krītot neizstiepj roku, jeb vai bojā ejot nebrēc.
Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25 Vai es neraudāju par grūtdienīti vai mana dvēsele nenoskuma par apbēdināto?
Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
26 Bet kad es nu gaidīju labumu, tad nāca ļaunums; kad es cerēju uz gaišumu, tad nāca tumsība.
Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
27 Manas iekšas verd un nemitās, bēdu dienas man uzgājušas.
Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
28 Es esmu melns, bet ne no saules, es paceļos un kliedzu draudzes vidū.
Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
29 Vilkiem esmu palicis par brāli un pūces bērniem par biedri.
Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
30 Mana āda palikusi melna uz manis, un mani kauli ir izkaltuši no karstuma.
Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
31 Tādēļ mana kokle ir tapusi par žēlabām un mana stabule par vaimanām.
Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
