< Ījaba 17 >
1 Mans gars ir vājš, manas dienas pagalam, kaps man ir klāt.
Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
2 Tiešām, mēdītāji mani apstāj un uz viņu tiepšanos jāskatās manām acīm.
Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
3 Galvo jel, pārstāvi Tu mani pie Sevis paša, kur tad cits man roku dos!
Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
4 Jo viņu sirdīm Tu saprašanu esi apslēpis; tāpēc Tu viņiem virsroku nedosi.
Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
5 Kas savus draugus izdāvā par laupījumu, tā bērnu acis izīgs.
Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
6 Bet Viņš mani darījis ļaudīm par sakāmu vārdu, ka esmu tāds, kam spļauj vaigā.
Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
7 Tādēļ mana acs ir tumša no skumības, un visi mani locekļi ir kā ēna.
Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
8 Taisnie par to iztrūcinājās, un nenoziedzīgais iekarst par neganto.
For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
9 Bet taisnais turas pastāvīgi uz sava ceļa, un kam šķīstas rokas, pieņemas stiprumā.
Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
10 Tad nu jūs visi nāciet tik atkal vien, gudra es neatradīšu jūsu starpā.
Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
11 Manas dienas ir pagājušas, mani padomi iznīcināti, ko mana sirds bija kopusi.
Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
12 Nakti tie sauc par dienu, un gaismu saka tuvu esam, kur tumsa klātu.
De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
13 Ko man vēl gaidīt, kaps būs mans nams; tumsā es uztaisīšu savu gultu. (Sheol )
Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol )
14 Trūdus es saucu par savu tēvu, tārpus par savu māti un māsu.
Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 Kur tad būs mana cerība, manu cerību, kas to redzēs?
Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
16 Kapā tā nogrims, kad it visiem pīšļos būs dusa. (Sheol )
Den skal nedfare til Gravens Porte, naar der tilmed bliver Ro i Støvet. (Sheol )