Ījaba 15
1 Tad Elifas no Temanas atbildēja un sacīja:
Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
2 Vai tad gudram vīram būs runāt tukšas domas un savu sirdi pildīt ar vēju?
Skal en viis svare med Kundskab, som kun er Vejr, og fylde sin Bug med Blæst,
3 Pārmācīt ar vārdiem, kas nepieklājās, un ar valodu, kur labums neatlec?
idet han fører Bevis med Ord, som ikke gavne, og med Taler, som intet baade!
4 Tiešām, tu iznīcini Dieva bijāšanu un nicini pielūgšanu Dieva priekšā.
Ja, du tilintetgør Gudsfrygt og svækker Bønnen for Guds Ansigt.
5 Jo tava mute parāda tavu noziegumu, un tu esi uzņēmies runāt, kā gudrinieki runā.
Thi din egen Mund beviser din Misgerning, og du vælger de træskes Tunge.
6 Tava mute tevi pazudina, un ne es; tavas lūpas pret tevi dod liecību.
Din egen Mund dømmer dig skyldig og ikke jeg, og dine Læber vidne imod dig.
7 Vai tu esi tas pirmais cilvēks piedzimis, vai tu esi dzemdināts, pirms kalni bija?
Mon du er født som det første Menneske var, og er du avlet førend Højene?
8 Vai tu esi dzirdējis Dieva apslēpto padomu, vai tu gudrību esi iezīdis?
Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig?
9 Ko tu zini, ko mēs nezinātu, ko tu proti, un mēs to neprastu?
Hvad ved du, som vi ikke vide? hvad forstaar du, og det skulde ikke være os bekendt?
10 Arī mūsu starpā ir sirmi un veci, kas ilgāki dzīvojuši, nekā tavs tēvs.
Der er baade graahærdede og bedagede iblandt os, Mænd, som have levet længere end din Fader.
11 Vai Dieva iepriecināšanas priekš tevis mazas, un vārds, laipnīgi uz tevi runāts?
Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig?
12 Kāpēc tava sirds tevi tā apmāna, kāpēc tavas acis tā spulgo,
Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øjne?
13 Ka tavas dusmas ceļas pret Dievu un izverd tādu valodu no tavas mutes?!
Thi du vender din Harme imod Gud, og du har ladet Taler udfare af din Mund.
14 Kas ir cilvēks, ka tas būtu šķīsts, un ka būtu taisns, kas no sievas dzimis?
Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Kvinde?
15 Redzi, Saviem svētiem Viņš neuztic un debesis nav šķīstas priekš Viņa acīm.
Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne:
16 Ne nu vēl tas negantais un samaitātais cilvēks, kas netaisnību dzer kā ūdeni.
Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?
17 Es tev stāstīšu, klausies mani, un es tev teikšu, ko esmu redzējis,
Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortælle:
18 Ko gudrie stāstījuši no saviem tēviem un nav slēpuši, -
Hvad de vise have forkyndt, og hvad de ikke have dulgt som en Arv fra deres Fædre,
19 Tiem vien zeme bija dota, un svešinieks viņu starpā nebija nācis, -
dem alene blev Landet givet, og ingen fremmed trængte ind iblandt dem.
20 Bezdievīgais mokās visu mūžu, un briesmīgais, cik tam gadi nolikti.
Den ugudelige bæver alle sine Dage, og faa Aar i Tallet ere henlagte til en Voldsmand.
21 Viņa ausīs skan briesmas, pašā mierā viņam uzbrūk postītājs.
Rædsler lyde for hans Øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham.
22 Viņš neuzticās iznākt no tumsības; jo zobens uz viņu gaida.
Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Sværdet.
23 Viņš skraida šurp un turp pēc maizes, kur varētu dabūt; viņš zin tumsības dienu sev tuvu klātu.
Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det? han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side.
24 Bēdas un izbailes viņu biedē, viņu pārvar kā ķēniņš, uz kaušanos gatavs.
Angest og Nød forfærde ham, det overvælder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden;
25 Jo viņš izstiepa savu roku pret Dievu un cēlās pret to Visuvareno.
thi han har udrakt sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige;
26 Viņš skrēja pret Viņu ar pašu galvu, ar savu priekšturamo bruņu biezām pumpām.
han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag;
27 Viņš savu vaigu tauki izbaroja un kopa resnu vēderu.
thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme,
28 Viņš dzīvoja izpostītās pilsētās un namos, kur nebija jādzīvo, kuriem nolemts būt par akmeņu kopām.
og han boede i Stæder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe.
29 (Tāpēc) viņš nepaliks bagāts, un viņa manta nepastāvēs, un viņa laime neizplētīsies virs zemes.
Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaa; og hvad de have erhvervet, skal ikke udbredes i Landet.
30 Viņš no tumsības ārā neiznāks, liesma izkaltēs viņa zarus, caur Dieva mutes dvašu viņš aizies.
Han skal ikke komme bort fra Mørket, en Lue skal tørre hans Kvist; men han skal komme bort ved hans Munds Aande.
31 Lai viņš nepaļaujas uz nelietību, ar to viņš pieviļas; jo nelietība būs viņa alga.
Han skal ikke forlade sig paa Forfængelighed, han skuffer sig; thi Forfængelighed skal vorde ham Betaling.
32 Tā alga nāks priekšlaiku, un viņa zars nezaļos.
Før hans Dag kommer, skal det opfyldes, og hans Gren skal ikke grønnes.
33 Viņš zaudēs kā vīna koks savus ķekarus un nometīs kā eļļas koks savus ziedus.
Som Vintræet skal han afryste sine sure Druer og som Olietræet kaste sit Blomster.
34 Jo bezdievīgo saime paliks neauglīga, un uguns norīs dāvanu ņēmēju dzīvokļus.
Thi den vanhelliges Forsamling skal blive øde, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte.
35 Tie ir grūti ar netaisnību un dzemdē postu, un savām sirds domām tie pieviļas.
De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig.
