Jesajas 8

1 Un Tas Kungs sacīja uz mani: ņem lielu galdu un raksti uz to ar cilvēka rakstu: „Māer šalal, kaš bas“(laupījums steidzās, laupīšana nāk ātri).

Og Herren sagde til mig: Tag dig en stor Tavle og skriv derpaa med Menneskers Griffel: „Hurtigt Rov, hastigt Bytte”.

2 Un es sev ņēmu uzticamus lieciniekus, priesteri Ūriju, un Zakariju, Jebereķijas dēlu.

Og jeg vil tage mig tilforladelige Vidner: Præsten Uria og Sakarias, Jeberekias Søn.

3 Un es gāju pie tās pravietes, un tā tapa grūta un dzemdēja dēlu. Un Tas Kungs sacīja: nosauc viņa vārdu: Māer šalal, kaš bas.

Og jeg nærmede mig til Profetinden, og hun undfangede og fødte en Søn; og Herren sagde til mig: Kald hans Navn: Maher-Sjalal Kasj-Bas.

4 Jo pirms tas zēns māk saukt: mans tēvs, mana māte! Tad Damaskus mantu un Samarijas laupījumu nesīs Asīrijas ķēniņa priekšā.

Thi førend Barnet forstaar at raabe: Min Fader og min Moder! skal man bortføre Damaskus's Gods og Samarias Bytte hen foran Kongen af Assyriens Ansigt.

5 Tas Kungs vēl runāja uz mani un sacīja:

Og Herren blev endnu ved at tale til mig, sigende:

6 Tādēļ ka šie ļaudis nicina Šiloas ūdeni, kas lēniņām tek, un tiem ir prieks pie Recina un Remalijas dēla,

Fordi dette Folk foragtede Siloas sagte rindende Vande, og der er Glæde over Rezin og Remalias Søn;

7 Redzi, tad Tas Kungs pār tiem atvedīs stipro un vareno lielupes ūdeni, Asīrijas ķēniņu un visu viņa godību, un tas plūdīs pār visiem saviem krastiem un ies pār visām savām malām,

se, derfor skal Herren lade Flodens mægtige og mange Vande, Kongen af Assyrien og al hans Herlighed komme over dem; og den skal stige over alle sine Strømme og gaa over alle sine Bredder.

8 Un tas ielauzīsies Jūdā un to pārplūdīs, un ies cauri un sniegsies līdz pat kaklam, un tas izstieps savus spārnus un piepildīs visu tavu zemi, Immanuel!

Og den skal bryde ind i Juda, skylle over og strømme over og naa til Halsen; og hans udbredte Vinger skulle fylde dit Land, o Immanuel! saa vidt, som det er.

9 Trakojiet, tautas, un topat satriektas! Ņemiet vērā, visi pasaules gali! Jožaties un topat satriekti, jožaties un topat satriekti!

Slaar kun ned, I Folkefærd! I skulle dog sønderknuses; mærker med eders Øren, alle I, som ere i langt fraliggende Lande! omgjorder eder, I skulle dog blive sønderknuste, omgjorder eder, I skulle dog blive sønderknuste.

10 Izdomājiet padomu, bet tas iznīks, runājiet vārdu, bet tas nenotiks, jo ar mums ir Dievs (Immanuels.)

Beslutter et Raad, det skal blive til intet; taler et Ord, det skal ikke bestaa; thi med os er Gud.

11 Jo tā Tas Kungs uz mani runājis, mani satverdams ar Savu roku, un mani mācījis, nestaigāt šo ļaužu ceļu, un sacījis:

Thi saa sagde Herren til mig, der hans Haand greb mig, og han underviste mig, at jeg ikke skulde vandre paa dette Folks Vej, og sagde:

12 Jums nebūs sacīt, „derība“visur, kur šie ļaudis saka „derība“, un nebūs bīties, kur tie bīstas, nedz baiļoties.

Kalder ikke Sammensværgelse, hvad dette Folk kalder Sammensværgelse, og frygter ikke, hvad det frygter, og forfærdes ikke!

13 To Kungu Cebaot, to jums būs svētīt, un Viņš lai ir jūsu bijāšana, un Viņš lai ir jūsu bailība.

Den Herre Zebaoth, han skal være eder hellig; og han skal være eders Frygt, og han skal være eders Forfærdelse.

14 Tad Viņš jums būs par svētumu, bet par pieduršanās akmeni un par piedauzīšanās klinti abiem Israēla namiem, par valgu un slazdu Jeruzālemes iedzīvotājiem.

Og han skal være til en Helligdom, men og til en Anstødssten og til en Forargelsesklippe for Israels tvende Huse, til en Snare og til en Strikke for Jerusalems Indbyggere.

15 Un daudzi no tiem klups un kritīs un taps satriekti un savaldzināti un sagūstīti.

Og mange skulle støde sig paa dem og falde og sønderbrydes og omsnæres og fanges.

16 Sasien to liecību, aizzieģelē to mācību iekš maniem mācekļiem,

Bind Vidnesbyrdet til, forsegl Loven hos mine Disciple!

17 Un es ceru uz To Kungu, kas Savu vaigu apslēpis no Jēkaba nama, un es gaidu uz Viņu.

Og jeg vil bie efter Herren, han, som har skjult sit Ansigt for Jakobs Hus, og jeg vil forvente ham.

18 Redzi, es un tie bērni, ko Tas Kungs man devis, par zīmēm un par brīnumiem iekš Israēla no Tā Kunga Cebaot, kas mājo Ciānas kalnā.

Se, her er jeg og de Børn, som Herren har givet mig, til Tegn og Forbilleder i Israel fra den Herre Zebaoth, som bor paa Zions Bjerg.

19 Kad tie nu uz jums sacīs: vaicājiet tos pareģus un zīmju cienītājus, kas čirkst un čukst, (tad sakāt): vai ļaudīm nebūs vaicāt savu Dievu? Vai tad mirušus būs vaicāt priekš dzīviem?

Og naar de ville sige til eder: Søger til Spaakvinderne og til Tegnsudlæggerne, som hviske og mumle, da siger: Skal ikke et Folk søge til sin Gud? skal man søge til de døde for de levendes Skyld?

20 (Griežaties) Pie bauslības un liecības! Ja tie tā nerunās (saskaņā ar šo Vārdu), tad auseklis(gaisma) tiem neausīs.

„Til Loven og til Vidnesbyrdet!” — dersom de ikke tale saaledes, naar der ingen Morgenrøde er for dem,

21 Bet tie ies apkārt, grūti apbēdināti un izsalkuši. Un kad būs izsalkuši, tad tie dusmosies un lādēs savu ķēniņu un savu dievu. Un kad tie skatās uz augšu,

da skulle de drage igennem Landet, haardt plagede og hungrige; og naar en hungrer, da skal han blive vred og bande sin Konge og sin Gud og vende sit Ansigt imod det høje;

22 Vai uzlūko zemi, redzi, bēdas un tumsība; tie ir apstulboti bēdās un maldās tumsībā.

og han skal se til Jorden, men se, der skal være Angest og Mørke, Trængsels Mørke, og i Mulm er han udstødt.