Jesajas 44
1 Bet nu klausies, mans kalps Jēkab, un Israēl, ko esmu izredzējis.
Men hør nu, Jakob, min Tjener, Israel, hvem jeg har udvalgt:
2 Tā saka Tas Kungs, kas tevi radījis un taisījis no mātes miesām, kas tev palīdz: Nebīsties, Mans kalps Jēkab, un tu Ješurun, ko Es esmu izredzējis.
Saa siger HERREN, som skabte dig og fra Moders Liv danned dig, din Hjælper: Frygt ikke, min Tjener Jakob, Jesjurun, hvem jeg har udvalgt!
3 Jo Es liešu ūdeni uz iztvīkušiem un straumes uz izkaltušiem. Es izliešu Savu Garu uz tavu dzimumu un Savu svētību uz taviem bērnu bērniem,
Thi jeg udgyder Vand paa det tørstende, Strømme paa det tørre Land, udgyder min Aand paa din Æt, min Velsignelse over dit Afkom;
4 Ka tie zaļos kā zāle, kā vītoli pie ūdens strautiem.
de skal spire som Græs mellem Vande, som Pile ved Bækkenes Løb.
5 Šis sacīs: Es piederu Tam Kungam! Un cits sauks Jēkaba vārdu, un trešais rakstīs ar savu roku: Es padodos Tam Kungam! Un godās Israēla vārdu.
En skal sige: »Jeg er HERRENS«, en kalde sig med Jakobs Navn, en skrive i sin Haand: »For HERREN!« og tage sig Israels Navn.
6 Tā saka Tas Kungs, Israēla ķēniņš un viņa Pestītājs, Tas Kungs Cebaot: Es esmu tas pirmais un Es esmu tas pēdīgais, un cita Dieva nav, kā Es vien.
Saa siger HERREN, Israels Konge, dets Genløser, Hærskarers HERRE: Jeg er den første og den sidste, uden mig er der ingen Gud.
7 Un kas tā var sludināt kā Es, lai saka un lai liek Man priekšā, kamēr Es esmu licis pirmos ļaudis pasaulē. Lai tie jel stāsta tās nākamās lietas un kas notiks.
Hvo der er min Lige, træde frem, forkynde og godtgøre for mig: Hvo kundgjorde fra Urtid det kommende? De forkynde os, hvad der skal ske!
8 Neizbaiļojaties un nebīstaties, - vai Es to sen jau tev neesmu darījis zināmu un stāstījis? Un jūs esat Mani liecinieki, vai ir cits Dievs nekā Es vien? Tiešām, nav cita akmens kalna, Es nezinu neviena.
Ræddes og ængstes ikke! Har ej længst jeg kundgjort og sagt det? I er mine Vidner: Er der Gud uden mig, er der vel anden Klippe? Jeg ved ikke nogen.
9 Elku taisītāji visi nav nekas, un viņu mīlulīši neder nekam, un paši ir viņu liecinieki, ka tie neredz un nesaprot; tādēļ tie paliks kaunā.
De, der laver Gudebilleder, er alle intet, og deres kære Guder gavner intet; deres Vidner ser intet og kender intet, at de maa blive til Skamme.
10 Kas ir dievu taisījis un elku lējis, kas nekam neder?
Naar nogen laver en Gud og støber et Billede, er det ingen Gavn til;
11 Redzi, visi viņu biedri paliks kaunā, jo tie taisītāji ir cilvēki. Tad lai tie visi gan sapulcinājas un ceļas, tomēr tie izbīsies un kopā paliks kaunā.
se, alle dets Tilbedere bliver til Skamme; Mestrene er jo kun Mennesker — lad dem samles til Hobe og træde frem, de skal alle som een forfærdes og blive til Skamme.
12 Kalējs taisa cirvi un strādā svelmē un to pataisa ar veseriem un to izstrādā ar sava elkoņa stiprumu; viņš cieš arī badu, ka paliek bez spēka, viņš nedzer ūdeni, ka paliek gurdens.
En smeder Jern til en Økse og arbejder ved Kulild, tildanner den med Hamre og gør den færdig med sin stærke Arm; faar han ikke Mad, afkræftes han, og faar han ikke Vand at drikke, bliver han træt.
13 Kas koka darbu strādā, izvelk mēra auklu, nozīmē to ar sarkanu krītu, aptēš to ar cirvjiem un apraksta to ar cirkuli un dara to pēc vīra ģīmja, kā skaistu cilvēku, lai stāv namā.
Saa fælder han Træer, udspænder Maalesnoren, tegner Billedet med Gravstikken, skærer det ud med Kniven og sætter det af med Cirkelen; han laver det efter en Mands Skikkelse, efter menneskelig Skønhed, til at staa i et Hus.
14 Viņš sev cērt ciedru kokus, ņem kļavu vai ozolu, un izlasās kādu starp meža kokiem; osi viņš dēstījis un lietus to ir uzaudzinājis.
Han fældede sig Cedre, tog Elm og Eg og arbejdede af al sin Kraft paa Skovens Træer, som Gud havde plantet og Regnen givet Vækst.
15 Tie ir cilvēkam dedzināt, un viņš ņem no tiem un sildās, un iededzina un cep maizi un arī iztaisa dievekli un to pielūdz, dara elku un metās priekš tā ceļos.
Det tjener et Menneske til Brændsel, han tager det og varmer sig derved; han sætter Ild i det og bager Brød — og desuden laver han en Gud deraf og tilbeder den, han gør et Gudebillede deraf og knæler for det.
16 Vienu pusi viņš sadedzina ugunī, no tās puses viņš ēd gaļu, viņš cep cepešus un paēd, pats arī sildās un saka: nu labi, man paliek silti, es samanu uguni.
Halvdelen brænder han i Ilden, og over Gløderne steger han Kød; han spiser Stegen og mættes; og han varmer sig derved og siger: »Ah, jeg bliver varm, jeg mærker Ilden« —
17 Un to, kas atliek, viņš taisa par dievu, sev par elku; priekš tā viņš metās ceļos un klanās un to pielūdz un saka: izpestī mani, jo tu esi mans dievs.
og af Resten laver han en Gud, et Billede; han knæler for det, kaster sig ned og beder til det og siger: »Frels mig, thi du er min Gud!«
18 Tie neatzīst un nesaprot, jo viņu acis aizlipušas, ka tie neredz, un viņu sirdis, ka tie nesaprot.
De skønner ikke, de fatter ikke, thi deres Øjne er lukket, saa de ikke ser, og deres Hjerter, saa de ikke skønner.
19 Un neviens to neņem pie sirds, un nav ne atzīšanas, ne saprašanas, ka sacītu: vienu pusi es esmu sadedzinājis ar uguni un uz tām oglēm arī maizi cepis, es gaļu pie tā esmu cepis un ēdis, vai nu man to, kas atliek bija darīt par negantību, vai man priekš koka gabala bija ceļos mesties?
De tænker ikke over det, de har ikke Indsigt og Forstand til at sige sig selv: »Halvdelen brændte jeg i Baalet, over Gløderne bagte jeg Brød, stegte Kød og spiste; skulde jeg da af Resten gøre en Vederstyggelighed? Skulde jeg knæle for en Træklods?«
20 Kam prāts nesās uz pelniem, to apmānītā sirds maldina, un viņš neizglābj savu dvēseli un nesaka: vai nav viltība manā labā rokā?
Den, som tillægger Aske Værd, ham har et vildfarende Hjerte daaret; han redder ikke sin Sjæl, saa han siger: »Er det ikke en Løgn, jeg har i min højre Haand?«
21 Piemini to, Jēkab un Israēl, jo tu esi Mans kalps; Es tevi esmu radījis, tu esi Mans kalps, Israēl, neaizmirsti Mani.
Jakob, kom dette i Hu, Israel, thi du er min Tjener! Jeg skabte dig, du er min Tjener, ej skal du glemmes, Israel;
22 Es izdeldu tavus pārkāpumus kā miglu un tavus grēkus ka mākoni. Atgriezies pie Manis, jo Es tevi esmu atpestījis.
jeg sletted som Taage din Misgerning og som en Sky dine Synder. Vend om til mig, thi jeg genløser dig!
23 Gavilējat, debesis, jo Tas Kungs to ir darījis, sauciet priecīgi, zemes dziļumi, ceļat troksni, kalni, ar prieku dziesmām, meži un visi koki iekš tā; jo Tas Kungs Jēkabu atpestījis un Israēli pagodinājis.
Jubler, I Himle, thi HERREN greb ind, fryd jer, I Jordens Dybder, bryd ud i Jubel, I Bjerge, Skoven og alle dens Træer, thi HERREN genløser Jakob og herliggør sig ved Israel.
24 Tā saka Tas Kungs, tavs Pestītājs, kas tevi taisījis no mātes miesām. Es esmu Tas Kungs, kas visu dara, kas debesi izpletis, Es viens pats, un kas zemi izklājis, bez cita neviena,
Saa siger HERREN, din Genløser, som danned dig fra Moders Liv: Jeg er HERREN, som skabte alt, som ene udspændte Himlen, udbredte Jorden, hvo hjalp mig?
25 Kas iznīcina zīlnieku zīmes un zvaigžņu cienītājus dara trakus, kas gudriem liek atpakaļ griezties un viņu gudrību dara par ģeķību.
som tilintetgør Løgnernes Tegn og gør Spaamænd til Daarer, som tvinger de vise tilbage, beskæmmer deres Lærdom,
26 Kas apstiprina Sava kalpa vārdu un liek izdoties Savu vēstnešu padomam; kas uz Jeruzālemi saka, lai tur atkal ļaudis dzīvo, un uz Jūda pilsētām: Jūs tapsiet atkal uztaisītas, un Es uztaisīšu viņas postītās vietas;
stadfæster sine Tjeneres Ord, fuldbyrder sine Sendebuds Raad. Jeg siger om Jerusalem: »Det skal bebos!« om Judas Byer: »De skal bygges!« Ruinerne rejser jeg atter!
27 Kas uz dziļumu saka: Izsīksti! Un tavus strautus Es darīšu sausus;
Jeg siger til Dybet: »Bliv tørt, dine Floder gør jeg tørre!«
28 Kas uz Kiru saka: Mans gans! Un viņš izdarīs visu Manu prātu, sacīdams uz Jeruzālemi: topi celta! Un Dieva nams lai top taisīts!
Jeg siger om Kyros: »Min Hyrde, som fuldbyrder al min Vilje!« Jeg siger om Jerusalem: »Det skal bygges!« om Templet: »Det skal grundes!«
